Læsetid: 5 min.

Slip det indre rensdyr fri

10. december 1998

Julen er over os. Midt i al stress, overtræk og tømmermænd skal man passe på. Man ved aldrig helt, hvad det kan ende med...

Befriet område
Det begyndte med en ond drøm. Det var juleaften. Lysene glimtede i forhaven og ude på vejen kørte en kane forbi. Indenfor pakkede en horde af familiemedlemmer en uendelig strøm af gaver op, mens de smilede henført til mig. Der var noget hvinende galt. Jeg kiggede på mærkesedlerne og opdagede, at alle gaverne var fra mig. Jeg vågnede med hjertebanken. Øjeblikket efter kravlede jeg hen over mit ryatæppe til mappen med Dankort-kvitteringer. Det viste sig nu hurtigt, at jeg ikke havde spanket kontoen. Jeg skulle ikke i gældsfængsel. Fremtiden tegnede lys.
Juleindkøbene kunne bare komme an.
Næste morgen tog jeg opmuntret en tur i byen, idet jeg tænkte, julen ikke blev så slem i år. Alle kan jo blive klogere. Først blev jeg passet op af en julemand med dårlig ånde. Alle børnene græd, når han klappede dem på hovedet. Rundt om ham stressede folk afsted, mens Frelsens Hær stod under nogle halvvisne grangrene og truttede ideforladt i nogle messinginstrumenter. Hele sceneriet var sådan lidt deprimerende. Men jeg lod mig ikke slå ud. Jeg mandede mig op og tog i Magasin.
Big mistake. Voksne mennesker, som så ud om de blev betalt for at se mugne ud, mokkede rundt mellem nisser, julelys og julevin for at købe sindssygt dyre computerspil til deres sikkert i forvejen forkælede børn. Med ét slog det mig. Ligegyldig hvor store gaver de købte, kunne de ikke tilfredsstille Nintendo-generationens umættelige behov. Pludselig så jeg syner. Jeg blev løbet over ende af en kæmpebaby med en joystik i den ene hånd og et Acceptcard i den anden.

Uddrivning med magt
Jeg bestemte mig for at uddrive julen med magt, inden den fik bugt med mig og overtog styringen i mit liv. I alles liv. I det samme hoppede et rensdyr kådt hen over min seng. Det var symbolet på mit mismod. Jeg besluttede mig for at slippe det fri.
Om aftenen kravlede jeg op i det store grantræ på Rådhuspladsen. Planen var at skrue stjernen af og sende den til kulturministeren. Lidt ligesom slutscenen i gyseren Seven. Når hun åbnede pakken, ville hun skrige og forbyde julen for evig tid. Mens jeg hang og dinglede, lød en dyb stemme fra oven.
"Hov-hov, du der. Piller du ved julen?"
I høj grad. Stemmen lød ikke vrissen, snarere opstemt, og jeg troede, Gud kom ned fra himlen for at rose mit værk.
"Er du Skaberen selv?" spurgte jeg oplivet.
"Ho-ho-ho-ho-ho."
Julemanden grinede, mens hans røde tud fik alle flyvemaskinerne ude i Kastrup til at navigere efter det forkerte lys. Hans rensdyr så halvdeprime ud, og jeg blev så for-bløffet, at jeg slap mit greb og havnede i en snedrive.
Nedslået over den fejlslagne aktion kastede mig over en lidt mindre opgave. Midt på natten lå jeg med min bidetang i en forhave i et af de kvarterer, hvor alle har lys i forhaven. Det havde de ikke mere. Min tang var meget effektiv. Jeg sneg mig frem mod nattens 87. hus, fandt mit våben frem og så: Icht! 220 volt jog gennem min krop. Bagefter lå jeg i en snedrive og rallede, som en julefrokostgæst efter frugtsalaten og 14 snapse. Husets beboer - en gammel mand som lignede professor Tournesol - kom ud. Han smilede og kiggede bekymret på mig.
"Vil du have en flødekaramel, lille ven?" I sin vildfarelse troede han, jeg var en nytårsbandit. Det var ligesom med julen. Folk kunne ikke genkende den egentlige fjende, når den stod på ens dørtrin. Karamellen var en Werthers Ægte. Jeg gav nu ikke op af den grund.

Fat i præsten
Julen måtte være Djævelens værk. Jeg måtte alliere mig med en præst.
Han kiggede salvelsesfuldt på mig og bakkede på sin krumpibe. Jeg sad overfor ham i præstegården, mens en større forsamling økologiske gæs rappede rundt uden for vinduet.
"Vi må drive julen ud med magt. Den er Djævelens værk."
Han bakkede lidt på piben og kiggede veltilfreds ud på sine gæs, sikkert i forventning over de mange gode kroner, de ville indbringe.
"Narjj, unge ven, tag det nu helt roligt. Julen er en god tid. Der kommer så mange gode folk i kirken."
"De kommer sgu da kun en gang om året."
"Det er det, jeg mener. Havde vi ikke julen, ville kirken miste sit eksistensgrundlag."
Da jeg gik derfra kunne jeg høre ham aftale kiloprisen for sit fjerkræ.
Da jeg ikke havde andre steder at gå hen, endte jeg i den lokale tipskiosk. Når jeg nu havde set julemanden, kunne jeg ligeså godt spille på Oddset, om hvorvidt han dukkede op i år, og score kassen. Tipsmanden kiggede skeptisk på mig, mens jeg stod og fægtede med en tusindkroneseddel.
"Hvad skulle det være?"
"Hvad er odds for, at julemanden kommer i år?"
"Det kommer an på, hvor han dukker op. Du får pengene en million gange igen, hvis det sker på Proms Kemiske Fabrik."
Jeg gik illusionsløs derfra, mens han råbte efter mig.
"Vil du ikke købe en Lottokupon til den ottende ekstra-juletrækningen i stedet for. Eller en skrabejulekalender?"
Jeg købte det sidste. Jeg skrabede selv bunden.
En morgen ringede det på døren, og intetanende lukkede jeg op. Udenfor stod min Moster Oda med en flettet gedebuk i favnen. På jorden stod en pose med tre flasker Rød Aalborg.
"Glædelig jul."
Jeg så sikkert forbløffet ud, for hun sagde halvsurt.
"Har du glemt, hele familien skal holde jul hos dig i år?"
Det endte med at blive meget hyggeligt. Jeg fik en masse gaver, jeg ikke havde brug for og spiste en masse mad, jeg fik middelsvær forstoppelse af. Min onkel Viggo kom for en gang skyld ikke op og slås med naboen. Der var heller ingen, som helt gik under bordet ved julefrokosterne 1., 2. og 3. juledag.
Da det hele var overstået, stod rensdyret ude i haven, mens jeg kom slæbende med alle de gaver, jeg skulle bytte. Det smilede til mig, som for at sige "vi ses igen til næste år."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu