Jeg er træt og vil gerne tilbage til Danmark, siger Mehmet fra Farsø. Han har kæmpet et halvt år sammen med den kosovo-albanske oprørshær UCK - nu synes han godt, at UCK kan undvære ham
Han sidder i stuen i sin amerikanske uniform fra overskudslageret i Aalborg og fortæller på dansk. Bag døren ind til stuen står to Kalashnikov-rifler.
"Jeg er træt. Jeg sover ikke så meget om natten. For jeg kan ikke sove hjemme hver nat, måske kommer det serbiske politi og henter mig," siger Mehmet.
Han bor hos sin mor mindre end 50 meter fra en hovedvej, hvor svært bevæbnet serbisk politi ofte patruljerer. Af hensyn til eventuelle repressalier fra det serbiske politi mod hans familie i Lausja optræder Mehmet kun med fornavn.
"Jeg vil gerne tilbage til Danmark og glemme det hele," fortæller Mehmet, der har boet to år i Danmark.
Det sidste år i et flygtningecenter i Farsø i Himmerland. Han har søgt om asyl, fordi han skulle indkaldes til den jugoslaviske hær. Mange hundrede kosovo-albanske mænd har søgt tilflugt i Danmark for at undgå at blive indkaldt til den jugoslaviske hær, der er domineret af serbere.
Men Mehmet har fået afslag på sin asyl-ansøgning fra Udlændingestyrelsen, og den er nu anket til Flygtningenævnet, fortæller han. Den 22-årige Mehmet har en dansk kæreste og har i fem måneder lært dansk på sprogskole.
Nu er han langt fra det rolige Danmark, som han kalder det - midt i bjergene i det centrale Kosovo, hvor han i et halvt år har kæmpet sammen med den kosovo-albanske oprørshær UCK, der vil rive Kosovo løs fra Serbien. Han blev nærmest soldat ved et tilfælde, for i Danmark havde han ingen særlig drøm om at kæmpe med UCK.
"Jeg var taget til Albanien i maj for at møde min familie, men de kunne ikke komme ud af Kosovo. Jeg savnede min familie, og jeg måtte se den. Derfor ringede jeg til en albansk kammerat i Danmark. Han tog på et overskudslager i Aalborg og købte en amerikansk uniform og tog den med ned til mig. Jeg meldte mig til UCK i Albanien og blev uddannet en uge i den nordlige del af landet," fortæller Mehmet.
Hundredvis af albanere - mange af dem har boet i Vesteuropa - har i år modtaget militær træning i det nordlige Albanien og er derefter blevet sendt ind over grænsen til Kosovo.
"Vi gik i fem timer om natten. Vi var omkring 100 mand og 50-60 heste," fortæller Mehmet om dengang for et halvt år siden, da han krydsede grænsen til Kosovo og krigen.
Han kom samme vej over bjergene som mange våbentransporter til oprørerne i Kosovo. I Albanien havde han allerede fået et våben - en Kalashnikov-riffel, som er favoritvåbenet på Balkan. Han fik også en grøn baret og det røde UCK-mærke med den sorte albanske ørn til at sy på sit uniformsærme. UCK er den albanske forkortelse for Kosovos Befrielseshær.
Mehmet kom tilbage til sin hjemby - Lausja - til sin mor og en bror. Mehmets far døde for tre år siden efter sygdom.
"Der var kun serbiske læger på hospitalet, og de undersøger ikke albanere så godt. Han døde, og jeg havde ikke en chance for at hjælpe ham," sukker Mehmet.
Det var i den rent albanske by Lausja i det centrale Kosovo, at oprøret mod serberne begyndte. For et år siden stod uniformerede medlemmer af kosovo-albanernes oprørshær UCK offentligt frem for første gang under en begravelse af en albansk skolelærer, som serberne havde skudt. Og i februar og marts i år tog oprøret fart i dette område efter serbiske massakrer i nærheden.
I dag er Lausja en ruinby - en af de mest ødelagte byer i Kosovo. Serberne smadrede byen i august, og i centrum af Lausja bor der kun fire familier i dag mod flere hundrede, før krigen brød ud.
