Læsetid: 4 min.

Stjålne blikke

8. december 1998

Videokunsten blomstrer, men video'erne er ikke altid tilgængelige for offentligheden. Det råder to video-antologier nu bod på

NYE VIDEOER
Kunstpublikummet kender alt for godt den psykiske modstand, der melder sig, når det når frem til videokunsten på en udstilling.
Video'er tager tid, de har som regel et narrativt forløb, og clou'et melder sig først efter adskillige minutter. Da video'erne kører i loop, er man aldrig sikker på, hvornår man falder ind. Videoer larmer og forstyrrer annammelsen af anden, stum kunst, og det er tillige trættende for kroppen at se dem stående, iført sin tunge vinterfrakke i galleriet eller i museets hvide kube.
Det er derfor glædeligt, at man nu kan købe to antologier med videokunst med ikke færre end 33 værker, smække stængerne op på sofabordet og indtage dem i behagelig stilling eller se dem i Filmhusets bløde biografstole.
Det drejer sig om de videoer, som blev vist i 1996 i forbindelse med udstillingen Elektroniske understrømme på Statens Museum for Kunst. Det er en antologi i to dele med såvel europæiske kunstnere som danske kunstneres værker. Det er kendetegnende, at disse unge kunstnere generelt bruger enkle metoder til at visualisere budskaberne med. Det er køkkenbordskunst. Det, vi ser, er rent faktisk det, der foregår. Der anvendes kun sjældent manipulationer.

Videokunst er kunst
Videomediet er blevet en integreret del af dagens kunst-scene. Det er ikke længere et fremmedlegeme, men indgår på linje med fotografi og kunst på nettet som en selvfølgelig del af det kunstneriske udtryksregister. Dermed forskyder den umiddelbare nysgerrighed hos publikum sig fra mediet og dets tekniske muligheder per se til det indholdsmæssige: Hvad har kunstneren på hjerte? Det er med andre ord en alvorens time for videokunsten nu. Enkelte kunstnere som Gary Hill, Sam Taylor-Wood, Bill Viola, Bruce Nauman og Matthew Barney har ført kunstvideoen kvante-spring videre, så forventningsniveauet har hævet sig mærkbart. Det er derfor ikke så lidt, de unge kunstnere skal leve op til i dag. Og det lykkes langt fra altid, viser videoantologierne.
Det er karakteristisk for de unge 90'er-kunstnere, at det er de nære omgivelser, hjemmet, helt ned til den trivielle tur mellem køleskab og spisebord, som registreres. Kunstnerne foretager mere en gentilegnelse af det allerede givne end en utopisk-romantisk drøm om en anden tilværelse. Ofte er der anvendt ironi eller humor. Andre gange er det mere makabert, som når mus dissekeres, eller en død solsort får samme treatment som en dukke. Der er tale om appro-priationskunst, dvs. en kunst, der annekterer den nære fæ-nomenverden for at slippe den løs igen - delvis fremmedgjort og evt. genfortryllet - som kunst.
Det simple udsagn synes at være: Her leves som alle andre steder, her gøres rent, her trilles der tommelfingre. Og det er jo til at bære, når det sker én gang eller måske to, men i det lange løb taber man (jeg) koncentrationen og begynder at spole. Ofte mangler der både dybsindige tolkningsmuligheder for den, der ønsker at blive intellektuelt stimuleret, og visuelle stimulanser.

Også highlights
Disse indvendinger til trods er der dog også highlights, som man har lyst til at lade stå og projicere op på væggen. F.eks. schweiziske Pipilotti
Rists ædelstensbesmykkede, nøgne kvindekrop eller danske Henrik Capetillos fabelagtige, eksplosive sky'skulptur', der bliver til og diffunderer i en uendelig bevægelse.
For langt, men alligevel godt.
Der er ingen nævneværdige kvalitetsforskelle mellem de europæiske og de danske kunstnere. Mange af de danske kunstnere har allerede gjort karriere internationalt, som Peter Land, Gitte Villesen (der spiller ludo med den gamle mand Willy. Hvem der forstår hendes internationale berømmelse?), Superflex m.fl.
Nogle af videoerne lægger godt ud, men herefter kører de i ring, som var kunstneren blevet fortryllet af sin egen idé og ikke kan stoppe i tide.
I journalistikken er der noget, der hedder 'Kill your darlings', dvs. at lade sine yndlingsideer ligge. At turde give sig selv mundkurv på for at finde en strammere form. Dét kunne nogle af de unge kunstnere godt annektere. F.eks. Nikolaj Recke, der i sin kendte video Count on Love, lader en kvinde og en mand på ironisk vis tælle sig frem til kærligheden minut efter minut.
I modsætning hertil forstår de britiske kunstnere Smith/Stweart at økonomisere lidt mere med midlerne i deres fascinerende enkle, men poetiske kærlighedsvideo, hvor en kvinde forsyner en mand, der ligger un-der vandet i badekarret, med luft ved hjælp af mund til mund-metoden.
En anden virkelig spændende video er Harry Houdinis (også englænder) There is No Escape That I Can See, der eksperimenterer med vandspejlet, ligesom hollandske Eddie D., der laver en hel symfoni af hverdagslyde fra døre, der klaprer over trækronernes hvislen til lyden fra spraydåser m.v. Det er det muntre køkken med smæld på.
I den danske lejr skal også fremhæves Superflex' vidunderligt morsomme køretur igennem USA iført deres efterhånden kendte dyremasker. Og så er der den i hvert fald i sin kunst altid humoristisk-kritiske Susan Hinnum.

*Spin Off. En videoantologi i to dele, red: Torben Christensen og Lars Movin. Første del med danske videos har premiere i dag i Filmhuset kl. 17. Anden del med europæiske videos har premiere i morgen kl. 17. Distribution af video og katalog: Det Danske Filminstitut, tlf. 33 74 34 00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her