Læsetid: 7 min.

Tegucigalpa venter på donor-pengene

14. december 1998

Honduras hovedstad overlevede oversvømmelserne. Nu håber indbyggerne
på hjælp til genopbygningen - men indstiller sig på at skulle klare sig selv

I MITCHS FODSPOR
TEGUCIGALPA - Ingen i Barrio Villa Adela sov i deres senge natten mellem fredag og lørdag de to sidste dage i oktober. Hele kvarteret søgte i stedet opad i tilflugt på de højt liggende steder, hvor de forskræmte sad i regnvejret og så på, at floden bare steg og steg og steg.
De gamle beboere forsikrede beroligende, at "Vandet aldrig når op til broen". Så forsvandt også den i de brusende vandmasser. Da vandet sank igen hen mod lørdag morgen, stod kun bropillerne tilbage. Selve betonbroen havde vandet taget med sig og skødesløst smidt fra sig på bredden hundrede meter væk.
Kvarteret var maltrakteret til ukendelighed. En fodboldbane var nu dækket af store sten. Husgeråd, tøj og møbler lå tilfældigt spredt rundt omkring begravet i vældige mudderlag. Mange havde mistet alt - selv deres huse, som var styrtet i floden.
Dagen forinden havde Villa Adelas indbyggere samlet tøj og mad ind for at sende det ud til de oversvømmede områder ved kysten. Nu var kvarterets beboere selv blandt de nødstedte efter Mitch' hærgen. Det samme var tusinder af andre i Honduras' hovedstad, Tegucigalpa, hvor næsten en fjerdedel af byen havde lidt alvorlig overlast.
"Det værste er, at der er masser af mennesker, som vi har mistet kontakten med. Mange af mine faste kunder har jeg ikke hørt fra siden, og nu ved vi ikke, om de er rejst væk, eller hvad der er sket," siger taxi-chaufføren Gabriel Palmese en måned efter oversvømmelserne.

Floden lugter af lig
Da man begyndte at kunne danne sig et overblik over skaderne, blev 300.000 mennesker registrerede som berørt af oversvømmelserne, 80 kvarterer var blevet ødelagte og 11 bydele var simpelthen helt forsvundet ned i floden Grande o Cholutecas dyb.
Antallet af døde i hovedstaden ligger officielt på op imod de tusinde, men Tegucigalpas indbyggere er overbeviste om, at det reelt er meget højere.
"Alle dem, der forsvandt, og som stadig ikke er dukket op, hvad med dem?" spørger taxikollegaen, Francisco Castillo, der var nabo til Gabriel Palmese, indtil huset forsvandt.
Han mener, at der er masser af lig i floden, som endnu ikke er samlet op.
"Mange døde er længere oppefra og blev bragt herned af strømmen. En af de mexicanske hjælpearbejdere dykkede ned for at se efter, og han kom rædsesslagen op igen efter at have set hele og halve kroppe, der sad fanget i mudderet eller i biler og busser på flodbunden," mener Francisco Castillo at vide.
Noget er der tilsyneladende om snakken. Myndighederne er gået igang med at pumpe vand op og ændre flodens retning for at få adgang til dele af flodbunden, og man advarer mod at bruge flodvandet endsige bade i det.
Ikke fordi ret mange ville blive fristet. Trods de enorme regnmængder er så meget af byens vand nu forurenet, at der er indført rationering, men den ildelugtende flod får flere af byens indbyggere til at holde et tørklæde eller et stykke tøj for næsen, når de passerer forbi den del, der går igennem centrum. Det er lugten af død, siger de.
Alligevel er de handlende hurtigt vendt tilbage til gaderne lige omkring floden. Forretningscentrum blev nærmest begravet i mudder og vand, men hvor butikken stadig er ødelagt, er man flyttet ud på på de stadig jordede gader. Der er rig mulighed for at finde gode særtilbud i bunkerne af sko og tøj - hvis man ikke er sart, langt det meste er stadig snavset til af mudder og ligger mellem affaldet, som floden bragte med sig.
Tilsyneladende ser forretningsfolkene det ikke som deres opgave at rydde op, og måske har de heller ikke den store lyst til at bidrage til almenvellet foreløbigt. Mange har fortalt, hvordan deres butikker, i kaoset inden oversvømmelserne nåede dem, blev plyndret og hærget af indbyggere på rov med politiet som passive vidner.

Drømmer om USA
Det er et af de regnskaber, der endnu mangler at blive gjort op, mens Tegucigalpa så småt er ved at komme op til overfladen, efter næsten at have lidt druknedøden.
Man leder i mudderbunkerne efter det, som endnu er brugbart og prøver så at få liv i forretningen igen. To mænd sidder og stikker uinteresseret i et batteri på et halvbegravet vrag, som for en måned siden var en bil.
"Vandet tog vores mekanikerværksted. Nu har vi startet igen i ejerens eget hus, så vi leder efter det, der stadig er brugbart," fortæller den yngste af de to mænd glad for adspredelsen.
"Hvordan er det at finde arbejde i USA. Der vil jeg gerne op," siger den anden og kigger op fra sit batteri, da han hører en gringo-stemme.

Hvor bliver hjælpen af
De to mekanikere ved ikke, om de fortsat vil beholde deres arbejde i det nye improviserede værksted. En usikkerhed, som de deler med mange andre af hovedstadens indbyggere, hvis arbejdsplads blev ødelagt eller forsvandt helt, og en usikkerhed som de nordamerikanske myndigheder frygter kan resultere i en stor immigrationsbølge.
Forståeligt nok. Det er svært at finde en honduraner, der ikke har lyst til at rejse til USA i dag.
Alle har hørt og læst om gældslettelser og donorhjælp til Honduras for at hjælpe landet på fode igen, men regeringen har hidtil kun udsendt vage signaler om, hvor og hvordan man vil hjælpe.
De fleste i Tegucigalpa håber på hjælp men er tilsyneladende ligesom den rejseivrige mekaniker indstillede på, at de skal klare sig selv.
Også i Barrio Villa Adela, hvor en del af kvarterets arbejdsløse dog midlertidig er blevet hyret af regeringen til at fjerne mudderet i gaderne.
"Alle fokuserer på den ødelagte infrastruktur, men hvad med skaderne her. Dem, der har mistet hus og arbejde?" spørger Gabriel Palmese og suppleres af taxi-kollegaen.
"De siger, der kommer millioner af dollar, men hvor er pengene. Nu er der gået en måned, og vi har i hvert fald ikke fået noget hjælp. Sådan er det jo altid med os fattige. I et af de rige kvarterer, hvor vandet nåede op, blev de hjulpet væk af helikoptere," kommer det bittert fra Francisco Castillo.
De to nåede at få deres biler i sikkerhed for det opstigende vand, og derfor behøver de ikke at tage imod regeringens tilbud om at være med til at rydde op. I stedet har de kunnet fortsætte arbejdet, så godt det nu kan lade sig gøre i Tegucigalpas trafikkaos med flere hovedårer afskåret af ødelagte broer.
Men Francisco Castillo og hans familie, der den sidste måned har boet hos en søster over for sit forsvundne hus ved endnu ikke, hvor han skal bo i fremtiden. I det gamle kvarter er der ikke plads længere, efter at floden åd sig ind på skrænten, og myndighederne har under alle omstændigheder bebudet skrappe krav for fremtidige bebyggelser, der ikke må ligge op af floden.
"Vi kommer aldrig til at bo her i vores gamle kvarter mere, men måske kunne de bygge til os et andet sted i byen," lyder det uden større forhåbninger i stemmen fra Francisco Castillo.

Vores egen skyld
Også i de højere sociale lag er der skepsis overfor regeringens håndtering af donorstøtten udefra.
"Mitch ramte alle steder, der forsvandt også fem huse i vores bydel, og mange har brug for hjælp. Men nu kommer alle de penge, så må vi jo se, hvor de ender," konstaterer tandlægen Roberto Ayala med et ironisk smil.
Han lægger ikke skjul på, at Honduras er notorisk berygtet for sin korruption. Under tidligere krisesituationer har man set donorpenge blive malket kraftigt, inden de nåede frem til bestemmelsesstedet.
"Jeg siger, at mange af problemerne er vores egen skyld: min, den småhandlendes, taxichaufførens. Vi har set gennem korruptionen altid, og så var landet ikke forberedt, da det gik galt. Broerne og vejene var ikke lavet ordentlig til det her."
Måske ikke. Men Honduras politikere har stadig chancen for at overvinde den udbredte skepsis og vise, at Mitch naturkatastrofens dimensioner har indvarslet nye tider, hvor magthaverne sætter landet og ikke personlig vinding i højsædet.
Selv om der er gået over en måned siden oversvømmelserne, er det måske forståeligt, at myndighederne først søger et klart overblik - og over, hvor mange penge, der er til rådighed, før de for alvor sætter gang i den omfattende genopbygning i Tegucigalpa og resten af landet.
Imens prøver indbyggerne i Barrio Villa Adela så selv at genopbygge den tilværelse, der på en eneste nat blev skyllet ud i flodens grådige gab.
"Vi må fortsætte videre. Så længe én ikke har mistet sin værdighed, kan man kæmpe. Der er ikke andre muligheder," konstaterer Gabriel Palmese.

*Regnskabet efter Mitch
Nicaragua og Honduras blev i oktober ramt af den værste storm i to århundreder. Orkanen Mitch kostede omkring 11.000 mennesker livet og ødelagde afgrøder, huse og infrastruktur for flere milliarder.
Information har fulgt i Mitchs fodspor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu