Læsetid: 5 min.

Hvad skete der ellers den 27. november (TILLÆG)

24. december 1998

Peter Straarup smilede, Nyrup smøgede ærmerne op og genoplivede klassekampen

På dagen
Fredag den 27. november skete der sådan set ikke noget særligt.
Dagen vil som andre dage først og fremmest blive husket af de mennesker, som lige netop den dag i deres privatliv oplevede noget helt ekstraordinært: en fødsel, et dødsfald, et særligt kys, et trafikuheld.
Den vil blive husket af alle de mennesker, som skrev dagbog og dermed i det mindste gjorde forsøg på at fastholde den.
Når jeg nu et par uger efter skal forsøge at finde den, er der ikke megen hjælp at hente i min egen erindring. I spiralkalenderen kan jeg se, det var den dag Peter Tygesen, Informations udenrigsredaktør, holdt afskedsreception. Jeg nåede aldrig frem, og jeg kan ikke komme i tanke om, hvad der kom i vejen. Jeg kan se, at min nabo havde fødselsdag, men også at den ikke var rund. Så står der "rosiner", men jeg kan ikke huske hvorfor.
Skal jeg identificere dagen må jeg finde andre kilder.
Jeg kan konstatere, at det var koldt. Omkring frysepunktet, lidt slaskesne hist og pist, men ellers mørkt, meget mørkt, ingen sol.
Nogen kan måske huske dagen på, hvad der var i fjernsynet. Om eftermiddagen et program om at danskerne bliver federe og federe - og hvad har politikerne tænkt sig at gøre ved dét? Jesper Klein og Flemming Jensen i Den store Klassefest. Johnny Madsen i en hjemmekoncert fra Fanø. Kvindehåndbold: Danmark-Kroatien.

Ministerens kæmpebaby
En boksegalla på TV3, som vil blive husket for to ting: Det var den aften, Mogens Palle for en gangs skyld selv røg i madrassen - stress og hjertekvababbelse. Og den dag Thomas Daugaard på afbud vandt EM i letweltervægt. Bagud på point mod den spanske mester, som røg i gulvet hen mod slutningen. Gys, gys.
Den fredag var der uro i Det konservative Folkeparti (Gitte Seeberg sur på Christmas-Møller, som hev hende ud af sidste runde i finanslovsforhandlingerne), men der skal mere til for at identificere en dag.
Margrete Vestager opdager, hun har født en kæmpebaby (55 cm, 4.600 gram), men har knap nok tid til at tage sig af det. Man må gå ud fra, datteren husker datoen. Og pophistorikerne: det er første gang en siddende (det siger man altså) dansk minister har givet den form for barsel.
I B.T. fredag fortæller Vestager, der også er kirkeminister, at "dåben er grundlæggende for medlemskab af folkekirken," men at hendes mand ikke er medlem og ikke ønsker børnene døbt. Derfor bliver den nyfødte med søskende ikke døbt, men "opdrages så de kan tage stilling til det senere i livet." Det er altsammen i orden. Men så skriver ministeren (gudhjælpemig, hvis man tør bruge det ord, når det handler om en kirkeminister): "Det er et spørgsmål, man ikke kan indgå kompromis om."
Aviserne omtaler Bo Lidegaards bog om Povl Bang-Jensen og premieren på Uredte senge, som er en film, der ikke kunne have været premieresat bedre. En film for dagbogsskrivere: To mænd og to kvinder fortæller om deres dagligdag. Godt nok mest i forhold til seksuelle aktiviteter, som stort set udebliver. De betror sig ikke til hinanden men til filmen. Deres eksistentielle overvejelser - deres praktiske problemer. De lyver så det pjasker ud over hele lærredet, men de lever samtidig løgnene helt ud.
I Stockholm har skattevæsenet stormet en pornoklub og afsløret, at 48 politikere, 22 advokater, tre højtstående politifolk har fusket med bilagene, så det har set ud som de spiste ude, og det gjorde de sådan set også.

Straarups hugtænder
Det danske Akademi holder årsfest i Pompeji-salen (kendt fra Bryggeren), Carlsbergs æresbolig i Valby, som ligger så tæt på banen, at Jørgen Sonne stikker fingrene i ørerne, ikke kun på grund af Jan Kaspersens festmusik. Om aftenen giver P.J. Harvey koncert i Store Vega.
I Holland holder en museumsdirektør en pressekonference og fortæller med røde ører, at museumsattraktionen, den udstoppede grønlænder, formentlig slet ikke er grønlænder, idet han er fundet drivende i vandet for mindst 100 år siden i en væltet kajak ud for Holland. Aktivisthistorikere, der ikke tror på den søforklaring, fremlægger dokumentation for at grønlænderen i sin tid blev lokket til Holland, udstillet som freak ved markeder - og siden udstoppet.
I København fortæller Rødhættes pragtmand, som aldrig har tvivlet på hendes uskyld, at hun er gravid.
Når alle kan huske dagen, skyldes det imidlertid hverken Sonne, Rødhætte eller grønlænderen, men to utrolige billeder:
I lørdagsaviserne kan man se, at nogle mænd mødtes i Den danske Bank for at afsløre et portræt af den altid alvorlige, altid ansvarsfulde, altid problemtyngede Sorte Knud. Det er ikke maleriet, der er sensationen: Det er bare en realistisk gengivelse af en alvorlig mand i jakkesæt. Sensationen er, at efterfølgeren, Peter Straarup, på pressebilleder fra begivenheden griner over hele 25-øren. Han ser farlig ud med blottede hugtænder. Det er lige før, man må krybe i ly for avissiden for at beskytte sig. Men billedet vil blive bevaret - den 27. nov. 1998 var den dag, Peter Straarup smilede. Det vil forhåbentlig aldrig gentage sig.

Klassekampens genkomst
Og så er der et andet billede, som allerede er på vej ind i den nationale billedbank: Fredag den 27. var den dag, statsministeren dukkede op i helsidesannoncer i alle aviser på én gang - i skjorteærmer. Nyrup, let foroverbøjet - han har travlt, han svulmer af energi. Han hviler på højre ben, har løftet hælen på venstre. Højre skjorteærme er smøget op, han er næsten færdig med venstre. Han siger: "Vi passer på velfærden."
Fredag er dagen, hvor Nyrup - allerede på trediedagen efter finanslovsforliget - på denne måde står frem og erkender, at han har et forklaringsproblem.
Fredag eftermiddag sidder han på Ekstra Bladets redaktion og besvarer læseropkald (som han dagen før gjorde det på B.T.). Om aftenen er han til møde med partiledelsen i Roskilde. I tv-aviserne går han vredt i rette med én af sine kritikere: "SiDs formand skulle læse på teksten. Ellers risikerer han at havne på den forkerte side af klassekampen."
Fredag den 27. november er dagen, hvor Socialdemokratiets formand prikker hul på en myten om, at klassekampen er slut. Årtier efter at Socialdemokratiet har givet Schlüter ret i, at ideologi er noget bras; årtier efter at Socialdemokratiet har erklæret klassekampen for slut uden at have en vinder, fordi den forsvandt op i velfærdssamfundets blå lighedtåger; et tiår efter at den faglige venstrefløj blev væltet omkuld sammen med Muren - bliver klassekampen genoplivet af chefen for Socialdemokratiets højrefløj.
I sandhed en mindeværdig dag. Men det piner mig med de dér rosiner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her