Læsetid: 3 min.

Spændt venten

12. december 1998

Der var stille i Santiago, men politiets vandkanoner var på plads

REJSEBREV
Santiago - 10. december var en varm dag i Santiago, 28 grader i skyggen. Men også varm i overført betydning. Før ventet kom meddelelsen på tv om, at den engelske indenrigsminister Jack Straw havde besluttet, at Pinochet kunne udleveres til Spanien. En mærkelig stilhed sænkede sig over byen. Det kom vel af, at vi ventede omgående at høre helikoptere i luften og tanks i gaderne.
Vi var sammen med folk fra det katolske universitet. Ingen af dem turde forudsige, hvad dette vil føre til. Forstod jeg dem ret, havde den nuværende hærchef udtalt sig ret vævende om muligheden for, at hæren igen tog magten og alt vendte tilbage til før '89, da Pinochet trak sig som præsident. Men ingen af dem troede rigtigt på, at det ville ske.
Vi kørte i en diplomatbil med den norske ambassadør. En eller anden mumlede noget om, at det vist slet ikke var tilrådeligt at køre i diplomatbil i disse dage. De ophidsede højrekræfter kan jo ikke se, hvilken ambassade, den tilhører. Vi kørte forbi de to ambassader, der ligger over for hinanden, den engelske og den spanske, en time efter nyheden slap ud. Der var stille, men politiets vandkanoner var på plads.
Folk var på arbejde. Alle ventede på, hvad aftenen ville bringe. Den engelske ambassade har en afdeling lige om hjørnet, hvor vi bor. Vi kan nok ikke holde næsen fra den senere på aftenen.
Nå, hvis det var ballade, man ventede, måtte man gå skuffet hjem her i kvarteret. Ingen kunne komme i nærheden af de aktuelle ambassader. De få, spredte pro-pinochet'er måtte frustreret nøjes med at vifte med det chilenske flag og trutte i deres smarte bilers horn foran de overfyldte restauranter. Stort set ignoreret af alle andre.
Senere på dagen rygtedes, at de ambassadører, hvis ambassader ligger i nærheden af den engelske og den spanske, er taget ned til kysten for at være i fred. Undtagen den russiske ambassadør. Han har ikke råd.

Ond cirkel
I sin korte selvstændighed har Chile haft ikke mindre end ti statskup. De har stort alle fundet sted efter samme mønster: en præsident eller et statsverhoved forsøger at gøre noget ved velfærden, skoler, hospitaler, infrastruktur o.s.v. Det kræver penge, og der udskrives skatter. Den konservative overklasse vil ikke være med, og præsidenten afsættes af hæren og erstattes af en general.
Sådan gik det Chiles statsoverhoved, José Manuel Balmaceda i 1890, Bernardo O'Higgins i 1918, og Arturo Alessandri Palma i 1924, for blot at nævne tre, selv om ingen af dem blev fjernet med en voldelig brutalitet der kan sammenlignes med den, hvormed de konservative og Pinochet fjernede Allende i 1973.
Det er, som om Chile er fanget i en evig Catch-22 situation. Netop nu er det helt paradoksalt, at det system, der hindrer indførelse af regulært demokrati, er etableret af Pinochet. Overhuset, det ene af de to kamre, er og vil altid være domineret af konservative pengeinteresser. Alle ændringer, som Underhuset måtte vedtage, skal godkendes af Overhuset. Og det bliver de naturligvis ikke, hvis de går imod konservative interesser. Hvordan komme ud af denne onde cirkel uden opstand?
En ting, som har slået mig, hver gang jeg har set tv-reportager i anledning af Pinochet. Det er den forbløffende lighed mellem chilenske soldater i feltuniform og de tyske tropper i samme mondering før Nato. De samme støvler, de samme remme, de samme farver, de samme hjelme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her