Læsetid: 3 min.

Sport of the dance

10. december 1998

Riverdance-hysteriet har bredt sig overalt. Men hvad er det, denne irske danse-form kan?

DANSESHOW
Fødderne hamrer, musikken gungrer, og lyset fejer hen over scenen som i det heftigste rockshow. For de er atter i Danmark, disse vilde irere med de stålsatte tåspidser og de hamrende hæle med showet Lord of the Dance. Lord of the Dance, Michael Flatley himself, var ikke med denne gang. Riverdance-stjernen har trukket sig tilbage fra den aktive dans denne sommer og fortsætter nu karrieren med at sende sit eget show verden rundt med yngre kræfter.
Men tirsdag aften i Forum gjorde det ingenting. For hans mørkhårede stand-in med bakkenbarterne (Des Bailey hed han, ifølge rygterne) var mindst lige så charmerende, fræk og kåd - og adskilligt slankere. Og sjældent har man set så mange smukke kvinder samlet i én forestilling - selv to kvindelige violinister kom på scenen som de sejeste sild med gyldent hår og smækre lår...
Det er et ekstremt fænomen dette Riverdance-hysteri, der i løbet af kort tid har bredt sig til hele verden. I Danmark vælter folk Billet-Net - til dette tre dages besøg i Forum er der solgt næsten 12.000 billetter, og når den mere opvisningsprægede folkloregruppe Riverdance kommer til februar, er det med 14 shows, som allerede har solgt - hold fast - 60.000 billetter! Så hvad er det mon for en skrøne om, at det almindelige publikum ikke bryder sig om dans?

Konkurrencedans
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad riverdancen kan i forhold til så meget andet dans.
Først og fremmest er riverdancen folkloristisk dans - der er ikke tale om et kunstnerisk udtryk, som i flamenco-scenedansen eller tangoen, men om en fysisk dansepræ-station efter helt faste regler ligesom standarddans eller latinamerikanske danse. Det er derfor også typisk, at Michael Flatleys biografi i det glinsende program handler om alle de mesterskaber, han har vundet, inklusive hans Guiness verdensrekord i step-hastighed. Tag den!
Men Flatleys succes handler måske allermest om formen. Han har ikke været bange for at iscenesætte dansen som det heftigste stadionshow - med lyseffekter, røg og eksplosioner og med videostorskærme, hvor selv den mindste tåsitren kan ses tydeligere end fra nogen som helst første række.
Og så har han været heldig at ramme tidens uhæmmede sværmeri for det keltiske. Hele hans show oser af vikinge-ornamenter fra en svunden storhedstid. Og hans forestilling er én lang selvopfunden historie om den famøse 'Lord of the Dance', der kæmper mod krigsguden og vinder, ikke mindst takket være kær-ligheden fra den ægte keltiske kvinde og den lille gyldne ånd med musikkens sjæl...

Ego-dans
Det lyder måske vammelt, men på scenen er tempoet så forrygende, at alt eventyrfimsen virker opdateret - underligt nok uden at det bliver reduceret til BR-helte og Barbie.
Kropsligt er riverdancen egentlig temmelig begrænset: Fødderne knokler i lyntempo, mens overkroppen er rank, og hænderne hænger afslappet ned langs siden af kroppen. Alle danser med sig selv - alene eller ofte på lange rækker - og pardans er der ikke noget synderligt af. Faktisk så det næsten akavet ud, de få gange danserne skulle prøve at danse 'sammen'.
I sin gamle irske form var riverdance en fællesdans på grund af de mange cirkler og mønstre, danserne dannede sammen. I Flatleys show er det blevet til en ego-dans - og dermed den perfekte stjernedans. I Forum hvinede og klappede folk da også som til den hedeste koncert. Og efter et velfortjent ekstranummer myldrede vi så alle ud i foyerens vinterkulde for at stå i kø efter at købe videoen med 'The Lord Himself' i hovedrollen...
Så kommerciel det er Riverdancen - mere end nogen anden danseform netop nu. Men det er jo ingen hemmelighed. Så hånden på hjertet: Jeg forstår godt, at folk hellere vil se Den Festlige Lord end Den Glade Enke.

*'Lord of the Dance'. Koreografi, koncept og instruktion: Michael Flatley. Musik: Ronan Hardiman. Scenografi: Jonathan Park. Lys: Patrick Woodroffe. Forum i København, sidste gang i aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her