Læsetid: 4 min.

Sund og syg kærlighed

18. december 1998

Lødige tankevitaminer, men for mange dybe mellemregninger til for få facitter i ny bog om kærlighedens og kønnenes væsen

psykologi
Otto F. Kernberg er en central skikkelse i den nyere psykoanalyse. Han blev født i 1928 i Østrig og måtte i 1939 med sin familie flygte til Chile, hvorfra han senere kom til USA. Her modtog han impulser fra de nyere psykoanalytiske retninger, samt fra den amerikanske samfundsfaglige kultur i almindelighed. Kernberg er blevet betragtet som noget af en syntese af de nyere psykoanalytiske strømninger.
Otto F. Kernberg er imidlertid på mange måder en meget ortodoks psykoanalytiker med barndom og drifter og ødipuskompleks og det hele. Men han har for eksempel modtaget impulser fra den engelske såkaldte objekt-relations-teori, hvor man ser mere på forholdet til andre mennesker end på driftslivet. Det er de andre mennesker, der kaldes 'objekter', ak ja. På samme måde er Kernberg påvirket af amerikansk jeg-psykologi og optaget af jegets funktioner, igen frem for driftslivet eller id'et (det'et).
Kernberg peger eksempelvis på, at barnets udvikling ikke bare retter sig ind efter de forskellige driftsfaser, men også efter samspillet med andre mennesker, i begyndelsen med forældrene.
Vi kender lidt til ham herhjemme, dels fra de introducerende lærebøger i psykologi, dels fra hans bog, Borderline, om grænsepsykoser, der er kommet på dansk. Sammen med Heinz Kohut er han også fremtrædende inden for narcissisme-forskningen.

To dunkle medspillere
Nu har vi ham så igen på dansk. Bogen hedder Kærlighedsforhold, og det er jo en titel, der nok kan virke appellerende på mange, men lad det være sagt straks: Det er en bog på et højt abstraktionsniveau. Der er ikke mange lette muligheder for oversættelse til cafésamtaler og cocktailparties. Men lad det være sagt lige så straks, at dér er mange tankevitaminer og redegørelser for forskning i bogen.
Den begynder med selve den seksuelle oplevelse med dens biologiske rødder og de menneskelige samspil, der folder sig ud under opvæksten. Kønnet har vi fra den biologiske udrustning, men kønsidentiteten, opfattelsen af hvor man står rent kønsligt, formes af det køn, barnets omsorgspersoner tildeler det gennem de første leveår.
Det er en afgørende pointe hos Kernberg, at seksualiteten hos den voksne altid har to dunkle medspillere, den ene er den tætte forening af seksualitet og aggression; den anden er, at barndomsoplevelserne, ødipuskomplekset, altid spiller en rolle, selv om vi tror os nok så modne og voksne i vores glade udfoldelse.
Her ser vi mulighederne for, at de seksuelle afsporinger kan komme ind i billedet. Som Kernberg ser det, så trues den selvforglemmende, modne kærlighed af manglende evne til at løse ødipale konflikter og af narcissistiske forstyrrelser. Hos mænd kommer det til udtryk som en frygt og usikkerhed over for kvinder, samt som en reaktion mod disse følelser, der viser sig i fjendtlighed og kulde. Hos kvinder kan forholdet ødelægges på grund af skyldfølelser eller, ja, undskyld mig: 'penismisundelse', et begreb som Kernberg er ortodoks nok til stadig at slæbe rundt på.
Kernberg viser i bogen en række af de følelsesmæssige fejlstyringer, der kan afspore den modne kærlighed, og han giver en række cases som belæg for sine teorier.

Subtile forståelser
Til slut i bogen vendes blikket fra det seksuelle par til de rammer, der omgiver det, især de grupper, parret tilhører. Kernberg siger, at i små uformelle grupper har medlemmerne den samme tendens, som vi fandt ved parforholdet til at udspille ubevidste dramaer fra barndommen. Moralen i en sådan gruppe er for eksempel meget forskellig fra den voksne moral hos det enkelte individ. Moralen svarer til barnets i latensfasen, det vil sige lige efter ødipuskomplekset, fordi hovedformålet er at tilpasse sig gruppen, som det dengang var at tilpasse sig skolen og de voksnes verden.
Ud over de medfølgende defekter fra barndommen og den tætte forbindelse mellem kærlighed og aggression trues den modne seksualitet desuden af denne stive barndomsmoral, der er så forskellig fra den gensidighed, der præger voksne som ansvarlige individer.
Hvis man kan trænge ind i Kernbergs psykoanalytiske sprogdragt, får man en dunkel formodning om, at kun gennem psykoanalysen kan man nå ned til disse subtile forståelser af kærlighedens lykke og trængsler, men samtidig har man også hele tiden den følelse, at selve sprogbrugen bremser for forståelsen af, at det handler om mennesker, der møder hinanden med sår og skrammer fra fortiden, med angstfyldte forventninger og en hel del usikkerhed, men med viljen til sammen at finde ud af trængslerne og arbejde med at få hinanden igennem til gensidig livsbekræftende støtte.
Sprogdragten bliver så underlig tung og tysk. Vi skal gå så mange spidsfindige omveje, før vi når frem til de centrale pointer i bogen - og når vi er nået frem, får man en kedelig fornemmelse af, at efter alle de dybsindige mellemregninger får vi en lille række ganske enkle facitter, som de fleste ville kunne have fortalt sig selv på forhånd.

*Otto F. Kernberg: Kærlighedsforhold. Normalitet og patologi. Oversat af Stig Poulsen og Pernille Scharff. 254 s. 275 kr. Hans Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her