Jeg tøver ikke med at postulere, at den globale kapitalisme vil bukke under for sine egne systemfejl - hvis ikke denne gang, så næste gang - med mindre vi anerkender systemets brister og søger at udbedre dem i tide.
Citat af George Soros fra hans nye bog The Crisis of Global Capitalism.
Det er ikke let - ej heller klogt - at affeje en viis mands sorte spådomme. Når George Soros, én af vor tids finansgenier, taler - så lytter verdens politikere. Eller det burde de i hvert fald.
I sin netop udkomne bog tegner Soros et dystert billede af det finanssystem, som gjorde ham umådelig rig i løbet af tredive års spekulation på valutamarkederne. Hvad der gør indtryk, er ikke så meget hans velunderbyggede påstand om, at finansmarkeder i sig selv er ustabile størrelser, som svinger vildt i takt med investorers humør og subjektive vurderinger. Det chokerende er, at manglen på mere retlinede regler for kapitalens frie bevægelighed ikke har forvoldt større skade på verdensøkonomien, end det var tilfældet indtil Sydøstasien blev hvirvlet ind i en valutakrise i 1997 - uden fortilfælde i dybde og omfang.
Det er en omstændighed, som ikke kan vare ved i ret lang tid, mener Soros. På et eller andet tidspunkt vil vi - kapitalismen - stå over for den endelige systemkrise med uforudsigelige følger for vestlig civilisation, herunder demokrati og velfærd. "Jeg kan allerede øjne begyndelsen på denne krise. Den bliver politisk - et folkeligt oprør i den 3. Verden, ekspropriering af multinationale selskaber og genvindelsen af 'nationale' rigdomme. Hvis nogle af dem lykkes, vil finansmarkedernes tillid til systemet blive rystet og det kan føre til en nedadgående spiral," skriver Soros.
I Soros' øjne er det derfor nødvendigt at indrette de globale institutioner - Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, WTO, G7 etc. - på en sådan måde, at en uundgåelig ustabilitet indbygget i finansmarkederne ikke slår over i en destabilisering og i sidste instans en destruktion af selve den globale kapitalisme.
Uanset hvad man mener om den globale kapitalisme - fordelene og ulemperne - bør man tage dette varsel seriøst. Ikke mindst fordi de sidste halvandets års begivenheder i vid udstrækning bekræfter, at Soros diagnose er korrekt. Der er noget grueligt galt, når 40 pct. af verdensøkonomien kan blive kastet ud i en recession, blot fordi investorerne - uanset hvem de er og hvorend de befinder sig - pludselig bliver nervøse for deres penge og hiver dem hjem i ét nu. Ligeledes må et økonomisk system befinde sig i en dyb krise, når kløften mellem den rige del af verdens befolkning - 15 pct. - og den fattige på 85 pct. vokser i stedet for at blive indsnævret, som Harvard-økonomen Jeffrey Sachs fremhævede i gårsdagens avis.
Alligevel er der grund til at være skeptisk, når Soros maler Fanden på væggen. I sin bog analyserer han kun en del af, hvad vi kalder den globale kapitalisme - nemlig finanskapitalen. Det kan næppe undre, for hans umiddelbare egeninteresse ligger i at få udbedret finanssystemet - ja, redde det fra skibbrud. Ellers vil hverken hans spekulationsfonde og filantropi eller ligesindede i branchen kunne fortsætte med at tjene deres fede indtægter i ret lang tid fremover. Derfor vender Soros sig mod en beskatning af kapitalbevægelser (Tobin-skatten), derfor tager han afstand fra regulering af spekulationsfonde, derfor advarer han mod folkelige oprør som i Indonesien og derfor fordømmer han den nyligt indførte valutakontrol i Malaysia.
I hans bog fremlægges desuden ikke nogen vurdering af hvilken økonomisk nytte, østasiatiske og latinamerikanske lande drager af kortfristede kapitallån. Hvorfor ikke? Fremtrædende amerikanske økonomer som Jagdish Bhagwati og Dani Rodrik har i interviews med Information gennem de seneste måneder påpeget, at den gevinst en lokal økonomi opnår af Soros' kapital er tvivlsom - så ringe, at den næppe kan måles.
Kort sagt: Soros' egentlige ærinde er at overbevise politikere verden rundt - herunder de danske, som vi ikke håber er blåøjede - om det ønskværdige i at skabe nogle internationale mekanismer, som kan redde spekulationskapitalen fra sin egen undergang. Men det er at vende problemstillingen på hovedet - det egentlige problem er, hvad man kan gøre for at fordele den overskudskapital, som først og fremmest USA, Europa og Japan ligger inde med - vel at mærke på en mere ligelig og retfærdig måde, som kommer hele den globale økonomi til gavn.
Hvis en reform af det internationale finanssystem kun drejer sig om større gennemsigtighed og tilsyn samt mere demokratisk ansvarlighed i IMF og Verdensbanken, er det ikke nok. Betingelsen for en sand reform må være, at beslutningstagerne ikke ser sig blinde på systemfejl, men tager hele den globale kapitalisme op til diskussion og inddrager de dele af verden, som hverken har stemmeret i G7 eller nævneværdig politiske indflydelse i andre institutioner.
På trods af den seneste måneds humørstigning på verdens børser og en gradvis tilbagevenden af kapital til de 'nye markeder' er der ifølge Soros ingen grund til at være fortrøstningfuld. På et eller andet tidspunkt vil finanssystemets brister udløse en ny valutakrise. Den kan endda komme ret snart, dersom det globale overudbud på industriprodukter og landbrugsvarer skruer priserne yderligere ned (deflation) og forbrugerefterspørgslen i USA og Europa svigter. Uanset hvor gerne vi vil undgå en recession i Vesten, tyder alt på lave vækstrater i 1999 og faldende profit.
Når dette scenarie lægges til Soros' beskrivelse af systemfejl i finansverdenen, kan hans dystre profeti desværre gå hen og blive til virkelighed.
