Læsetid: 13 min.

efter vor tidsregning

31. december 1998

Jo mere effektiv teknologien bliver, og jo hurtigere Internettet formidler data, desto mindre tid synes der at blive til overs - hvor løber den dog hen

At tiden er af lave har mennesker kunnet enes om til alle tider. Især til sådanne tider, som - af simpel konvention og ren psykologi - gøres til særlige tider. Årsskifter f.eks. For ikke at tale om årtusindskifter. "Tiderne er ikke, hvad de har været," siger alvorstunge nytårstalere, opfyldt af fin de siècle- eller fin de millénaire-stemning.
Men hvad tiden egentlig er - bortset fra af lave - kniber det mere at enes om og sætte ord på.
Ofte kryber man udenom ved at sætte lighedstegn mellem tid og noget andet, som er mere håndgribeligt. "Tid er penge," siger man. Andre gange bruger man definitioner, der er rene cirkelslutninger. "Tid er kontinuert varighed," står der under 't' i ét opslagsværk. Hvorefter man under 'v' får at vide, at varighed er noget, der defineres ved hjælp af begrebet tid.
Forsøger man sig mere filosofisk, kan man komme ud i de frygteligste dilemmaer, hvis ikke det rene vrøvl. Hvis man f.eks. går ud fra, at Universet er evigt, hvordan kan man så tale meningsfyldt om tid? Et tidsrum er vel en andel, en delmængde af noget, men hvis dette 'noget' er evigt, uendeligt, hvordan så fastslå delmængdens andel af det hele? Og hvis dette 'noget' ikke er evigt, men faktisk har et startpunkt - f.eks. i The Big Bang - hvad var der så før? Et ur, der gik baglæns? En nedtælling til tidens begyndelse? Og hvad i den anden ende? Kan tiden slutte? Og hvis ikke, har den så overhovedet en retning?
De fleste har det formentlig som kirkefaderen Augustinus, der i første del af det forrige årtusind citeres for at have sagt, at han udmærket forstår, hvad tid er - så længe ingen spørger ham om det. Først da får han problemer.
Englænderen Michael Shallis - der som filminstruktør arbejdede med billeder i hastig tidsfølge, indtil han i 1978 blev astrofysiker ved Oxford University - har skrevet bøger om tidsbegrebet og er endt ved det synspunkt, at "det er usandsynligt, at vi finder en ultimativ sandhed om tidens væsen via noget filosofisk eller videnskabeligt studie."
"Det bedste vi kan håbe på, er at forstå, hvordan en given kultur tænker om tidens væsen, sanser den og beskriver den, og hvordan denne kulturs erkendelse af tid påvirker dens verdensbillede."
Med dét afsæt bliver alting nemmere. Uden at sætte ord på hvad tid er, kan man nemlig sige en hel del om, hvordan tid opfattes, registreres og bruges - til forskellige tider. Og måske derigennem lære noget nyttigt om vores omgang med den aktuelle tid, som jo er - af lave.

Et menneske er - kan være - underlagt tre forskellige 'tidsregninger': nDen tidsregning der er bestemt af naturens og universets rytmer.
nDen tidsregning der er bestemt af det personlige livs lineære forløb fra fødsel mod død.
nOg den tidsregning der afspejler hasten af de menneske- og samfundsskabte begivenheder og processer.
Den oprindelige tidsregning var den kosmiske, den der fastlagdes af Jordens, Solens og Månens indbyrdes bevægelser. Disse himmellegemers skiftende placeringer i forhold til hinanden giver os dagen og natten, flod og ebbe, sommer og vinter. Og herigennem også de svingninger i naturen, der afgør, hvornår frugter modnes, dyr føder unger, isen kan bære.
Denne tidsregning er cyklisk og følgelig evig. Tidsregningens determinanter - Solen f.eks. - er upåvirkelige, almægtige og af samme grund ofte genstand for tilbedelse. Kulturer, der lever efter denne tidsregning, oplever ikke tiden som et lineært, historisk kontinuum og har følgelig ingen særlig anledning til at opdele tiden i små, velafgrænsede intervaller. Den historiske bevidsthed knyttes ikke til årstalskonventioner og urværker, men til faser i naturens rytme.
"Saften, der stiger op i træerne, bærer den røde mands erindring," sagde Høvding Seattle til den amerikanske præsident Franklin Pierce, da denne i 1853 'tilbød' at købe indianernes land og dermed indirekte at sælge dem den hvide mands civilisation, kultur og tidsregning.
Når syddanskeren søgte at lave en aftale til kl. 14 næste dag med den grønlandske inuit og blev mødt med det berømte "immaqa", måske, var det et udtryk for mødet mellem to tidsregninger, to måder at forholde sig til tiden på: den hvide mands kronometriske tidsregning, der ser tiden som en fremadskridende bevægelse ad historiens ensrettede vej, og naturfolkets cykliske syn på tiden, hvor det at hænge i en klokkestreng har begrænset mening.
Antropologen W.E.H. Stanner har studeret den australske urbefolknings mytologi og anfører, at han aldrig har kunnet identificere et aborigin-ord for begrebet 'tid', ligesom sansen for 'historie' synes helt fraværende.
Naturligvis kunne også traditionelle kulturer have behov for at operere med tidsrum kortere end f.eks. døgnet. Men i så fald var tidsenhederne 'organiske'. Den korteste tidsenhed i sproget i det gamle Indien var efter sigende 'den tid, det tager at koge ris' - omkring 13 minutter!

Processen bort fra den kosmiske og organiske tidsregning blev - som så meget andet - indledt af de gamle ægyptere. De var de første til at opdele dagen i 12 tidsmæssige enheder. I sig selv ren matematisk konvention, uden kosmisk eller organisk motivering. Dog var der den forankring i det kosmiske, at ægypterne målte de 12 enheder via soluret, hvorfor timernes længde varierede med årstiden og helt opløste sig om natten.
Siden kom det mekaniske ur og konventionen om sekundet, defineret som en bestemt brøkdel af et døgn. Brøkdelen var en vedtægt, men døgnet - givet ved Jordens omdrejning om sig selv - var dog tilbage som den naturgivne faktor, man tog afsæt i. Også dét er imidlertid forsvundet i den forstand, at man i 1967 fandt, at det af Jorden givne døgn i realiteten er for upræcist for den moderne menneskeheds formål.
Tidsregningen skal i vore dage - hvor produktioner, præstationer og data-operationer ofte finder sted med nannosekunders præcision - være uden mindste afvigelse. Derfor fastsættes tiden nu på basis af såkaldte atom-ure, hvor den bestemmende enhed - sekundet - defineres ud fra frekvensen af svingninger i et cæsium-133 atom. I alt 230 atom-ure verden over samvirker om at angive den til enhver tid gældende 'universelt koordinerede tid', UTC.
Hermed er forankringen i naturens rytmer endeligt opgivet som grundlag for tidsfastsættelsen. Det faktum, at mange af os i dag bor i storbyers kunstige, årstidsløse miljøer og dér bærer et digitalt armbåndsur med en tæller fremfor et ur med visere i cyklisk bevægelse, gør yderligere sit til at svække vores erindring om og føling med den organiske tidsregning baseret på de gentagne kredsløb i naturen og i kosmos.
Tiden er blevet fuldstændig lineær og fuldstændig afmytologiseret, hvad der stimulerer os til at opleve den som en vej, der skal tilbagelægges. Og dermed uvægerligt sætte fokus på målet - dels som præstationer og resultater undervejs, dels som det ultimative slutpunkt i form af døden. Det moderne vestlige menneskes dødsangst er nært forbundet med dets lineære tidsopfattelse, påpeger fysikeren og forfatteren Paul Davies i bogen About Time.

Den tidligere Volvo-chef Pehr Gyllenhammer blev - blandt meget andet - kendt for altid at gå med to armbåndsure. Ét der angav den lokale svenske tid og ét, der angiv tiden i New York. I dagens globaliserede økonomi slår dét ikke til, og der findes nu givetvis armbåndsure, der kan angive tiden hvorsomhelst på kloden, den travle forretningsmand måtte ønske det. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det moderne menneske i høj grad har brug for to ure. Vi er nemlig underlagt to vidt forskellige tidsregninger - foruden den tredie der er vort eget, biologiske livs langsomt rindende timeglas.
Vi er underlagt den tidsregning, der er givet af de 230 atom-ure, men vi er også underlagt en tidsregning bestemt ved hastigheden af de teknologiske og erkendelsesmæssige processer, der udgør samfundsøkonomiens motor. Processer der mildest talt ikke har en konstant hastighed.
Det er en mental tidsregning i den forstand, at den er en metronom, der angiver med hvilken takt, vi skal absorbere, håndtere og måske selv producere ny information, ny teknologi og ny produktion. En tidsregning, hvor takten ikke er konstant, men hele tiden øges. Med mikrobølgeovnens indmarch hedder tidsenheden for det at koge ris ikke mere 13 minutter, men måske 30 sekunder. Tidsenheden for en jordomrejse er ikke 80 dage som i Phileas Foggs dage, men en brøkdel af 80 timer. Og det at sende en besked om på Jordens bagside kan slet ikke måles i tid mere. Det sker - via Internettet - med lysets hastighed, dvs. øjeblikkeligt.
Et ur - på det andet håndled - som således holdt styr på hastigheden af samfundsprocesserne, skulle have visere, der roterer med stadigt stigende hast.

To sammenhængende processer er på spil i den accelererende tidsregning, der karakteriserer informationssamfundet: Skabelsen af ny information sker stedse hurtigere. Og distributionen af den til alle villige - og modvillige - aktører sker med stadig større fart.
Johan Fjord Jensen, pensioneret professor i litteraturhistorie ved Århus Universitet, beskriver i bogen Babel og tomrum, hvordan skabelsen af ny viden i den videnskabelige verden foregår efter en eksponentiel vækstkurve.
"I 1750 var der 10 videnskabelige tidsskrifter. I begyndelsen af 1800-tallet var antallet ca. 100. I midten af århundredet var det vokset til 1.000. Ved starten af 1900-tallet var det blevet til 10.000. Og i 1961 skulle der være knap 100.000 videnskabelige tidsskrifter," skriver Fjord Jensen.
Den aldrende amerikanske professor i matematik Philip J. Davis, Browns University, sagde sidste år i en samtale med Information, at hvor hans egen senere læremester ved århundredets begyndelse mente at have nogenlunde overblik over den samlede matematiske videnskab, så tilgendegav samme person i 1950, at han efterhånden kun følte sig fortrolig med måske én procent af det matematiske forskningsfelt, mens Phil Davis selv her ved århundredets afslutning ikke gør krav på at kende så meget som én promille af den eksisterende matematiske viden.
Denne videns-skabende proces rummer den tvivlsomme pointe, at mens vi som samfundsmæssigt kollektiv ved stadig mere, så ved den enkelte videnskabsmand eller tekniker eller borger stadig mindre om denne helhed. Jo mere, der er at vide, desto mindre en andel af den kendte viden kan den enkelte besidde. Vi forsøger, men bliver med ret sikker konsekvens ofre for forstoppelse, for information overload, som det hedder på nudansk. En dagsaktuel søgning på Internettets søgemaskine Alta Vista på netop begrebet 'information overload' giver 14.523 hits! Begrebet kan knapt studeres via Internettet, fordi det er ramt af - sig selv.
En af tidens succesrige erhvervsrådgivere, englænderen Robert Baldock, der er medejer af verdens største management- og teknologi-konsulentvirksomhed, Andersen Consulting, har netop udsendt bogen Destination Z - The History of the Future, hvori han beskriver, hvordan eksplosionen i vidensskabelse og vidensdistribution via Internettet forandrer alt. Også han giver eksempler på en tidsregning, der er defineret af begivenhedernes hastighed:
"På Internettet defineres et net-år som 35 kalender-dage: Den innovation, som ude i den øvrige verden finder sted i løbet af ét år, sker på bare 35 dage på nettet. Mængden af indhold på nettet fordobles hver niende måned."
"Der bliver mere forandring de næste fem år end i de seneste 20 år," skriver Baldock, hvis globaliserede firma tjener styrtende på at være konsulent for store virksomheder, der er ved at miste overblikket. Der findes f.eks. danske virksomheder, der har haft Andersen Consulting inden for dørene i årevis for at opgradere deres edb-systemer, og som erfarer, hvordan Andersens folk ikke kan aflevere én konsulent-analyse uden heri at påpege det tvingende behov for yderligere to. Virksomhedslederne, der er skræmt fra vid og sans af risikoen for at blive hægtet af, skriver gladeligt den ene check ud efter den anden. Usikkerheden som vilkår er blevet det eneste sikre, herunder en sikker indkomstkilde for dem, der kan bilde andre ind, at de besidder overblik og dermed sikkerhed.

Robert Baldock citerer ugemagasinet The Economist for udsagnet: "Sammen vil globaliseringen og informationsteknologien knuse tid og rum."
Man kan sige, at fremtiden skabes så hastigt, at nutiden nærmest er overstået på forhånd, er blevet fortid. Vi lever i realiteten i fremtiden. Eller i en "tidløs tid", hvor f.eks. tv ikke længere er historieskrivende, som aviser er det - "i går udtalte statsministeren" - men skaber, hvad medieforskeren Stig Hjarvard kalder "en evig præsens" med sin øjeblikkelige formidling af begivenhederne, mens de sker.

Det er naturligvis ikke alle, der involverer sig med den moderne informationsteknologi og underlægger sig Internettets tidsregning. Nogle vil fortsat leve i 'den lokale tid', mens andrer lever i 'global tid'. På det punkt kan man forestille sig en elektronisk tidsregning, der fjerner den allersidste rest af tilknytning til de naturgivne tidsrytmer: de geografiske tidszoner.
Tidszonerne er betinget af, at Solen skaber dag på forskellige længdegrader til forskellige tidspunkter. Men den dag Internettets øjeblikkelige globale kommunikation i samvirke med den globale markedskonkurrence dikterer, at f.eks. alverdens børser eller alle filialer af de multinationale selskaber opererer og kommunikerer på samme tid uanset geografisk placering og Solens stilling på himlen, så vil tidszonerne være meningsløse for de involverede. De vil komme til at leve i én sand global tid, mens andre lever videre i deres forskellige lokale tider.
Den amerikanske kulturhistoriker Lewis Mumford skrev for mange år siden, at uret - og hverken dampmaskinen eller forbrændingsmotoren - er den mest tyranniske og disciplinerende maskine, mennesket nogensinde har opfundet. I forlængelse af det synspunkt kunne man kalde den her beskrevne tidsregning for kapitalistisk tid. For hele drivkraften bag den ændrede tidsopfattelse og bag den teknologi, der tvinger til et ændret forhold til tiden, er vel den kapitalistiske økonomis grundlæggende stræben efter hele tiden at skabe øget produktivitet og derigennem øget værdi.
Det forklarer også, hvorfor effektiviseringen af f.eks. kommunikationssystemerne og af den teknisk-videnskabelige vidensproduktion ikke bare fører til tidsmæssigt overskud og til stærkt øget fritid. For den vundne tid må hele tiden reinvesteres i at skabe yderligere konkurrencefordele.

