Læsetid: 2 min.

Soros dumpet i filosofi og økonomi

9. december 1998

Økonomer og anmeldere i den angelsaksiske verden gør grin med finansspekulantens filosofiske skriblerier

BOSTON - Uanset hvor den hovedrige finansspekulant, filantrop og selvbestaltede 'østeuropæiske' filosof George Soros præsenterer sin nye bog The Crisis og Global Capitalism bliver han mødt af måbende studenter, fascinerede børsfolk og et pressekorps på jagt efter et illuminerende citat eller to.
Men dér, hvor Soros virkelig higer efter anerkendelse - i den ophøjede akademiske verden - har man allerede rullet gardinerne ned: No good, Mr. Soros, lyder kommentaren.
I disse kredse bliver der simpelthen gjort grin med hans filosofiske skriblerier.
"Han skriver ikke ligefrem som en forretningsmand," fortæller den næsten lige så kendte universitetsøkonom Paul Krugman læserne af Fortune Magazine i sin månedlige klumme. "Nej, det er værre. Soros skriver præcist som en østeuropæisk intellektuel. Én eller anden burde instruere ham i, at det ikke hjælper hans bog, at ret enkle idéer bliver fremstillet
i et prætentiøst filosofisk sprog."
Krugman, der i sine bøger har mestret kunsten at gøre komplekse økonomiske emner let forståelige, giver et oplagt eksempel.
"Der er ikke noget nyt i, at finansmarkeder oplever konjunkturudsving, eller at angste investorer kan optræde så paniske som en flok får. Det ved vi," konstaterer økonomifagets aktuelle guru i USA.

De rigtige spørgsmål
Krugman tilføjer: "Men for Soros giver dét anledning til at fremsætte et filosofisk princip kaldet refleksivitet. Hvis jeg forstår ham ret, mener han, at menneskets sanseopfattelse påvirker begivenhederne, ligesom begivenhederne påvirker os. Tænk, det havde aldrig strejfet mig!"
Samme filosofiske overvejelser, der fylder over 100 sider i bogen, bliver behandlet af anmelderen i det britiske nyhedsmagasin The Economist.
"Vi udfordrer en forskningsstipendiat finansieret af Soros' investeringsfond til at finde en person, som benægter dette grundprincip," hedder det.
Krugman finder en formildende omstændighed i, at Soros trods alt stiller de rigtige spørgsmål.
"Når han siger, at finansmarkeder i sig selv er ustabile og at de uden regulering vil blive ved med at forvolde kriser, så bør vi lytte til ham. Han ved bedst."

Ørepropper
Konservative The Economist foretrækker ørepropper. Bladets dom er skånselsløs og som sædvanlig fremført i hylende morsom britisk stil. "Soros sammenligner sit forhold til finans med en gigantisk fordøjelseskanal, som indtager penge i den øverste ende og skubber dem ud gennem den nederste ende," skriver anmelderen.
Hans konklusion: "En flot metafor. Noget bemærkelsesværdigt sker med pengene, mens de glider gennem Soros' system. De dukker op i mangedoblet form, men ellers uændret. For alt det andet foder er resultatet mere skuffende - ja, for at tale lige ud af posen: Det minder mere om et biologisk affaldsprodukt."
"Soros proppede sig med opskåret filosofi, moset økonomi og tal og grafik svømmende i fedtsovs. Det var alt for meget. Før han fik tænkt sig om, sprøjtede denne bog ud."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu