Læsetid: 4 min.

Med sylfideblikket bagud

21. december 1998

Takket være Neumeiers gallaballet gav jubilæums-aftenen også stof til eftertanke

GALLA
"Noget var godt, og noget var kedeligt", lød det fra et par overdådige guldørenringe, der kæmpede sig ud af Det Kongelige Teater sammen med en kjole-og-hvidt langt over midnat.
Og ret havde de. Gallaen var storslået og pompøs, men også en lille smule statisk. Men sådan er det jo med traditionen - og med livet: En stribe af højdepunkter, der ikke altid ligger så regelret som brillanter i et diadem.
Festprogrammet var ellers overdådigt. 16 scener fremført af skuespil, opera, ballet og kapel - med en spændvidde fra Molière til Jokum Rohde, fra Wagner til Johan Svendsen, fra Bournonville til Peter Martins.
Og ingen svinkeærinder mellem numrene.
Sådan var det også med kontrollørerne, der først ikke var til at få øje på i deres nye jubilæumsuniformer i sandfarvet og støvgrønt - med tea-trets nye logo broderet i ægte guld. For denne aften var æstetikken i højsædet. Allerede i forhallen stod juletræer pyntet med friske, hvide rosenknopper, og inde i teatersalen slyngede en lang, hvid blomsterranke sig langs orkestergraven - en værdig velkomst til landets dronning og prinsesse.
Det var en nysgerrighedens aften. Medierne fik lov at dyrke det nærgående, men tv-kameraerne jævnligt blev skjult af de mange sortklædte rygge, der nysgerrigt rejste sig op for de nedringede, der passerede forbi på rækkerne. Og naturligvis forblev det upåtalt, at de modebevidste, højtopsatte frisurer tog udsynet fra de moderate føntørrede. For aftenen var til festhumør - og sådan blev det.

Den rigtige plys-lyd
"Hej, er der nogen her, der kunne forestille sig en verden uden teater?", råbte Ghita Nørby kådt ud mod tilskuerne i Peter Laugesens prolog. Heldigvis brølede de oprigtige "Neeejjj!" Og så kunne festen begynde.
Men publikums fantasi kom på en hård prøve. Skuespillet beviste, at de vitterlig ikke længere kan tale scenerummet op. Operasangerne illustrerede, at de er bedst til at stå stille. Og balletten sprang og gik i spagat uden den store effekt, selv om tredie akt af Napoli da gik over scenen med begejstring og gæstedansere. Til gengæld spillede Kapellet Johan Svendsens Festpolonaise med denne her raffinerede balance mellem spinkle strygere og kvalte pauker, der folder sig ud til den helt særlige, kongelige plys-lyd til sidst. For nu at sige det kort.

Forførende dekadent
Men selvfølgelig var der perler - perlende stemmer, ikke mindst. Inger Damm-Jensen sang Strauss' Daphne, så hendes uanstrengte, lyse stemme trillede direkte op til muserne i loftet. Derefter lod Iréne Theorin sit tunge mellemgulv sende de fasteste Leonora-toner fra Verdis Skæbnens Magt helt ned mod Holmens Kirke, mens Ole Sørensens munk mere så ud til at være på vej mod Nyhavn - og Stephen Milling stod imellem dem med sit stunt-face og klangen fra de mørkeste klippehuler under metroen. Statuariske, men med funklende nerve i stemmerne. Og endelig sang Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen Siegfried med deres karakteristiske mytiske Wagner-råstyrke, der altid overrumpler.
Og dog blegnede de alle over for Inga Nielsen, der sang og agerede Strauss' Salome med en sjælden sensualisme. Hendes smækre skikkelse rullede vildt rundt på scenen, mens hendes mund kyssede den elskedes afhuggede hoved - makabert og aldeles forførende.

Tale med strømsvigt
Skuespillet havde størst problemer. Howard Barkers Scener fra en henrettelse blev mærkeligt tandløs, Molières Det kvindelige selskab blev kun akkurat muntert, og Drachmanns Der var engang lød som udsat for strømsvigt.
Egentlig var det kun Jokum Rohdes Nero, der livede op blandt skuespilbidragene, måske fordi Henning Jensen, Paprika Steen og Henrik Koefoed turde give slip på al traditionel, kongelig realisme og spille vanviddet ud.
Balletten stod for aftenens tre urpremierer, bestilt specielt til gallaen. Men Maurice Béjarts Hamlet-duet Such Sweet Thunder var blot et patetisk opkog over tidligere værker. Og Peter Martins' Pan og Syrinx gav Gitte Lindstrøm og Mads Blangstrup mulighed for at danse vibrerende smukt til Carl Nielsen, men alligevel forblev koreografien anonym - og skjulte Pan-eventyret.

Here comes the sun
Aftenens mest tankevækkende bidrag var John Neumeiers nye ballet 1963: Yesterday, som handlede om selve det, gallaen drejde sig om - altså traditionen. Neumeier havde derfor ladet sig inspirere af sit første møde med Det Kongelige Teater i 1963 - og sat erindringen over for datidens musikhit, the Beatles.
Here comes the sun lød det således, da Silja Schandorffs Sylfide sad på gulvet præcis, som hun plejer i Bournonvilles åbningsscene - med den ene hånd kunstfærdigt under hagen. Men, hendes elskede James alias Peter Bo Bendixen sad ikke i sin lænestol iført skotsk nederdel, men lå på jorden i et par almindelige bukser. For Neumeier ville skildre den tidløse længsel, som kendetegner ethvert søgende menneske - og udtrykte det gennem trin fra Sylfiden blandet med hans egne flexede fødder og opadkantede arme.
Og Neumeiers jordnære idé løftede sig og blev mærkeligt gribende, da Bendixen befriede Schandorff for sylfide-kostumet, så hun kunne danse i hvidt tricot, som dén moderne Sylfide også rummer. Og endnu mere bevægende, da hun til slut satte sig på gulvet i sin tricot-nøgenhed med kjolen foran sig - og søgte tilbage til sylfide-bevægelserne.
Hér, i Neumeiers lille åndfulde øjeblik fandtes nemlig den essentielle betagelse over jubilæet: Benovelsen over at vores teater rundede et kvart årtusind!

*250 års gallaforestilling, Det Kongelige Teater, fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu