Læsetid: 3 min.

Sandheden om Tage

30. december 1998

11. kapitel, hvori læserinden oplever gammel bondekultur hos søde og rare naboer. Men er folk ude i naturen ikke for kedelige? Og er klid i virkeligheden ikke løsningen på alle problemer?

DECEMBERFORTÆLLING

Kære Ellen Margrethe,
det er sen aften, og jeg er dødtræt. Jeg er først lige kommet hjem fra naboen. Det var manden, han kom allerede i morges, han havde taget hvid skjorte på, ligesom da han kom med roelygten, og han stod rødmende, nyvasket og det hele, og inviterede mig på eftermiddagskaffe. Nu havde jeg jo alligevel boet her et stykke tid, sagde han, og så ville ham og så konen, som han sagde, da gerne lære mig sådan lidt at kende.
Det har vi altid brugt herude på landet, sagde han.
Jov, sagde jeg. Hvad skulle jeg ellers sige?
Jeg sagde selvfølgelig også jatak, men stor lyst havde jeg godtnok ikke, for mens jeg stod og snakkede med ham, tog det "udenjordiske" ordentlig fast, der blev skubbet og mast i mig bagfra, skal jeg love for. Jeg følte jo selv, at jeg gik og vraltede som en gås, men bondemanden, f.eks., han lagde vist ikke mærke til noget.
Så jeg fik altså eftermiddagskaffe. Af en fin kop med farvet kant. Både naboen og hans lille, runde kone var meget, meget høflige og spurgte mig, hvor jeg kom fra og sådan noget. Mens jeg sad ovre hos dem, forsvandt smerten fuldstændig, jeg kunne slet ikke mærke noget, og jeg tænkte selvfølgelig, at det hele vel bare var indbildning.
Jo, de var søde. Sådan nogle mennesker har jeg i alt fald aldrig mødt før, men der er vist ellers mange af dem rundt omkring. De ville have, at jeg også skulle spise aftensmad sammen med dem. Jeg sagde jatak, for jeg syntes, det var hyggeligt hos dem. Mad! siger jeg. Tyk brun sovs af den slags, man ellers kun har hørt om.
De fortalte om et par fyre på egnen, der var blevet taget af politiet, et par værre tyveknægte, sagde de. De havde stjålet biler fra autoværksteder, sat dem i stand og solgt dem til nogle polakker. De havde også stjålet pelse. Nabokonen mente, at det måtte være fordi, der er så meget vold i fjernsynet. Og så alle de udlændinge, sagde manden. Åh-å! tænkte jeg jo, her har vi så Dansk Folkeparti på banen.
Da jeg gik hjemad, forstod jeg selvfølgelig, at Tage aldrig nogensinde havde været på Nordsøen, på sådan en olieboreplatform der. Men jeg forstod ikke, hvorfor naboen og hans kone hele tiden lod som om jeg var en, der boede helt alene og altid havde gjort det? Det var måske en slags høflighed, tænkte jeg. For at fortælle mig, at jeg var den vigtigste?
Ja, du forstår mig sikkert. Folk, ikke. De kan godt være søde og rare, men altså: de er og bliver nu temmelig kedelige. På en eller anden måde: det er de altid. Man er lidt flov ved at sige det, men man synes altså, at man spilder tiden, når man er sammen med dem, og når man er tvunget til at høre på, hvad de siger. Det er selvfølgelig også derfor, man altid zapper væk, hvis man ved et uheld skulle lande på en dansk kanal. Hvis det altså ikke lige er et kulturprogram og der er nogen med, som man har hørt om.
Men ærgerligt nok: jeg var kun lige kommet inden for døren, da det "udenjordiske" tog fat igen. Hold kæft, som det skubbede og masede, det var ikke til at holde ud! Det nåede helt op i mellemgulvet, sgu.
Men så vidste jeg det. Klid, tænkte jeg. Din mave har ikke set en ærlig klidkiks i flere måneder. Det må være det!
Nu går jeg i seng.

Hils.
Din
Camilla Elise

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu