Tre aktuelle bøger om informationssamfundet leverer tre forskellige bud på sprogets og værdiernes skæbne hinsides den digitale revolution
I tiden mellem operation Ørkenstorm og operation Ørkenræv er krydsermissilerne blevet bedre til at se deres mål, medierne er blevet hurtigere til at sprede billederne af ødelæggelsen, som verdens børser reagerer på med lysets hast. Politiske iagttagere taler i ramme alvor om, at krigen er en afledningsmanøvre efter USA's præsidents udenomsægteskabelige affære, som blev trevlet op ned til mindste intime detalje under den sidste verdenomspændende mediebegivenhed.
Verdens befolkning er vidne til billedliggjort, hukommelsesløs verdenshistorie. Det foregår på Internettet og satellitkanalerne nu, men ikke her. Aldrig lige her.
Vi nærmer os Cyberworld, den globale by, hvor stedet er overalt og ingen steder og den eneste tid der findes er lige nu. Cyberworld er det ultimative skræmmebillede hos den franske cyberpessimist Paul Virilio, der i bogen Cyberworld - det værstes politik fremstiller det nærmeste man kommer negativet af Tor Nørretranders digitale utopi, Stedet der ikke er fra 1997. Virilios bog er i lyset af Operation Ørkenræv mere aktuel, end det lille forlag Introite kunne ane, da de satte spareskillingerne i en dansk oversættelse. Virilio (f. 1932) betegner sig selv som et krigsbarn og iagttager den digitale udvikling på baggrund af sylespidse analyser af krigens logik.
Ifølge Virilio overgav mennesket sig symbolsk til robotterne den dag under Golfkrigen, hvor 40 irakiske soldater overgiver sig til en såkaldt drone (et lille, fuldt automatiseret spionfly). Demokratiets forsvindingspunkt er 'den reelle tids tyranni', et digitaliseret, globalt ingenmandsland, som er den perfekte scene for borgerkrige og den Cyberwar, som man med de præsente billeder fra Bagdad på nethinden ikke umiddelbart kan afvise som science fiction.
Fra krigen springer Virilio til en analyse af billedet og dets mediers mekanik. Cyberworld er ikke-stedet, hvor udviklingen går så hurtigt, at den ikke kan beskrives med ord, fordi kun billedet magter at fange nuet, som er det eneste, der magter at fange opmærksomheden hos en global armé af viljeløse forbrugere, der har erstattet homo sapiens. Demokratiske processer undermineres af manglen på historisk perspektiv og tid til refleksion. "Muligheden for at skabe øjebliksbilleder, at accelerere øjeblikket, favoriserer fremkomsten af den forsvindingens æstetik, som fjernsynet og videoen viderefører i vore dage," skriver Virilio, der gør opmærksom på den nære sammenhæng mellem hastighed og magt.
Magt er altid magt til at kontrollere et territorium gennem budbringere, transportmidler og transmission. Hastighed er selve magten, og den absolutte hastighed (der kendetegner det verdensomspændende, digitale samfund) fører hos Virilio uafvendeligt til den absolutte magt og kontrol.
"Allestednærværelse, øjeblikkelighed, umiddelbarhed, alseendehed og almagt har ikke længere noget som helst at gøre med demokrati, det er tyranni." I Cyberworld bliver borgerens refleksion afløst af refleksmæssig aktivitet. Cirkulationshastigheden har erstattet pengene. Guds øje er overalt. Det er teleovervågningen, ikke den i byerne, men den på slagmarken. Vi risikerer et globalt Jugoslavien, advarer Virilio, der betegner moderne storbyliv som "indre borgerkrig".
Virilio er arkitekt og har markeret sig internationalt som filosof med urbaniteten som hovedområde. Siden sin første bog, Bunker Arkæologi fra 1975, har Virilio skrevet om hastighed, territorier, kroppen, teknologi, militærstrategi og billedkunst. Det er denne næsten multimediale mangel på tematisk berøringsangst, der gør Virilio værd at læse, når han - uden i øvrigt at have et klap forstand på computere - advarer imod totalkatastrofen i Cyberworld.
En af Virilios kongstanker er den, at opfindelse er opfindelsen af en ny katastrofe. Realiseringen af Titanic var realiseringen af skibskatastrofen. Opfindelsen af elevatoren betød farvel til trappen, Challenger var goddag til rumfærgekatastrofen og afskaffelsen af atomtruslen er goddag til den evige borgerkrig. Højhastighedstog og fly har erstattet landskabet, realtids-kommunikationen i Cyberworlds netværk af informationsmaskiner vil gøre det af med resten af planeten, forstået som sted. Informationsteknologien rummer følgelogisk kimen til den største katastrofe af alle, den cybernetiske katastrofe, som vil lamme verden den dag, den virtuelle verdensby, som er målet for en fascistoid teknoklasse, står nøgleklar.
"Vi savner en hastighedens politik," siger Virilio i forlængelse af sin kritik af mediernes optagethed af nuet. Nyhederne skaber en teleskopisk, forvrænget nuværen hos forbrugerne, der trænges længere og længere ud i forsvindingens æstetik.
Virilio ville være en utålelig kværulant, hvis ikke han konstant og elegant modificerede vinklen på sin kritik. Hans brede (omend frankocentriske) kulturhistoriske bakspejl tilføjer den standende cyberdebat et forfriskende element af dybde og hovsahed. Jeg tror ikke, det går så galt, som Virilio påstår, men det skyldes bl. a., at der takket være Virilio findes kvalificerede, inspirerende dommedagsscenarier. "Der, hvor faren er størst, er redningen nærmest," siger Virilio, som altså ikke opfordrer til at skodde computerne eller tv-apparaterne, men blot sætte bremserne i overfor en udvikling, der tangerer tankens hastighed. "Information er det værste, der findes, og Information er det bedste, der findes," siger Virilio med en omskrivning af en fabel af Æsop, der brugte ordet 'sproget' i stedet for 'information'.
"Vi må generobre sproget," lyder den enkle men krævende kur hos Virilio, "og samle i stedet for at separere." Kun gennem noget så elementært som samtale kan der dæmmes op for volden i forstæderne, og kun ved at undlade at skilles kan vi forhindre den atomisering af menneskelighed, der er forudsætningen for realiseringen af Cyberworlds nu-diktatur. Det er ren og ikke spor hyperkompleks snak, og derfor er Cyberworld - det værstes politik en hårdt tiltrængt modvægt til alle de reolkilometervis af sprogligt udhulede, IT-efterplaprende pseudoevangelier, der hver dag udsendes af hjernevaskede flipkonsulenter i Cyberworlds navn.
I journalisten og foredragsholderen Peter Hesseldahls bog Den Ny Natur (Høst & Søn) finder man også en bundklang af humanisme, svagt hørbar under den globetrottende reporters hæsblæsende forsøg på at orientere sig i globaliseringens værdinedsmeltning mellem bio- og computerteknologiske kvantespring. Den underliggende akkord hedder KKK: Kærlighed, Kvalitet og Kreativitet. De tre værdier ser Hesseldahl som de helt basalt vigtige, vi må have med, når menneskeheden træder ind i den ny natur, hvor robot- og bioteknologi er et organisk lag ovenpå det oprindelige menneske.
Hesseldahl erkender farerne ved globaliseringen og digitaliseringen men mener grundlæggende, at vi tillidsfuldt kan give os alle de fagre nye muligheder i vold, når blot vi holder de tre K'er for øje. Blandt farerne regner Hesseldahl den udjævning af kulturel egenart, som han konstaterer, mens vi følger ham på flytogter fra stat til stat i USA, hvor han tilbringer en stor del af sit liv på jagt efter de sidste nye videnskabelige eller teknologiske memer. Hesseldahls professionelt betingede kurs mod de fænomener, der har en sensationsbestemt fascinationsværdi, går ud over bogens ambitiøse forsøg på at sætte alt det ufattelige nye ind i en total, postuleret naturlig ramme. Bogen er bestemt spiselig, den er letlæst og vil være en fremragende guide for den, der gerne i en fart vil orienteres om, hvad fænomener som Cyberspace, det nye paradigme, memer, emergens, virtual reality og kunstig intelligens m.m. er for noget. Hesseldahl har personligt talt med en lang række førende personlighederne indenfor videnskab og teknologi, han har inspiceret Disneyland og Singapore og siddet i en kirke i Frankrig og mediteret over "de virkelig store spørgsmål" efter et møde med Dalai Lama. Det er ikke alt andet end uinteressant og tilmed ret imponerende, for ikke at sige misundelsesværdigt, men alligevel (eller måske netop derfor) må man tilføje, at Hesseldahl hæmmes af en tendens til turbofilosofisk mem-dropping. Der er holistisk naivitet over den forestilling, at fordi verden er blevet mindre, kan man beskrive den fyldestgørende på 268 letlæste sider. "At leve i fremtiden bliver som at have en sværm af summende bier i hovedet," citeres den amerikanske cyberkultur-personlighed R. U. Sirius (!) for at sige, og det lader til at være et tekno-nirvana, Hesseldahl er godt på vej til at nå.
Mens man fodres med alle de hippe navne på overvejende amerikanske cyberpionerer, oplever man en tiltagende rundtossethed over Hesseldahls maniske rejseaktivitet, og det slår én, at hans analytiske evner måske er svækket af enten jetlag eller det faktum, at han rent faktisk legemliggør selve det element, som er livsnerven i det system, han har sat sig for at naturliggøre, nemlig det element af en utrættelig formidler, der knokler i døgndrift for at bekræfte den enorme betydning, informationsteknologien har, fordi den hele tiden bliver bekræftet af utrættelige formidlere.
Hvis Hesseldahl havde et klart, personligt standpunkt, ville hans globalreportage stå stærkere. Men han politiserer ikke, på den ene side er han pessimist og på den næste optimist, og på flyveturene dyrker han trivielle, navlebeskuende lommefilosofier, som f.eks. den om, hvordan han kan forarges over plasticaffaldet efter minutmenuen i flyet, når det ikke rager ham en fjer, at han ved selve det at flyve gør sig skyld i langt mere alvorlige miljøforseelser. Man kan læse det som rå og tidstypisk ærlighed, men man får lyst til skrige ud i Cyberspace "så tag dig dog sammen mand" og foreslå Hesseldahl at blaffe et smut til Sydamerika eller spadsere ud i Sahara, for at få lidt jord under neglene på den Ny Natur, han påstår er verden i en nøddeskal.
Hesseldahls Ny Natur forekommer at være en sprogligt forkromet tour de force gennem en virtuel, mediedefineret og delvis selvskabt verden-i-verden, og konklusionen - en gaia-inspireret, postkristent klingende hengivelse til en hjemmelavet tro om, at mennesker, dyr, vand og jord og ild og luft er i et konstant kredsløb og hænger uløseligt sammen på vor blå klode - virker ikke som noget troværdigt svar på Den Ny Naturs udfordringer. Måske er den det for Hesseldahl, men hans budskab (de tre K'er) kommer ikke ud over rampen, så længe han blot paroleagtigt konstaterer, at tiden er til fordybelse, mens han præsterer det modsatte.
Det er stadig kun en mindre procentdel af verdens befolkning, der har adgang til de nye teknologiers vidundere, og hvis Hesseldahl mener det med den blå klode alvorligt, kunne man forvente, at han ofrede lidt mere af sin fortræffelige opmærksomhed på andre end dem, der sidst var på forsiden af Wired Magazine. Hesseldahl burde have generobret sit sprog i stedet for at gøre det til en forkromet formidling af amerikanske tænkere, der med få undtagelser er blevet stenrige og verdensberømte på at udvikle teorier om verdens største rorschack-klat, Internettet.
Men den slags er der ikke tid til i informationsalderen, og så røg allerede det første K.
Et tredje aktuelt bud på en tolkning af den digitale æra er kommunikationsprofessor Lars Quortrups Det Hyperkomplekse Samfund - 14 fortællinger om informationssamfundet (Gyldendal). Hvor Cyberworlds form er interviewets, og Den Ny Natur fremstår som én lang avisartikel med forførende mellemrubrikker ('Vi designer os selv', 'Mickey rules - stem på Mickey' 'Vi er mennesker, ikke maskiner'), har Quortrup tilsyneladende ladet sig inspirere af Jostein Gaarder og lagt en narrativ struktur ind i et værk, der ikke kan beslutte sig til, om det skal blive indenfor en hermetisk akademisk bobel, eller om det skal række ud efter et foredragshungrende Robinson-publikum.
Handlingen er som følger: Quortrups to døtre fortæller farmand, at de i løbet af fjorten dage skal skrive en opgave til skolen om informationssamfundet. Quortrup beslutter at forklare informationssamfundets kulturhistoriske, filosofiske, sociologiske og ikke mindst kommunikationsteoretiske rødder i 14 hæsblæsende kapitler, et for hver dag. Undervejs drøfter han stoffet med sine tålmodige og lærenemme døtre i indlagte dialogbidder, som f. eks. denne:
"Go'morgen, Ane og Katrine."
"Ja ja, vi skal nok stå op. Men behøver du lyde så frisk?"
"Jamen prøv lige at høre, hvad jeg har skrevet om i nat: Om kommunikation. Og kan I ikke høre, at den måde I svarede på, er genial?"
"Slap nu af. Vi skal nok stå op, ikk' - men behøver du at blive ved med at forstyrre?"
"Jamen det er jo lige netop pointen: At kommunikation er forstyrrelse."
"Forstyrrelse?"
"Ja, forstyrrelse. Eller 'perturbation', for nu at bruge et finere ord."
Formen kan virke lidt anstrengt, men er meget pædagogisk, og hvis Quortrup havde holdt stilen, kunne han med fordel have kaldt sin bog "Det når-det-kommer-til stykket-ikke-så-komplekse-som-man-skulle-tro samfund."
Men det gør han ikke. I de akademiske og langt fra dramatiserede afsnit kører Quortrup op som en sindssygt abstrakt, kommunikationsteoretisk styrvolt, der sender alle andre end de mest altvidende filosoffer til mental tælling. F.eks. som når Quortrup med en af sine hyperkomplekse formuleringer postulerer, at et polycentrisk samfund har følgende konsekvenser for kunsten:
"Kunsten udvikler sig fra princippet om den lineære tekst eller det lineære perspektiv til cyberteksten som en maskine til produktion af en flerhed af udtryk, for eksempel fra den traditionelle unicursale topologi til en multicursal topologi."
Et eller andet sted skal det nok passe, men jeg vil altså hellere have en hof. Quortrups bog vil formentlig være velegnet som grønspættebog for folk, der har valgt at lade sig føre ind i kommunikationsteoriens mysterier.
Men bogen tager ikke konsekvensen af sine egne påstande om, at kommunikation i en polycentrisk tidsalder konstant må være i dialog med sin egen sprogkode - bortset fra dialogerne med døtrene, der virker mere som et letkøbt staffage end som gennemtænkt selvrefleksion. Det sløsede arbejde med formen giver indtryk af, at indholdet er fikse idéer, iklædt dyre ord, mere end substansmættet kommunikation.
Mere problematisk forekommer det mig, at Quortrups historieopfattelse - fremstillet som en glidning fra deocentrisk (guds-) over antropocentrisk (menneske-) til polycentrisk (mange-) samfundsorientering - dækker over en fatalistisk accept af det vordende cybersamfund. Som udtrykt i et citat fra bogen:
"'Mennesker' og 'teknologi' er ikke adskilte og én gang for alle veldefinerede 'essenser'. De er derimod aktanter (et begreb Latour bruger for at være neutral i forhold til, om det er mennesker eller teknologi, der handler) med hver deres 'dagsorden', og når disse aktanter mødes, sker der det, som Latour kalder 'mediering': Der opstår så at sige en tredje aktant mellem menneske og teknologi-aktanten."
Quortrup afslutter det afsnit, der rummer citatet, med følgende: "Målet er at skabe en frigørende og dynamisk mediering mellem bruger-aktanten og teknologi-aktanten." No further comments. Om det er Bill Gates mål, eller bioteknologernes eller internetbrugernes, er et fedt for Quortrup, lige så snart teorien er på plads. Det kan man læse som abstraktion på højeste niveau, men man kan også se det som et farligt redskab til afpolitisering af tidens største spørgsmål.
Hesseldahl og Quortrup bekræfter på hver sin måde en af Virilios markante pointer: "Muligheden for at skabe øjebliksbilleder, eller med andre ord at accelerere øjeblikket, favoriserer fremkomsten af en forsvindingens æstetik."
De har begge haft lidt for travlt med at forankre den uoverskuelige udvikling i deres lokale interesseområder: Sensationen og Akademiet.
"Problemerne vedrørende verdensanskuelserne og forholdene til verdenstiderne står som de vigtigste politiske problemer her ved århundredets slutning," siger Virilio, "redningen kommer til os fra skriften og sproget."
Sproget trues, når bøger, der skal forestille at favne verden, ikke tager sig tid eller plads til en sproglig udredning, der leder til erkendelse, der leder til samtale, der leder til forklaring, der leder til forståelse, der leder til tillid, der leder til nu-og-her relationer, man synes, man kan bygge en fremtid på. Vi er pressede på vores tid, og ryger den, ryger sproget, og så kan vi vinke farvel til de to sidste af Hesseldahls to K'er, og så ryger samfundet, og så er der bare hyperkompleksiteten tilbage i Cyberworld.
