Teaterchefer, dramatikere og skuespillere har gennem den sidste måneds avisdebat erklæret anmelderne krig. Information har fulgt slagets gang
TEATERFEJDEN
"Bær dem væk, vi ønsker ikke at høre deres mening."
I så kraftige vendinger buldrer skuespiller Henrik Jandorf, der er medlem af Dansk Skuespillerforbunds bestyrelse, mod teateranmelderne. Og han er ikke ene om sit rasende udfald mod anmelderstanden.
Regimentet af teaterfolk, der har kørt kanonerne i stilling tæller blandt andre instruktør Gerz Feigenberg, dramatikerne Jess Ørnsbo og Stig Dalager, teaterchef Peter Aude fra Det Danske Teater og direktør ved Gladsaxe Teater, Flemming Enevold.
Anmelderne kritiseres i kronikker og debatindlæg for at vide for lidt og skrive for meget. For at give sig for lidt til kende, for ikke at interessere sig for teater, for at falde i søvn til forestillingerne og for at lege teaterdirektører, der med pennen dirigerer ansættelser og fyringer i teaterverdenen.
De anklages for at være forsmåede forfatterspirer, der bedrevidende og bittert skriver sig helt ind under huden på teaterfolkene uden at afsløre en flig af deres egen personlighed, deres teatersyn, livssyn og fejlbarlighed.
Især synes Gerz Feigenbergs efterlysning af et tydeligt 'jeg' i anmeldelserne at være ny i debatten:
"En anmelder skal være et 'jeg' og ikke et 'man'. Et profileret, markeret jeg, et menneske i tiden, med begrundede holdninger til politik, kultur, religion, teater, historie og sig selv først og fremmest sig selv. Vær dig selv, formulér det, kritisér det, og stå ved det! En sådan person kan blive en fantastisk kraft i den værditabs- og forvirringsflimmerepoke, vi står i," mener Feigenberg. Han pointerer også, at der er brug for anmeldergenren i det næste århundrede, hvis anmelderne vel og mærke "træder i karakter."
Dramtikeren Jess Ørnsbo karakteriserer i efterskriftet i antologien 8 ulige spil - grynt fra 90'erne anmelderen som en teatret uvedkommende person, en glorik, der er på tilfældig gennemrejse i teatrets verden. Og modsat Feigenberg synes han, at kritikerne er rigeligt subjektive:
"Uanset, hvor tilbagestående en kritiker end kan være, vil han altid forsøge at trække sit verdensbillede - og det gælder såvel det dramatisk-strukturelle som det rent psykologiske - ned over hovedet på forfatteren. Det er så det, kritikeren tror, er en anmeldelse, men som i virkeligheden er et forsøg på omvendelse - og hvis det ikke lykkes, så på at forhindre at forfatteren får antaget flere stykker," skriver Jess Ørnsbo. Stig Dalager ser anmeldelsen som et magtinstrument, der er stivnet i en gammeldags, dogmatisk form.
"Anmelderinstitutionen er jo i virkeligheden et produkt af en på mange måder helt anderledes samfundstilstand, hvor de oplyste lærde talte til og belærte en minoritet af (mindre) indsigtsfulde borgere. I dag kan flertallet godt tænke selv, og derfor råber anmelderformen og holdningen hos mange anmeldere og kritikere på fornyelse," mener Dalager.
Hold jer væk
Andre teaterfolk mener med Henrik Jandorf slet ikke, at der er brug for anmelderne længere. Overhovedet. At de bare skal holde sig væk.
Gladsaxe Teaters direktør Flemming Enevold har i sidste uge offentligt overvejet at bede - især Berlingske Tidendes - anmeldere om at blive væk fra hans teater. Hans massive satsning på det musik-dramatiske teater har haft større succes hos publikum end hos anmelderne.
Imidlertid er det ikke diskuteret, hvorvidt teaterdirektørernes massive kritik af anmelderstanden skyldes, at de er mere uafhængige af dag-til-dag-salget i billetlugen.
Forsalgsperioden er ifølge ARTE's direktør Mogens Hjorth de seneste år blevet længere - ikke kun med ARTE's abbonnementsordning, men også pga. af det elektroniske billetsalg via BilletNet.
Og når mange billetter er solgt forlods, synes teatrene mindre afhængige af anmeldernes kritik.
Direktør på Det Danske Teater Peter Aude mener, at anmelderne er "gået over gevind," og han lader hver enkelt skuespillerhold beslutte, hvorvidt de ønsker at blive anmeldt af avisernes kritikere. Men han håber på en fremtidig forståelse mellem teatret og dets kritikere: "Jeg er bange for, at vi er på vej ind i en tåbelig krig. Derfor håber jeg på, at vi kan få et debat og en dialog," siger Aude.
På den anden side
Slagmarkens anden fløj, teateranmelderne, er bl.a. repræsenteret ved Berlingske Tidendes Jens Kistrup og Me Lund, Informations Anne Middelboe Christensen, Politikens Bettina Heltberg og Monna Dithmer.
Anmelderne, der har taget til genmæle pointerer, at anmeldelserne ikke bliver skrevet for teaterverdenens skyld, men for læsernes.
Berlingske Tidende svarer på Enevolds gule kort til anmelderne i en leder, der takker Enevold for kritikken og ser den som et bevis på anmeldernes integritet:
"Og præcis af den grund vil de (anmelderne, red.) naturligvis også fremover være at finde til hans (Enevolds, red.) forestillinger," hedder det i lederen.
Både Informations Anne Middelboe Christensen, Berlingskes Me Lund og Politikens Monna Dithmer har repliceret på især Feigenbergs efterlysning af anmelder-jeg'et. Anmelderne opfordrer teaterfolkene til at læse anmeldelserne regelmæssigt, for gennem dem at finde anmelderens personlighed, teater- og livssyn. Elementer, der ikke nødvendigvis ligger i den sproglige 'jeg'-form, som Feigenberg efterlyser, men som ikke kan undgå at gennemsyre anmelderens skribentvirksomhed over tid.
Således har de danske avislæsere gennem den sidste måned været vidner til en fejde, der trods dens dramatiske tilsnit er et verbalt og ikke et korporligt slagsmål.
Der er ellers en tankevækkende tradition for korporlige opgør mellem danske kritikere og kunstnere. F.eks. blev det til hele fire vådeskud, da Edvard Brandes i egenskab af teaterkritiker udfordrede skuespilleren Robert Schyberg i en pistolduel i Dyrehaven en februarmorgen i 1905. Forinden havde skuespilleren i affekt stanget Brandes en kindhest, fordi han i en anmeldelse havde kritiseret hans bevægeapparat: "Han havde den underligste, forsigtigste gang. Man tør ikke antyde, hvad man kommer til at tænke på." Dog var der ingen af duellanterne, der blev såret på andet end deres stolthed.
