Gerz Feigenberg forsøger at skrive en europæisk generations-roman
NY BOG
På den lille berlinske Kafé Lorelei mødes en gruppe danske og tyske venner til et traditionsrigt sammenskudsmåltid Der Tausend und Eintorpf (Tusind og een gryden). Året er 1989 og datoen er 9. november. Fest bliver der imidlertid ikke meget af. Mange møder nemlig ikke op, andre forlader kaféen. Det umulige er nemlig under udvikling - Berlinmurens fald.
Hele den nærmest karnevalsagtige stemning af forventning, forvirring, opbrud er den scene som Gerz Feigenberg i sin nye roman Sardinens begravelse, lader sine romanfigurer træde frem på. Med den danske fotograf Rued som den centrale figur fortælles gennem krydsklip og synsvinkelskift både frem og tilbage i tiden en mængde livshistorier fra det omfangsrige persongalleri.
Der er historien om pigen Renate, der slår sig ned i kloakkerne i ingenmandsland under Berlinmuren og af omverdenen bliver kendt under navnet Kassandra, der som oraklet i Delfi kan svare på spørgsmål. Der er Mara, som Rued siden barndommen har været ulykkeligt forelsket i. Hun søger renheden i sit eget liv og forsøger sig som nonne. I sin omsorgshunger knytter Mara sig til galningen Joseph, med hvem hun får det Jesus-agtige barn Elvis, der går med det børnekorstog, der vandrer fra by til by på vej til Jerusalem. Der er Johannes, Rueds far, der tidligt i barndommen forsvinder, og hvis historie sønnen efterhånden får stykket sammen. Der er den aids-ramte Giliam, der er den afdankede skuespillerinde Rita, hvis veje gentagne gange krydses med Rueds.
Hele dette kaos af sammenspundne historier styres af den alvidende fortæller, der bogstavelig talt ved alt inklusiv katten Farads tanker og følelser.
Selvom mange af historierne er ganske fængslende, så er det alligevel med en fornemmelse af tomhed, man lægger romanen fra sig. Det er som om Gerz Feigenberg i sit forsøg på at skrive ikke blot en dansk, men en europæisk generations-roman, som genremæssigt tilstræbes at indeholde alt fra kriminalromanens elementære spænding til mytens tidløse bud på de store spørgsmål, glemmer hvad den dybere idé, ud over at skrive en stor roman, er med projektet.
Det medfører at for mange emner, forbliver på overfladen, som når modernisme og postmodernisme i romanen via en lærd professor i Berlin tages under behandling. Professor Nebeltahl kommer imidlertid aldrig længere end til almindeligheder: "modernismen, det er jo et tåbeligt begreb, et tåbeligt ord at gøre til en isme. Det er så provinsielt. Det moderne! Alt er jo moderne, så længe det er nyt. I 1820 var det romantikken, der var modernismen. I 1880 var det naturalismen. Det, der er blevet kendt under navnet modernismen, ville være mere præcist beskrevet med betegnelsen egoismen."
Grunden er i følge professoren, at kunstneren opgiver at rette blikket udad, som et medlem af samfundet med de forpligtelser, det medfører. I stedet er han kun optaget af sig selv. Det er der sikkert ikke så lidt om. Men hvad er det for mekanismer, der får kunstnere til at skrotte traditionen? Ej heller ofres der mange linjer på at forklare Goyas billede Sardinens begravelse, der har givet romanen navn og som spiller en rolle for flere af bogens personer.
I et forsøg på at skabe en illusion af dybde, lader forfatteren et børnekorstog dukker op. Deltagerne er Europas forsømte børn, der tavst er på vandring mod Jerusalem. Men det synes umuligt via teksten at trænge yderligere ind i dets betydning.
Mangler kød og blod
Mere kød kommer der heller ikke på historien, da Rued graver sin afdøde kat Farah op og via ståltråd og lim samler skelettet og derved får ideen til at fotografere den genskabte Farah: "Han tænkte ikke, mens han arbejdede, han knoklede bare, nye opstillinger, Barbie-pels, isterning, kattemad, nye objektiver, nyt lys, time efter time. Efter næsten tyve timers uafbrudt arbejde sank han pludselig sammen på sofaen ... Han vidste ikke selv hvorfor han havde gjort det, men han vidste, at det var gode billeder. Forbandet gode billeder." Beskrivelsen virker som taget ud af en ugebladsnovelle og Rued fremstår som en parodi på en kunstner.
Som person bliver Rued aldrig af kød og blod. Han virker som en sær skabelonagtig figur. Og så hjælper det ikke, at historien giver hovedpersonen ideen til en helt ny måde at fotografere på. De såkaldte 'bag-ryggen-billeder', der i et glimt ser det, der er bag ryggen af mennesket: dets skæbne. For hvordan skal denne søgen blive troværdig, når Rued selv aldrig får en skæbne, som berører læseren.
*Gerz Feigenberg: Sardinens begravelse, roman, 402 s., 325 kr., Samlerens Forlag
