Læsetid: 5 min.

Slagsmål om NATO's fremtid

8. december 1998

Europæisk modstand har fået amerikanerne til at neddæmpe deres forslag om NATO-operationer uden for medlemslandenes territorium

NATO-ambitioner
BOSTON - "Uden et nyt og udvidet mandat vil NATO gå neden om og hjem."
Så koncist og skarpt beskrev den amerikanske forsvarsekspert David Gompert fra tænketanken Rand Corp. for nogle år siden det dilemma, USA og dets europæiske allierede skulle løse efter den Kolde Krig.
Hvordan bevare en transatlantisk forsvarsorganisation, hvis oprindelige formål var at skabe de sikkerhedspolitiske rammer for genopbygningen af Vesteuropa efter Anden Verdenskrig og imødegå truslen fra det kommunistiske Sovjetunionen og dens vasalstater?
Dette problem er for det meste blevet diskuteret bag lukkede døre i Washington, og først nu - ti år efter Berlin-murens fald - synes USA rede til at tage det store spring og definere et nyt "strategisk koncept" for NATO i det 21. århundrede.

Starten på debat
På et møde i dag og i morgen i Bruxelles vil udenrigsminister Madeleine Albright fremlægge Clinton-regeringens idéer til sine kolleger fra de fjorten europæiske NATO-medlemslande.
Det bliver starten på en debat, som skal munde ud i en ændring af paragraf 5 i NATO-traktaten fra 1949 - en paragraf, der begrænser alliancens mandat til kollektivt selvforsvar.
Det nye strategiske koncept skal efter planen vedtages på stats- og regeringschefernes topmøde i Washington i april, hvor man vil fejre
NATO's 50-års fødselsdag og samtidig byde Polen, Ungarn og Tjekkiet velkommen som klubbens nye medlemmer.
Indtil videre står det langt fra klart, hvor vidtrækkende de amerikanske planer er - om Clinton-regeringen har gjort op med sig selv, om USA vitterligt har råd og vilje til at anvende NATO som en global politibetjent i forlængelse af spredningen af amerikansk demokrati og kapitalisme på globalt plan.
"Der er ingen tvivl om, at Clinton-regeringen og et flertal af republikanerne rent instinktivt ser det som USA's opgave at føre en global interventionspolitik. Problemet er, at Kongressen ikke bevilger midler nok til Pentagons overbebyrdede styrker rundt omkring i verden. Derfor ønsker man at involvere den europæiske søjle i NATO," siger Barry Posen, professor i sikkerhedspolitik på Massachusetts Institute of Technology (M.I.T.), til Information.
"Det er ikke, fordi Clinton-eliten har en grydeklar plan for USA's og Europas verdensdominans. Idéerne drives mere af impulser. Man ser det som en fordel at have nogle klare regler for, hvornår og i hvilke situationer NATO bør gribe ind militært dels i Europas periferi og dels udenfor medlemstaternes territorium," mener Posen.
"Det betyder ikke, at USA hvert andet øjeblik vil henvende sig til europæerne. Men når en krise opstår, vil det være legitimt for den amerikanske regering at anmode europæerne om at intervenere i henhold til de nye regler," siger den amerikanske forsvarsekspert.
"Fra et europæisk synspunkt kan dét efter min mening blive lidt af et problem, fordi en afvisning risikerer at blive opfattet som illegitim i Washington."

Følsomt i Europa
Clinton-regering er naturligvis klar over, hvor følsomt et nyt strategisk koncept for militær intervention udenfor NATO's sfære vil være i den europæiske offentlighed. Traditionelt har USA været agtpågivende over for Frankrigs bestræbelser på at skabe en stærk europæisk forsvarsidentitet i NATO.
Efter socialdemokraternes og de Grønnes overtagelse af magten i Bonn i sidste måned, skal amerikanerne være endnu mere varsomme med at trække et nyt NATO-mandat ned over hovedet på de europæiske stormagter.
"Tyskland vil modsætte sig en udvidelse af NATO's mandat fra et forsvar af medlemmernes territorium til et forsvar af fælles interesser," sagde udenrigsminister Joschka Fischer til Washington Post i sidste uge.
Især spørgsmålet om et mandat fra Sikkerhedsrådet til militær intervention skiller vandene.
USA mener, at NATO's trussel om at bombe Serbien dette efterår skaber præcedens for at gå uden om FN, hvor Kina og Rusland satte sig imod et luftangreb. Den tolkning afvises fra europæisk side. Her henviser man til en bemyndigelse i FN-pagten til at gribe ind med militære midler for at forsvare civile mod overgreb - i dette tilfælde mishandlingen af kosovo-albanerne.

NATO som instrument
"NATO skal ikke overbebyrdes, og Sikkerhedsrådets overhøjhed må ikke blive underkendt. Hvad om Rusland eller Kina dannede deres egne regionale forsvarsalliancer og så bort fra Sikkerhedsrådet," siger udenrigsminister Joschka Fischer.
Selv Storbritannien forventes at stritte imod, hvis Clinton-regeringen søger at omdanne NATO til et instrument for USA's udenrigspolitik.
I sidste uge erklærede briterne sig f.eks. villige til at deltage i en fælles EU-udenrigspolitik, som skal bakkes op af en selvstændig europæisk militær styrke indenfor NATO's rammer. Det anses for at være et brud med traditionel britisk forsvarspolitik.
Erklæringen, som blev udsendt af premierminister Tony Blair og Frankrigs præsident Jacques Chirac, er blevet budt velkommen i Washington, men bag kulisserne udtrykker amerikanerne frygt for, at Europa i den nære fremtid vil udvikle sig til en stormagt - både økonomisk og militært.
"Det ville være mere naturligt, hvis Europas militære magt svarede til EU-blokkens status som økonomisk supermagt i det 21. århundrede. Europa kan ikke blive ved med at spille nummer to i NATO. Jeg tror, der vil komme masser af gnidninger med USA," siger professor Barry Posen fra M.I.T.

Tilbageholdenhed
Set på denne baggrund aner man allerede nu en vis amerikansk tilbageholdenhed. I en rapport offentliggjort sidste måned af den republikanske senator William Roth, "NATO in the 21st Century" lægges der op til en radikal revision af alliancens opgaver. Det hedder f.eks., at NATO i fremtiden skal "fremme demokrati, lov og orden samt fred" i hele verden.
Udover at bekæmpe spredningen af masseødelæggelsesvåben og terrorisme skal NATO i fremtiden imødegå sikkerhedstrusler fra Mellemøsten og Asien. Rapporten opfordrer endda Europa til at bygge sit eget raketforsvar mod nukleare og kemiske missiler eventuelt affyret fra "slyngelstater" som Irak, Sudan og Libyen.
Rapporten, som senator Roth har udarbejdet i egenskab af sit formandskab for NATO's forsamling af parlamentarikere, er blevet tolket som USA's uofficielle oplæg til et nyt strategisk koncept. Men i en kronik i går i Financial Times er udenrigsminister Madeleine Albright mere moderat og mindre ambitiøs.
Stadig ønsker USA et koordineret forsvar mod nukleare, kemiske og biologiske våben, men NATO's eventuelle indgriben i regionale konflikter hinsides Europas grænser er blevet nedtonet.
Alliancen skal derimod være mere fleksibel og bedre udstyret til at imødegå trusler mod medlemmernes fælles interesser.
Amerikanernes kæphest - en bedre og mere ligelig arbejds- og byrdefordeling mellem USA og Europa i NATO - får en fremtrædende plads i Albrights oplæg. Dette gamle stridsemne kan naturligvis give anledning til transatlantiske gnidninger, men det berører ikke direkte formuleringen af et nyt mandat for NATO's virkeområde.
"Vi taler ikke længere om forebyggende missilangreb fra Europa mod terroristbaser i Mellemøsten, men mere afdæmpede ting som udveksling af efterretninger og en styrkelse af NATO's forsvar i tilfælde af et angreb," sagde en regeringsembedsmand i går til New York Times.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her