Lausja og de grønne og brune bakker rundt om - Drenica-området - har traditionelt været centrum for albanernes oprør i Kosovo. I slutningen af Anden Verdenskrig kæmpede en albansk oprørshær i flere måneder mod Titos kommunistiske partisaner, efter at Jugoslavien var blevet befriet. Albanerne ville ikke ind under Serbien, der blev den dominerende delstat i Titos Jugoslavien.
Lausja er stadig en oprørsby. Efter en våbenhvile i efteråret er UCK-soldaterne sevet tilbage i byen, og serbisk politi tør kun patruljere ned gennem hovedgaden mellem 12 og 14 om eftermiddagen, fortæller Mehmet.
Vi kører med ham ned igennem Lausja ad et par hjulspor, som fører ind over en privat grund for at undgå serberne. Det ligner en scene fra Sarajevo, hvor man måtte tage alle mulige smutveje for ikke blive set af serbere med snigskyttegeværer.
Et sted tæt på hovedvejen siger Mehmet fra bagsædet pludselig: "Stands." Han kikker sig omkring efter serbiske soldater, og vi venter nervøse og tavse. Sekunderne føles som en eftermiddag, men der er ikke nogen at se. Endelig siger han, at vi kan køre videre.
Vi tager med ham ned til hans skole, hvor to skorstene rejser sig op over murbrokkerne af det, der engang var den ene skolebygning. Kun få bevæger sig i dette ruinlandskab, hvor klatter af smeltende sne ligger udenom. Mehmet hilser på en soldaterkammerat. Men det meste liv synes at stamme fra et rislende vandløb.
Tilbage i familiens nymalede stue byder han på øl, og pludselig virker det som om en almindelig hyggelig eftermiddag. Familiemedlemmer og børn vimser omkring og varter op som led i den traditionelle albanske gæstfrihed.
Men så fortæller Mehmet om stuen:
"Vi blev nødt til at male den, for den var helt overtegnet med serbiske slagord. De prøvede også at sætte ild på huset, men det lykkedes dem ikke," fortæller Mehmet.
Serbiske politisoldater boede i flere måneder i deres hus, mens kampene rasede i sommer.
"Min familie måtte i tre en halv måned leve under åben himmel i bakkerne bagved huset. Da de kunne flytte tilbage, havde serberne taget alt. Jeg måtte købe nye møbler, musikanlæg og tv," fortæller Mehmet.
Han havde nogle penge med, som han havde lånt af en søster, som også bor i Danmark.
Mehmet peger på en telefon på et sofabord.
"De serbiske soldater ringede for 20.000 kroner uden at betale regningen, som telefonselskabet nu vil have, at vi skal betale. Det vil vi ikke, så nu er telefonen lukket," siger Mehmet, der derfor har svært ved at holde kontakten med sin danske kæreste og to søstre i Danmark.
"Det er meget svært at undvære min kæreste," siger han.
"Tre gange i den sidste måned har hun ringet til min nabo, men jeg var der ikke. Nu er det over en måned siden, jeg har talt med hende," siger han.
Mehmet gør et lidt sølle indtryk.
"Måske er jeg syg. Jeg hoster på grund af kulden, og jeg kan ikke komme til læge, for her er ikke nogen. Der er en læge i Skenderaj," siger han.
Skenderaj eller Srbica, som den hedder på serbisk, er den nærmeste større by. Fra hans families hus kan man se byen én kilometer væk.
"Men jeg kan ikke tage derind, for det serbiske politi er der," siger han.
Mehmet kom første gang i kamp lidt syd for Lausja kort tid efter, at han var kommet til Kosovo: "I starten var jeg bange. Efter den første gang var jeg så træt, at jeg kunne sove en måned. Men nu har jeg vænnet mig til det og er ikke bange længere," siger han.
"De hårdeste kampe, jeg har deltaget i, var i Lausja i august. Derfra blev vi nødt til at trække os tilbage til Cicavica-bjergene nord for Lausja."
"Før følte jeg mig berørt, når jeg så dræbte, men nu er det ligesom at se en sten," fortæller Mehmet.
Han siger, at han har set 90-100 lig - mange af dem kosovo-albanske soldater fra kampene i september i Cicavica-bjergene.
"De fleste var blevet ramt af skud, men andre havde fået halsen skåret over. Hvis en kammerat har været med i en massakre, kan hans ansigt være så ødelagt, at man kun kan genkende ham på tøjet."
Mehmet har også set kvinder og børn massakreret i Cicavica-bjergene og i landsbyen Obrije. Det var især den sidste massakre på omkring 20 albanske civile, som fik NATO til at true med at bombe serbiske mål i efteråret. Derefter trak serberne nogle af deres styrker tilbage, og en våbenhvile kom i stand.
Mehmet siger også, at han ikke ved, om han har dræbt eller ramt nogle serbere.
"Når man kæmper, kan man ikke tænke på noget. Når man er ved frontlinjen, og serberne skyder, så tænker man kun på at besvare ilden."
Han forklarer alt registrerende og apatisk, som en soldat, der har set for meget: "Jeg kæmper for Kosovo," gentager han ofte.
"Jeg er ikke bange for at dø, hvis det sker for Kosovo. Serberne skal ud af Kosovo - det er ikke en del af Serbien. Serberne opfører sig som en besættelsesmagt," siger Mehmet, som ellers ikke er typen, der kommer med lange udredninger om den politiske baggrund for oprøret i Kosovo.
Engang imellem mangler Mehmet ord på dansk, og der undslipper ham et enkelt "hvordan skal jeg sige det, for helvede."
Mehmet har ikke været i kamp siden våbenhvilen i oktober, men han mødes med sin deling hver dag. "Vi er 15, som træner sammen. Nogle gange bare et par timer - det bestemmer vores kommandant," fortæller han.
Mehmet siger også, at UCK har gravet skyttegrave over hele egnen. Mehmet har også været en måned i politiet. Nogle af UCK-soldaterne bliver udpeget til polititjeneste.
De beholder som regel deres militære uniform, men får et bind om armen med forkortelsen PU, der betyder militærpoliti på albansk. De er et led i det civile samfund, som UCK prøver at opbygge i de områder, som hæren kontrollerer. Men Mehmet brød sig ikke om at være politibetjent.
"Det er ubehageligt at standse andre, som måske er i slåskamp."
Han siger, at det var svært at blive optaget i UCK, da han var i Albanien.
"De spurgte mig, hvem jeg er, hvem jeg kender og hvilket arbejde, jeg har haft. De spørger også andre, der kender dig, for at undersøge din baggrund. De er bange for spioner," siger Mehmet.
Han siger, at han ikke får penge for at være soldat: "Kun nogle få dage får vi mad i hæren. Jeg har selv penge til mad, men pengene er ved at slippe op."
Mehmet tror på, at den amerikanske diplomat Christopher Hill kan skaffe fred i Kosovo. Hill rejser i denne tid frem og tilbage mellem serberne og UCK og mere moderate albanske poltikere for at følge op på en aftale med den serbiske leder Slobodan Milosevic fra oktober.
"Jeg tror, Hill kan finde en politisk løsning," siger Mehmet, men han siger også, at han ikke kender Hills planer.
Måske er der mere håb end realisme i Mehmets holdning til den amerikanske fredsmægler. Hills seneste plan er blevet afvist af både albanere og serbere, så det kan se ud som, der er lang vej til freden. Mange taler allerede om, at kampene blusser op til foråret.
UCK holder hårdnakket fast på, at Kosovo skal være selvstændigt, mens andre albanske politikere har talt om en overgangsordning som selvstyrende område i Jugoslavien. Serberne derimod vil have, at Kosovo skal forblive under Serbien.
Mehmet har et dansk ur om armen - det eneste ved ham, der minder om Danmark. Måske et symbol på hans tid i Danmark.
"Jeg vil gerne tilbage inden nytår og hvile og slappe af. Jeg tænker meget på Danmark, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal rejse tilbage."
Mehmet mener ikke, at han svigter UCK ved at vende tilbage til Danmark. Der menes at være tusinder af unge kosovo-albanere - især studerende - som gerne vil slutte sig til UCK, men som oprørerne simpelt hen ikke har brug for.
"Der er så mange, der gerne vil være med i UCK, så de kan godt undvære mig. Hvis jeg er syg og træt, synes jeg, det er i orden at rejse."