Spørgsmålet er, i hvilket omfang denne mekanisme kan overføres på den måde, vi som enkeltpersoner forvalter vor tid på. Og dermed forklare, hvorfor mange i stigende grad synes at forvalte tiden uhensigtsmæssigt, hvis målet er øget trivsel og livskvalitet.
For det paradoksale er, at moderne mennesker i takt med den højere indkomst og de tekniske hjælpemidlers effektivisering og mangfoldighed ikke arbejder mindre, men tværtimod mere.
Den amerikanske arbejdslivforsker Arlie Hochschild har i den opsigtsvækkende bog The Time Bind beskrevet et flerårigt forskningsforløb blandt ansatte på alle niveauer i en stor amerikansk virksomhed, der i årevis har ført en progressiv trivsels- og familiepolitik. Ikke desto mindre viser tallene, at en fuldtidsansat i gennemsnit arbejder 47 timer om ugen, at arbejdstiden generelt er stigende, at de, der har små børn, arbejder mest, at medarbejdere med høj indkomst sender deres børn længst tid i institution og i mindst omfang går på nedsat tid, at hveranden tager arbejde med hjem, osv. Undersøgelsen viser også, at ni ud af ti synes, de er i nærmest konstant tidsmæssigt underskud, mens hveranden lider af skyldfølelse over for børnene.
"Ideen om at sikre sig mere tid til familielivet synes død," konkluderer Hochschield, hvis resultater har paralleller i det hjemlige. Her er der ifølge Socialforskningsinstituttet en tendens til stigende arbejdstid for folk med børn, der er en faldende deltidsfrekvens blandt kvinder, der er stadig flere små børn som sendes i daginstitution, og der er ganske få fædre, som tager imod tilbuddet om en længere barselsorlov.
Arlie Hochschild konkluderer, at mange er røget i en tidsmæssig fælde, hvor tiden i hjemmet er blevet så begrænset, at det i stigende grad betragtes som en pligt - et arbejde - at være hjemme, fordi så meget skal nås og præsteres. Samværet præges i en sådan grad af frustrationer, konstant emotionelt pres, uindfriede forventninger, at mange - og især kvinder - oplever det som en lettelse - som at komme hjem - når de går på arbejde med velordnede forhold, sociale relationer, personlig tilfredsstillelse osv.
For overhovedet at få de hjemlige opgaver udført, sker der i USA i stigende grad en 'udlicitering' af familiens egentlige indhold. Maden bringes udefra, børnenes opvækst henlægges til diverse foreninger, og det emotionelle samliv leves af soap-familier på tv-skærmen, mens den rigtige familie sidder passivt og tavst og ser på.
Hochschild mener ikke, at det er økonomisk nød, der får de amerikanske forældre til at arbejde stadig mere. Ikke desto mindre er det et faktum - i USA som i Danmark - at en stigende del af husstandsindkomsten bruges på andet end det fundamentale. Og at tidsregnskabet ser diskutabelt ud, hvis man regner på, hvor meget ekstra man må arbejde for at få råd til såkaldt tidsbesparende hjælpemidler som bil, motorplæneklipper, mikrobølgeovn, video, hårtørrer - foruden alt det der anskaffes til ren fornøjelse, men som ender med aldrig at blive brugt, fordi ejerne hele tiden er på arbejde for at kunne få råd til at betale for det hele.
"Rejs jer, alle I ulæste bøger, I plader, der kun er blevet spillet en enkelt gang, klæder, der knap har været brugt, kasettebånd indspillet fra tv og aldrig brugt. Lofterne er fulde af rulleskøjter, romaskiner og cykler, alle indkøbt som resultat af en pludselig indskydelse eller forelskelse, uden at man har tænkt på den mængde timer, det ville tage at bruge dem," skrev den franske politiker og forfatter Jean-Louis Servan-Schreiber tilbage i 1987, før computerspillene, cd-afspilleren, mobiltelefonen og den elektriske tandbørste blev folkeeje.

Som tiden går, synes tiden at blive stadig mere knap for mennesket, der lever efter den moderne, lineære, kapitalistiske tidsregning. Måske kan håbet ligge i, at når tiden bliver knap, så stiger den i værdi. Bliver nyt statussymbol, ny luksus, som forfatteren Hans Magnus Enzensberger forudsiger. Og så kan det omsider være, at menneskene begynder at søge sig mod den fri tid, langsomheden, den organiske tidsregning. Stik imod al kapitallogik og informationsteknologisk tidsånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu