Læsetid: 6 min.

Slaget på Slotsholmen

23. december 1998

Ministerierne fører en indbyrdes kamp om at sætte dagsordenen for politikerne. De fleste embedsmænd mener simpelthen, at mange beslutninger er alt for vigtige til
at kunne diskuteres offentligt, siger forsker

CENTRALMAGTEN
Landets ministerier er ikke længere befolket med grå og midaldrende sagsbehandlere. I de senere år er en hærskare af unge og ambitiøse embedsmænd trængt frem i centraladministrationen. De har befæstet sig på den lille ø Slotsholmen i det centrale København, hvor både Folketinget og de fleste ministerier ligger.
Der kæmper de om retten til at udfolde deres virkelyst og sætte dagsordenen for det politiske spil.
"I dag udgør Slotsholmen et strategisk terræn for kampe mellem ministerierne om, hvem der bør definere de mest relevante problemer i samfundet," som lektor ved Handelshøjskolen i København, Niels Åkerstrøm Andersen udtrykker det. Han har studeret ministeriernes udvikling.
Siden 1930'erne har økonomer og politologer i høj grad fortrængt jurister som den dominerende gruppe på Slotsholmen, forklarer Åkerstrøm. De har ført en helt anden embedsmandkultur med sig. De er gået fra at være sagsbehandlere over en fase i 1960'erne, hvor de optrådte som planlæggere til i dag at fungere som politiske meningsdannere, der kæmper om terræn.
"Ministerierne er blevet løsrevet fra den politiske kontrol. Op gennem efterkrigstiden har ministerierne gradvist vundet magten til selv at definere deres arbejdsopgaver," siger Niels Åkerstrøm Andersen.

Nummer et
Nummer ét både hvad angår husnummer og indflydelse er Finansministeriet.
Ministeriet har rollen som den økonomiske overdommer i staten. Det holder øje med, at andre ministerier ikke overskrider budgetterne.
Samtidig er det dette ministerium, der laver de store prognoser for samfundets økonomiske udvikling.
Men flere embedsmænd i de andre ministerier er efterhånden godt sure over, hvad der opfattes som Finansministeriets utilslørede imperialisme. En topembedsmand fra et mindre ministerium, der ønsker at være anonym af hensyn til sin fremtidige karriere, fortæller, at det ofte er ydmygende for kontorchefer fra de mindre ministerier at måtte modtage ordre fra de unge ofte meget unge ansatte i Finansministeriet.
"Som embedsmand har man en drift mod at sætte nogle ting i gang. At påvirke samfundet med nogle tiltrængte reformer, der kan profilere ministeren. Og derfor er det frustrerende, at Finansministeriet i de senere år har tilkæmpet sig initiativet på vores område," siger hun.
"Finansministeriet formår at stille betingelserne, bestemme timingen for forskellige initiativer. Vi spiller på deres banehalvdel, på deres præmisser. Og det betyder jo, at vores egen minister får meget dårlige muligheder for selv at trænge igennem offentligt. Og det er nok også derfor, at mange herfra gerne vil over i Finansministeriet. Det er dér, man som embedsmand har mulighed for at lave nogle ting, der virkelig rykker," siger hun.

Vi tænker progressivt
Departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup, finder det helt naturligt, at hans embedsmænd nøje følger, hvad de andre ministerier og ministre laver:
"I et system som det danske har man brug for en stærk koordineringsfunktion. Man skal huske på, at vi har et relativt fragmenteret administrativt system med mange ministerier, der har smalle resortområder. Pengene skal jo fordeles og nogen skal skære igennem," siger Anders Eldrup.
Han understreger, at samarbejdet med de andre ministerier efter hans opfattelse går gnidningsløst.
"Når der en gang i mellem er nogle ting, som vi synes kører mindre hensigtsmæssigt, foreslår vi det andet ministerium at lave en analyse. Nogen gange bliver vi bedt om det, andre gange foreslår vi det selv og andre gange igen synes man måske, at det er irriterende, at vi nu skal blande os i det," siger Anders Eldrup.
En yngre embedsmand i Finansministeriet ser lidt anderledes på spillet mellem ministerierne på Slotsholmen. Hun fortæller, at de mindre fagministerier efterhånden er så indfedtet i særinteresser fra forskellige organisationer, at de reelt er handlingslammede.
"Hvis man vil ændre noget, bliver man en gang i mellem nødt til at skære gennem de etablerede særinteresser. Alle landets utallige interesseorganisationer tænker sjældent særlig progressivt. De er konservative og systembevarende. Og det er mange ministerier også blevet, fordi de lægger sig så tæt op ad organisationerne," siger kilden i Finansministeriet.
Spillet mellem ministerierne handler i sidste ende om, hvilket hus på Slotsholmen der kan få flest af deres ideer gennemført. Derfor skal embedsmændene vide at præsentere en idé, så den slår an hos politikerne.
"Det er jo ikke sådan, at de tal og analyser, vi producerer, er egentlig forkerte. Der er snarere tale om, at vores analyser ofte kun viser en begrænset del af virkeligheden. Vi ved naturligvis godt, hvad vores minister gerne selv vil høre, og vi har jo også erfaringer med, hvilke typer argumenter, de mulige forligspartier lytter efter. Vi leverer nogle gode argumenter, som de andre politikere måske ikke selv har indsigt til at finde på. Og deri ligger måske også en afgørende politisk indflydelse. Men det er der jo sjældent nogle uden for de andre ministerier, der kan gennemskue."

Strategisk forvaltning
Spillet mellem ministerierne handler i høj grad også om at tiltrække de mest ambitiøse og målrettede medarbejdere. Departementschefen i Erhvervsministeriet, Jørgen Rosted, lægger meget vægt på, at ministeriets medarbejdere er innovative og idérige.
"De organisationer i både erhvervslivet og den offentlige sektor, der er bedst til at håndtere og omsætte ny viden, får naturligvis størst indflydelse. Kan man tiltrække de kvikkeste unge mennesker får man også flere opgaver," siger Jørgen Rosted, der selv står i spidsen for et ministerium, der forsøger at gøre Finansministeriet rangen stridig som den førende meningsdanner.

Nødvendighedens lov
Forklaringen på, at embedsmændene tillader sig selv at sætte kursen er, ifølge lektor Jacob Torfing fra RUC, at der i de senere år er opstået en opfattelse blandt de centrale beslutningstagere om, at mange beslutninger simpelthen er nødvendige for fremtidens samfund. Beslutninger, der er så vigtige, at de ikke kan og må overlades til befolkningen.
"Forestillingen om den stigende globalisering har medført en udvidelse af, hvad man mener, der påvirker Danmarks konkurrenceevne. Tidligere definerede man kun konkurrenceevne i forhold til løn og valutakurser. Men i dag mener man, at vores formåen i forhold til omverdenen også er afhængig af f.eks. uddannelse og de sociale ydelser," siger Jacob Torfing.
"Næsten alle politiske beslutninger opfattes i dag som afgørende for Danmarks fremtid. Det medfører, at de væsentligste beslutninger tages i lukkede rum. Man vil ikke have for meget demokratisk kødrand omkring de nødvendige beslutninger," siger Jacob Torfing, og påpeger, at f.eks. uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik på sin vis har fået samme status som sikkerhedspolitik havde under Den Kolde Krig - det er blevet såkaldte højpolitiske temaer.
Et af disse områder er miljøpolitikken.
Miljøministeriet har længe og med en vis succes trængt sig på som et "økologisk finansministerium", som det hedder i den interne jargon.
Et eksempel på en succes er, at alle nye love skal vurderes ud fra et miljøhensyn.

*Tidligere artikler i serien har været bragt den 19.-20. og 21. december. Serien fortsætter.

Fakta - Regne-drenge og budget-bisser

Finansministeriets departementschef Anders Eldrup er chef for den yngste stab blandt ministerierne i Danmark. Gennemsnitsalderen for de omkring 250 ansatte i ministeriet er godt 34 år. Blandt økonomer og politologer er den endnu lavere - i starten af 30'erne.
Mikala Kreiser er kontorchef i 14. kontor i finansministeriet, der er ansvarlig for personalepolitikken.
Hun beskriver ministeriet som et meget ambitiøst miljø præget af unge mennesker, der er ansat direkte fra studierne.
"Det er klart de bedste folk fra studierne, vi ansætter. Det er hårdt arbejde at være her. Til gengæld kan de næsten alle se frem til et karrierespring, når de forlader stedet her," siger hun. "De fleste stiger i løn, når de forlader ministeriet og bliver her i øvrigt kun i kort periode."
"Arbejdet herinde er noget, man kan holde til i nogle år, hvor man vil være med der, hvor det sker".
Omkring 40 procent af de ansatte i ministeriet fortsætter i den private sektor, ofte som konsulenter. Resten går til stillinger i det offentlige, langt de fleste i staten og mange bliver budgetansvarlige, budget- eller personalechefer.jas & lm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her