Læsetid: 11 min.

Et slag på kajen

23. december 1998

Milliardspillet ruller over Københavns havnefront - gå med på vandring i den risikofyldte zone

Det er nogle gevaldige pebernødder, der spilles om: Investeringer for milliarder i Københavns havnefront - Danmarks mest attraktive byggegrunde.
Spillet kan overskues fra positioner, der ligger inden for en vinterfrisk vandretur.
Start for eksempel med at tage opstilling midt på Langebros sydlige fortov. Ret blikket mod H.C. Ørstedsværkets skorstene!
Førhen, når den lave vintersol svulmede i skorstensrøgen og rullede guld hen over det brede havneløb, fik den døsige passerende på Langebro et sansechok: Her åbnede sig verdenshavet mellem Sjælland og Amager - med et brag, som Kiplings linjer fra Mandalay:
Og hvor solen brød som torden
frem bag Kina-bugtens kaj.
Nu er Langebros verdenshav på skrump. Sjællandssidens byggerier - i form af Ingeniørhuset, A-pressens medieborg og et Skanska kontorhus til udlejning - har presset sig ud i havnen med et femten meters fjed - to tårne med det dobbelte.
Der er lidt løjerligt, at de tre byggerier har Kalvebod Brygge som adresse. For byggerierne modsiger opfattelsen af en brygge som et sted, hvor huse ligger gavlvendt og vinkelret mod vand.

Ingeniørhuset, A-pressen og Skanska- kontorhuset ligger som kolosser langs havnen og spærrer forbindelsen til den bagvedliggende by.
Går man fra Langebro ned til de ny byggerier og om på deres havneside, opdager man med en vis lettelse, at bygningerne i hvert fald tjener som skærm mod larmen fra den heftigt trafikerede firesporede vej, der tjener som hovedåre til Københavns indre. Knapt så opmuntrende er det, at tårnene på Ingeniørhuset og Skanskas kontorhus også tjener som skærm mod udsigten op og ned langs havneløbet.
Den langsgående placering er det, A-pressens hus har til fælles med sine nybyggede naboer mod nord og syd. Resten af det bygningsmæssige udtryk er de så uenige om, at man fornemmer, at de med hinanden ligger i et varigt højlydt skænderi, der næsten overgår trafiklarmen.
Aktuelts bygning gør tilløb til at ligne en Alto-vase: bulende, blød i kurverne, intet synligt tag, mod havnen mælkegrønt glas. Modsat er ingeniørerne stramme i betrækket: Gule mursten i rette vinkler, firkantede store sorte glaspartier, over hvilke der krænger sig et markant pagodetag.
Ingen af de tre byggerier kunne have ladet sig gøre i den valgte fylde, hvis de havde respekteret forløbet af den egentlige havnekaj. De godkendende myndigheder har valgt at se stort på de sidste tiårs henstillinger fra velmenende udvalg og komitéer om at holde på vandet i Københavns havn.
Byggekursen ud i havnen fortsætter længere ned mod syd. Opfyldninger til det kommende Skanska-byggeri på det gamle fisketorv er i fuld gang. Spunsvægge er slået ned ude i havnen. Om føje tid ligger hér et giga-shopping center, 30.000 kvadratmeter butiksareal, 2.000 P-pladser.

Historien om, hvordan Københavns vand bliver til nybyggernes land, er beretningen om en sælsom proces:
Oprindeligt tilhørte kajstrimlen ved Kalvebod Brygge Københavns kommune. Da kommunen for fem år siden var ved at gå på rumpen, indlod den sig i en stor og uoverskuelig transaktion med staten. Ved en af Finansministeriets snuptagsløsninger blev Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS, sammenstykket, staten forstrakte kommunen ud af de akutte vanskeligheder, kommunen afhændede til gengæld en række arealer til staten, herunder kajerne ved Kalvebod Brygge. Dem videreafhændede staten til det statsligt-kommunalt ejede, men i formen private Ørestadsselskab, som herved fik en polstring i kniben med at dække afdrag og renter på sine optagne milliardlån til det igangværende metro-byggeri. Det er nemlig nemmere at sælge prima beliggende kajstykker end jordlodder i Ørestadsselskabets tvivlsomme aktiv: den lovfastlagte Ørestad på Amager Fælled og Vestamager. Ørestadsselskabet videresolgte da også fluks Kalvebod-kajerne til storudvikleren Skanska.

Hallo! Hvem i den kæde-transaktion har ansvaret for, at byggerierne kommer til at se ud, som de gør? Jo, Skanska, selvfølgelig, og dem Skanska bygger for.
Kommunen har ansvar for de lokalplaner, der har muliggjort byggerierne. Men det arkitektoniske udtryk og sammenhængen mellem de højlydt forskellige udtryk har kommunen ikke søgt lokalplanlægningen strukket til at omfatte.
Det spillede bolden videre til Ørestadsselskabet, som kunne have pålagt arkitektoniske klausuler, inden det videresolgte til Skanska.
Selvsamme Ørestadssselskab gør et stort nummer ud af sin omsorg for et sammenhængende arkitektonisk udtryk i kommende byggerier på sine Amager-arealer. På havnefronten har Ørestadsselskabet valgt at vise en påfaldende tilbageholdenhed.
Men staten bærer også et ansvar. For opfyldningen af vandet i havnen er muliggjort af, at staten overdrog byggeretten i vandet til Ørestadsselskabet (der altså videresolgte den til Skanska). Men hvor kom den byggeret i vandet fra?
Københavns Havn - en anden i formen privat organisation, hvis bestyrelse domineres af staten og Københavns kommune - gør gældende, at det er Havnen, der ejer vandet i havnen. Og at staten derfor afhændede noget, den ikke ejede. Det føres der for tiden en drabelig voldgiftsssag mellem Havnen og staten om. Havnen forlanger 120 millioner kroner for sit tabte vand.

Hvad den vandrende langs Kalvebod Brygge endnu må nøjes med at se for sit indre blik, er to byggeklare projekter hen mod Langebro: Et skærmlangt kongreshotel nord for Ingeniørhuset, samt Nykredits kubiske domicil op ad HK's hovedsæde.
På den anden side af havneløbet - på Amager-sidens Islands Brygge - er planer også ved at rulle mod point of no return.
Dagbladet Børsen kunne i midten af december meddele, at 970 løbende kaj-meter af Islands Brygge står foran en gigantisk byomdannelse. Det drejer om Sojakage-grunden, der har henligget i forurenet mismod, siden produktionen blev indstillet i 1991.
ØK, der er arving til grunden, meddeler opstemt, at kun seks procent af de i alt 150.000 kvadratmeter er svært belastet af tungmetaller, og at de kan renses. Sammen med 45.000 kvadratmeter, som ØK tilkøber sig fra Københavns Havn, vil Sojakagen kunne rumme "en helt ny bydel."
En grandiøs helhedsplan, som netop er godkendt af kommunens bygge- og teknikudvalg, forudser "en grøn kile" fra Sojakagen og ind til den bagvedliggende Ørestad på Amager Fælled, "en blå kile" med inspiration i Nyhavn og "en boulevard-kile" med forbillede i Frederiksstadens Skt. Annæ Plads.
Det samlede byggeri på Sojakagen forudses at vare op til 15 år og indeholde investeringer for tre milliarder. Det likviditetspressede ØK går dog forsigtigt til værks. Forløbigt har NCC Rasmussen & Schiøtz betalt 50 millioner for byggeretten til en første etape med 26.000 kvadratmeter til 260 boliger og 6.000 kvadratmeter erhverv.
Når ØK på denne måde varsomt udstykker projektet, skyldes det - som direktør Svend Heegaard forklarer: Firmaet har lært, "at priserne på et område erfaringsmæssigt stiger i takt med, at det udvikles."

Det vil sætte et prisværdigt eksempel, hvis ØK formår at virkeliggøre en udvikling af havnefronten ved at åbne havnen mod dens bymæssige bagland gennem kiler - grønne, blå og boulevarder.
De kiler, de nyere havnefrontbyggerier hidtil har budt på, har mest været lodret ned, pladums! i havnebilledet.
Vil man beskue anmaselsen i dens reneste form, kan det gøres fra Langebros nordlige fortov - eller fra en af de mange andre ulyksalige udkigspositioner i den indre havn, hvor Det kongelige Biblioteks udvidelse er synlig.
Intet under, at Tøjhusmuseets skammekrogplacerede Istedløve ængsteligt vender ryggen til biblioteks-ekspansionen. Byggeriet vækker associationer til det velkendte foto af dets ophavskvinde, tidligere kulturminister Jytte Hilden, i cykelbukser: presset ned, sorttruende revnefærdigt, utilstedeligt.
Truslen opleves som fysisk ubehag, når man passerer ad havnevejen gennem byggeriet og dets overhængende forbindelsesgange: Man frygter at blive knust.
Bygningsværkets sortladne selviscenesættelse har trukket nyt futteral over Det kongelige Biblioteks forrige udvidelse fra 1960'erne, der således stakåndet emmer bag to facader, den yderste allerede sølet af støv og kondens.
På den sydlige nabogrund kan man beskue en overbebyggelse, der ikke blev til noget: Henning Larsens musikhus. Aldrig så snart havde mesterarkitekten stukket sin førstepræmiecheck på en halv million i brystlommen, før han hen over rådhuspandekagerne meddelte, at opgaven var umulig, men at han nok skulle gøre sit bedste. Projektet blev droppet.

Et - så godt som - fuldendt Henning Larsen-værk kan til gengæld beskues fra Knippelsbro, nemlig Unibanks ny hovedsæde, Christiansbro, opført i fløje vinkelret på havnen. Et forsøg på at finde havnens taktslag efter Ørkenfortets knytnæve i klaviaturet. Når de endnu manglende boligblokke mod kanalerne skyder op, vil Christianskirken forføje sig i den diskretion, som den har været påtvunget af Christianshavns bygmestre siden sine tidligste år.
Forbliver den vandrende på Knippelsbro og drejer sit synsfelt 120 grader, anes Holmens endnu ikke effektivt kapitaliserede herligheder. Den økonomiske mekanik i den forladte flådehavn er ikke skabt til at hive æstetik i dok. I starten solgte forsvaret selv ud af sine grunde - med det formål at finansiere flådens udflytning til fjerne provinshavne. Om det skyldes forsvarets manglende evne til at affyre parceller, er uvist, men bortsalget af Holmens herligheder er nu manøvreret over til et halvstatsligt ejendomsselskab med det fædrelandske navn Freja.
Nok er der lagt retningslinjer og lokalplaner for Holmen: Krav om vinkelret bebyggelse i forhold til havnekajer, balance mellem bolig og erhverv og en afdæmpet bebyggelsesprocent. Men formår Freja at holde fast, også i en overordnet arkitektonisk sammenhæng, når kapitalen blæser lokketoner i bådsmandsfløjten?
Kapitalen har allerede pustet kinderne op: LO er rede til at udspy medlemmernes skillinger, så de kompetente ledere fra et hovedsæde på Dokøen kommer i øjenhøjde med Hendes Majestæt på den anden side af havneløbet.

Fjernt i øst - mod Øresund - kan fra Knippelsbro anes Refshaleøen, et gigantisk ødeland efter ophøret af B&W's aktiviteter. Men også et forjættet land: Her strammer planerne endnu ikke, og mulighederne svæver over de mange forladte hektar.
Problemet er adgangsforholdene. Refshaleøen er kun tilgængelig ad spinkle veje over Holmen og langs Christianshavns voldanlæg.
Kan det problem løses, står ejerne af Refshaleøen til milliard-gevinst på byudvikling. Ejerskabet domineres af kreditorerne efter B&W (heriblandt de store pensionskasser) og af Københavns kommune. Staten og Københavns Havn ejer et par lunser.
Ønsket om at gøre Refshaleøen tilgængelig er en drivende kraft bag planerne om en tunnel under Københavns Havn - over til Kastellet på Sjællandssiden.
Tunnelforbindelsen skal mod nord videre knyttes an til Gittervej langs Frihavnen og videre over Østerbros kasernearealer til Lyngbyvejen. Det er der en masse beboerbøvl i. Endnu mere ballade kan forudses om tunnelens forbindelsesveje på Amager.
Den nærliggende løsning er at føre forbindelsen fra Refshaleøen stik syd - oven i den eksisterende Amager Strandvej - til Lufthavnen og den kommende Sverigesforbindelse. Så kan vort samfunds magthavere suse fra deres domiciler i Københavns nordlige omegn i en østlig bue om byen og lige ud i den store verden.
Dette løfterige projekt kan sælges som en aflastning af trafikken gennem Indre By. Og hvem kan dog være imod det? (Højst de evindelige kværulanter, der påstår, at lettere vejforbindelser altid ender med at skabe mere trafik - alle steder.)
Den gevinstsøgende sætter nok ikke sine sparepenge dårligt ved en satsning på, at havnetunnelen bliver snarlig virkelighed. Beslutningstagerne afventer kun, at det om sagen nedsatte udvalg under Trafikministeriet får finpudset pro-argumenterne.

Med Refshaleøen i spil står det klart, at gamblingen om Københavns Havn ikke er et nulsums-spil. Nogle taber.
Den, der umiddelbart står til størst tab, er Ørestadsselskabet. Dets arealer på Amager Fælled og Vestamager har ikke havnefrontens herlighed. Ørestaden har til gengæld betjening fra den kommende mini-metro. Det har Refshaleøen ikke, selv om den i øvrigt fremstår som en mere attraktiv placering.
På en forunderlig måde er det staten og Københavns kommune, der spiller mod sig selv. De to er de reelle ejere både af Ørestadsselskabet og af Københavns Havn - selv om begge selskaber er konstrueret som private.
Det kalder på kreativ tænkning, når en anlægslov for en havnetunnel skal præsenteres for offentligheden. På det tidspunkt vil det formentlig stå klart, at Ørestadsselskabets haltende grundsalg giver det vanskeligheder med at indfri milliardlånene til metroen - og at en konkurrence fra byudvikling på Refshaleøen vil fremskynde rentedøden.
En mulig udvej er at slå Ørestadsselskabets grundarealer sammen med Københavns Havns i et fælles ejerselskab, eventuelt spædet op med andre kommunale og statslige besiddelser i havneområdet. Hvad der tabes i den ene ende af et sådant ejerselskab - i Ørestaden - vindes i den anden: De centrale havneområder og Refshaleøen.
Ørestadens grundsalg og anlæg af minimetroen blev sin tid kun klasket sammen for at få det at se ud, som om minimetroen var selvfinansierende. Hvad den så åbenbart ikke er. Det vil være nærliggende at udskille minimetroen i et selvstændigt trafikselskab, hvori passende også kunne indgå S-togsdriften og HT's busser.
Den politiske hovedindvending mod by udvikling af Refshaleøen er, at den ikke er kollektivt trafikforsynet. Det klares snildt ved at ændre på metroens østlige linjeføring, så den starter ved Østerport Station, løber videre til en station ved Langelinie, i havnetunnelen over til Refshaleøen, møder den anlagte minimetro ved Holmbladsgade-kvarteret og fortsætter ad sin allerede planlagte rute langs Østamager til Lufthavnen.

Hurra! En sådan "omstrukturering, tilpasning til ændrede omstændigheder" - eller hvad etikette, der kan hittes på - vil efterlade næsten alle glade. Et par løse ender er der ganske vist, men hvor er der ikke det i et dynamisk samfund? Illusionen om en selvfinansierende metro må opgives; Finansministeriet gå i forskud med nogle milliarder, indtil provenu fra grundsalg kan indhente udlæg til havnetunnel og revideret metro-projekt. Lidt pinagtigt må det også overvejes at udsætte mini-metroens vestlige kørsel længere end til Bella Centeret ved Sjællandsbroen. De første mange år vil der ikke være passagerer til den videre strækning over de tomme arealer på Vestamager, hvor folkeviddet allerede har døbt metroen Prærieekspressen. Men også den kamel kan realiteterne vel presse ned.

Tilbage står det drilske spørgsmål, om den private foretagsomhed nu også vil følge de baner, som den offentlige planlægning udlægger.
Vil man med egne øjne se et eksempel på, at de store firmaer har deres egen logik i nyplaceringer, kan man sjoske fra det indre København helt ud til Sydhavnen omkring Sjællandsbroen. Her har i de senere år på rad og række lagt sig tele-giganterne L.M. Ericsson, Philips, Sonofon og Nokia, ledsaget af Gillette og Rasmussen & Schiøtz. Allesammen den type internationale fremtidsorienterede virksomheder, som det var meningen, at Ørestaden skulle have tiltrukket.
Har de valgt Sydhavnen på grund af den overordnede kollektive trafikforsyning? Ja, det kunne man tro, for den fine ny regionaltogforbindelse fra Lufthavnen til Købehavns Hovedbanegård løber lige durk igennem Sydhavnen.
Der er bare den lille hage ved det, at togene ikke standser i Sydhavnen. De kører i en Sydhavnstunnel non stop fra Amager til Hovedbanegården. Den offentlige planlægning har ikke forudset en station dér, hvor de private virksomheder af egen drift slår sig ned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her