Læsetid: 3 min.

Stærke stemmer

3. december 1998

Hvorfor skal den klassiske musik forklædes som events for at være interessant? Hvad er der i vejen med almindelige, fremragende strygekvarteter spillet af glimrende musikere?

NYE CD'ER
Enten skal de sidde på en tømmerflåde med fyrværkeri knaldende om ørerne, eller også skal de være iklædt vådt, gennemsigtigt tøj - og i så fald være kvinder. Mindst én ung, asiatisk violinist er set promoveret på sidstnævnte måde, og det er formentlig kun en tilfældighed, at det københavnske kulturbyår i 96 blandt alle de spektakulære koncerter badet i farvet lys ikke præsenterede en strygekvartet vuggende på vandet.
Hvor bliver selve musikken af? Hvordan kan det være, at der ikke længere er plads til almindelige, glimrende koncerter og almindelige, forrygende cd'er med almindelige, fremragende musikere, der bare spiller værker af almindelige - eventuelt endda afdøde - mesterlige komponister?
Det er svært at sige, men sådan ser det ud til, at det er ved at blive. Enten har den klassiske musik rent faktisk mistet taget i publikum, eller også er det bare noget, arrangørerne og kulturredaktørerne tror. Det er ikke længe siden, oraklet Trevor Davis i en radioudsendelse forklarede, at det er ren indbildning, når vi tror, at publikummet til den klassiske musik vokser i omfang i disse år. Tværtimod er der som aldrig før krig om de få interesseredes opmærksomhed, mente den kulturkloge mand. Desværre bliver resultaterne af denne kamp stadig mere fjollede og uvedkommende for det, det burde handle om - nemlig musikken.
Befriende anderledes
Se nu den unge New Helsinki Quartet. På deres første cd stod de og stirrede mystificerende ud i horisonten - for pu-ha nej, de skulle da nødig bare sidde og ligne en helt almindelig, koncentreret strygekvartet. Så hellere hoppe fjoget rundt i strandkanten iført kjole og hvidt, som kvartettens musikere gør det på coveret til deres seneste udgivelse, hvor de spiller landsmanden Sibelius' befriende anderledes strygekvartet, Voces intimae, og - tør jeg nævne det med fare for at gøre denne tekst til en helt almindelig, kedelig anmeldelse? - gør det forbilledligt flot.
Kernen i Sibelius' femsatsede værk, den inderlige adagiosats, foredrages af Helsinki-kvartetten med lavmælt stemmeføring i en dejligt tør optagelse, der giver den helt rigtige fornemmelse af kammermusikalsk nærvær og nerve - også selv om den er optaget næsten for tæt på musikerne. Væk er billederne af tåbelige kjolesæt i fri dressur, og hvad man ellers kan finde på af fjollerier for at sælge varen. Når musikken spiller, er der kun lyden af fire fremragende musikere i intens, kammermusikalsk konversation tilbage - og tusind tak for det! Cd'en byder i øvrigt også på Griegs negligerede, men dramatiske spillemandskvartet.
En anden yngre kvartet, man ikke hører meget om, er Sorrel Quartet, der ellers har en oplagt mulighed for at profilere sig, da dens medlemmer alle er kvindelige og i øvrigt ganske kønne.
Det gør de nu ikke noget specielt stort nummer ud af, heldigvis. I stedet koncentrerer de sig om at spille og indspille musik - for tiden Benjamin Brittens strygekvartetter. Cd nummer to er nu udkommet med den begavede englænders tidlige forsøg inden for den traditionsbelastede, klassiske genre i Sorrels koncentrerede fortolkning. Det er forsøg, der lader sig høre, selv om komponisten i sine værker fra teenageårene selvsagt kun til dels har fundet sine musikalske ben. F-dur-kvartetten, skrevet da Britten var 15 år, foreligger her indspillet for første gang, oplyser pladeselskabet Chandos.
Mens Finlandias Sibelius-optagelse er tæt på at være et forbillede inden for kammermusiklyd på plade, er lyden hos Sorrel-kvartetten lovligt svulmende og indpakket. Men musikken - ikke mindst Brittens 2. strygekvartet med sidstesatsens bredt anlagte chaconne-variationer - fejler ikke noget. Det er bare almindelig, spændende kammermusik, spillet ganske almindelige, fremragende kammermusikere - hvis det ellers skulle have interesse?

*Sibelius og Grieg: Strygekvartetter, New Helsinki Quartet, Finlandia 3984-21445-2.

*Britten: Strygekvartet nr. 2 i C-dur, strygekvartet i F-dur og strygekvartet i D-dur, Sorrel Quartet, Chandos CHAN 9664.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her