Henning Carlsen overvejer, om man vil kunne forklare chilenerne om Hamsun ved en hypotetisk sammenligning med Neruda. Men tanken er for absurd
REJSEBREV
SANTIAGO - Vi mødes med Simona Ruy Perez i kantinen på Universidad Catolica, en time før Det norske Filminstitut skal åbne visningen af sin serie af Hamsun-filmatiseringer. Simona taler dansk, da hun har tilbragt 11 år som flygtning i Danmark sammen med sin mand. De ankom i oktober 1973, ganske kort tid efter statskuppet 11. september. Nu arbejder hun ved et revalideringscenter for torturofre, Cintrax, her i Santiago, og jeg spørger, om det er i forlængelse af det danske center for behandling af torturofre.
Hun smiler lidt, før hun siger: "På en måde, ja. Men vi arbejder på vidt forskellige præmisser. Og også med ret forskellige klienter. For det første er vores eksistens meget beskeden. Vi har ikke en stor bygning, men kun nogle få værelser. Vi overlever udelukkende på midler, som kommer til os fra udlandet."
"Er der overhovedet ingen støtte fra Chile?"
Hun smiler igen og ryster på hovedet.
"Heller ikke fra private?"
"De, der kunne give noget til støtte for dette arbejde, kunne ikke drømme om at gøre det. I dette land bekymrer man sig ikke mere om sine medborgere. Her er meget lidt solidaritet. Vi har udviklet os til en nation af egoister."
Jungleloven
"Her gælder en slags junglelov. Skrab til dig, hvad du kan, og blæse være med de andre. Gå ud herfra og over broen lidt før solnedgang, og I vil se fattige, gamle mennesker i massevis, som leder efter affald fra dagens marked der, som de eventuelt kan overleve på. Ingen, ingen, ville drømme om at beskæftige sig med dem. Hvis man bliver syg og er afhængig af det offentlige hospitalsvæsen, må man stille på hospitalet klokken fem om morgenen for at få et kø-nummer. Langt op ad dagen kommer man så til en læge, der undersøger en og konstaterer, hvad man fejler (hvis han kan), og derefter giver besked om, at man komme i behandling om tre, fire eller fem måneder."
"Det begynder at minde om derhjemme," indfletter jeg.
"De, der underviser børnene i de offentlige skoler," fortsætter Simona, "må arbejde på grundlag af idealisme, som et kald. De tjener kun små penge og kan intet lægge op, og der er ingen pensionsordninger. For nylig strejkede skolelærerne i fem uger og opnåede en lønforhøjelse på 15 kr. om måneden. Men den tid, de havde strejket, blev trukket i deres løn. Der hersker en opgivende stemning, og det kan vel ikke undre.
I Cintras arbejder mange, som selv har oplevet enten tortur eller det at være flygtning, jaget ud af landet. Når man har den slags oplevelser fælles med sine klienter, er det ligesom man holder sammen, er sammen om noget. Vi oplever trods alt en slags solidaritet. Det er meget traumatisk at vende hjem efter mange år som flygtning og opdage, hvordan ens land er forandret, tvunget ind i en totalt uretfærdig og udemokratisk konstitution. Alene at behandle for det chok, det er at komme hjem og opleve dette, er vidt forskelligt fra de problemer, de arbejder med på centret i København eller andre torturcentre uden for Chile."
To tabuer
Jeg spørger, om hun kort kan beskrive det udemokratiske i konstitutionen.
"Der er to tabuer i dette land. Eller der har i det mindste indtil nu, med Pinochets arrestation, været to tabuer. Det ene er menneskerettigheder. Det andet er Justice. Ingen af delene har man måttet tale om i 25 år.
Det er symptomatisk, at Pinochets forsvarere forsøger at omstøde de engelske overhusdommeres afgørelse med, at den ene af de fem dommere har været under indflydelse fra Amnesty International og derfor var inhabil, da afgørelsen blev truffet. Og dette argument fremføres på 50-årsdagen for vedtagelse af konventionen om menneskerettigheder. Det viser, hvor fjernt disse mennesker befinder sig fra resten af verden. Diktaturet isolerer sig selv, de tror, de er så stærke. Det, der sker nu, er at de opdager, at de kun er stærke inden for Chiles mure. Med globaliseringen bliver dette mere og mere latterligt. Det ville også være den rene komedie, hvis Pinochet blev sendt hjem til retsforfølgelse her i Chile efter chilensk lov.
På alle niveauer af domstole sidder generaler som overdommere, og så snart der er den mindste smule militært i en sag, har de konstitutionel ret til at rane sagen til sig og afgøre den suverænt. Da Pinochet er general, vil enhver tiltale skulle afgøres af de generaler, der skylder ham deres position.
Vi har i dag moret os godt over, at han har erklæret, at han vil stille op i den engelske retssal i hvid uniform."
Simona uddyber, hvad jeg forleden skrev om parlamentet, som har et underhus med 120 folkevalgte debuterede, og et overhus med 46 udpegede senatorer.
Alt, hvad underhuset beslutter, skal godkendes af senatorene, der enten er afgåede generaler, tidligere præsidenter, statsrevisorer, nationalbankdirektører eller andre topembedsmænd, som er solidariske med systemet, og som kun er interesseret i at bevare status quo.
Ønsker retssag
Vi går over i universitetets biograf for at overvære åbningnen af det norske arrangement.
De skal vise Jan Troells Hamsun som den første film. Den tanke slår mig, at man måske kunne få chilenerne til at forstå nordmændenes vanskelige forhold til Hamsun, hvis man hypotetisk forestillede sig, at Pablo Neruda havde afsløret sig som tilhænger af Pinochet. Han var, ligesom Hamsun, blevet hædret med Nobelprisen (1971) - Men hypotesen er for absurd. Neruda døde i Paris knap 14 dage efter Pinochets statskup.
Min kone og jeg har set Troells film flere gange og har ingen behov for at se den med spanske undertekster. Vi søger tilbage til universitetets kantine og løber ind i Ignacio Aliaga, som vi har mødt tidligere. Han arbejder i kultur- og undervisningsministeriet og laver selv dokumentarfilm. Han fortæller os om en ung dokumentarfilminstruktør, som for en måned siden optog en scene i en førsteklasse i en folkeskole. Han spurgte de små elever, om de mente Pinochet skulle stilles for retten. Det mente de alle uden undtagelse. Han fortalt også, at en undersøgelse har vist, at 65% af Chiles befolkning ser frem til en retssag. Det var også 65% af befolkningen, der stemte for Patricio Aylwin, så han slog Pinochet i 89.
Ignacio mener, at allerede arrestationen af den gamle diktator har ført til noget, der ligner en omvæltning i Chile. For det første er de tabuer, som også Simona talte om, kommet op til overfladen og bliver diskuteret i al åbenhed. For det andet er begrænsningen i magthavernes magt også ved at gå op for dem. Det er ironisk, at den rige, magtfulde overklasse her i mange år har følt sig som Sydamerikas 'englændere'. Og nu er det englænderne, som spænder ben for deres helt og idol, og dermed for deres idealer.
* Henning Carlsen er som filminstruktør inviteret til festival i Chile. Dette er hans 3. rejsebrev til Informations læsere. Øvrige kun læses 11. og 12.-13.dec.
