En opera og et kapel med begge ben i graven. Ledelsen er problemet, ikke kunstnerne.
Morale: Giv kunsten kunstneriske ledere, ikke ministerielle mappedyr
Sørgesang
Den største succes i nyere tid på Teatret er uden tvivl Carl Nielsens Natmad: Teatret magtede opgaven at nedsætte et dommerpanel, der skulle finde frem til den publikummer, der havde skabt den bedste natmad.
Vinderen Axel Petersens opskrift foreskriver bl.a. Romsherred rugbrød, fynsk rygeost med kommen. Der serveres dram og Albani til maden.
Denne kulinariske teatersucces lyser op i det overordnede indtryk af mange sæsoners sørgespil.
De onde ler og de gode græder. Korthuset er ved at vælte. For mange forkerte dispositioner ser nu ud til at få konsekvenser på Det kongelige Teater. Vidtrækkende konsekvenser.
I årtier har musikkritikken peget på repertoire-problemer i operaen. Lige så længe er der stort set ikke gjort noget. Når det gælder den ny musikdramatik har viljen til nytænkning så at sige været ikke-eksisterende.
I 1993 fik Poul Ruders en opera-bestilling til opførelse i år 2000 (The Handmaid's Tale efter Margaret Atwoods roman). Ruders er den første danske komponist - siden Herman D. Koppel skrev Macbeth i 1968 - der er blevet bedt om at skrive en helaftensopera til Gamle Scene.
Den lader vi lige stå et øjeblik.
Dommerpaneler
Uden for Det Kongelige Teater plejer det at få konsekvenser, hvis man gennem længere tid dummer sig eller ikke lytter til udefrakommende kritik.
Men ikke på Det Kongelige Teater. Det viste sig senest da Michael Christiansen udskrev en nordisk Komponistkonkurrence i anledning af Kapellets 550 års jubilæum og Det kongelige Teaters 250 års jubilæum.
Med et års varsel.
Hvis Michael Christiansen havde været kyndig i kunstneriske anliggender, ville han have sagt til sig selv: "Hovsa, Poul Ruders skulle have syv år til at skrive en opera...Ved kun at give komponisterne et år, vil teatret miste potentielle værker af Magnus Lindberg, Arne Nordheim, Per Nørgård, Sven-David Sandström."
Katastrofen indtraf, da dommerpanelet så nærmere på de 47 indsendte værker, som efter de musikkyndiges mening ikke "opfyldte nødvendige kvalitetskrav."
Altså: Intet nyt nordisk værk til uropførelse ved Kapellets fødselsdagskoncert. I stedet et besynderligt miskmask af et program, der bl.a. præsenterede den ungarske komponist György Kurtágs Stele fra 1994. En slags ny musik - men alligevel... Et sted må ironien og distancen dog holde op. Det er ikke kun af hensyn til publikum: Musikere og sangere, der har viet deres liv til at spille og synge, skal man behandle ordentligt. Som det er nu bruger Teatret ikke operasangerne optimalt, musikerne er sygemeldt på grund af overbelastning.
Pæn historie
Det er med respekt, at man åbner den splinternye publikation Det Kongelige Kapel 1948-1998 af Gitte Kjær og Verner Nicolet, udgivet af Gyldendals forlag. Med respekt fordi dette orkester virkelig har ydet en fornem indsats i dansk musikliv, med dirigenter som Solti, Berglund, Celibidache, Boulez og Schønwandt. Sidstnævnte nævnes i øvrigt stadig oftere som naturlig ny chef for Kapellet.
Problemet er blot at den nye bog fortæller den alt for pæne historie, som umuligt kan have ført til den nuværende krise. Men den nuværende krise er særdeles reel, så der mangle de brikker, der for alvor kunne gøre bogen interessant, i det puslespil, forfatterne lægger.
Haves på positivsiden: Carl Nielsens Natmad. Ønskes: Operasangere der ikke går arbejdsløse, kapelmusikere uden arbejdsskader, mere tidssvarende musik og dramatik, en ledelse med kunstnerisk/faglig kompetence.
Med alle de mange lederes mere eller mindre naturlige afgang, skulle der være rig mulighed for at opfylde disse særdeles rimelige ønsker. Og som sagerne står pt med Teatrets formodentlig værste krise i nyere tid, kan det kun gå fremad. Men fri os fra flere 400-siders rapporter og tungt udvalgsarbejde. Tilfør nye, unge ansigter til den geriatriske bestyrelse, som kan magte den forestående, vigtige opgave. Så hurtigt som overhovedet muligt. Ellers får ordet orkestergrav en udvidet betydning.
