Læsetid: 4 min.

To på kro

12. december 1998

DEN DYBETALLERKEN
Jeg elsker at være på biltur. Når man ikke har bil til hverdag, er det en stor oplevelse at undersøge handskerum, justere sæder, rulle vinduerne op og ned og finde den helt rigtig plads til kort, madpakker, frugt, køkkenrulle osv. Alle behov skal jo kunne opfyldes i farten.
Et halvt nyslagtet lam til afhentning på Lolland var denne gang anledningen til en tur med omveje i lejet bil...
I den sene eftermiddags novembermørke kørte vi ud af byen med kurs mod Holbæk-egnen. Første stop var Sonnerupgaard Gods (tlf. 46 40 95 31) en kombineret hotel- og kursus-ejendom, der ligger i Hvalsø Skovområde. Dér havde vi bestilt overnatning, men ikke middag.
Middagen var henlagt til Jan Petersens Elverdamskro tlf. (59 18 50 72), ca. 10 km derfra. Elverdamskroen har endnu ikke overnatningsmuligheder, men da vi bestilte bord henviste man til Sonnerupgaard som et godt natlogi i nærheden.
Derfor stod vi nu midt på Sonnerupgaards kæmpe gårdsplads og mærkede den silende regn, der nok havde holdt vindusviskerne travle på vejen, men som ved nærkontakt forkom decideret pågående. Der er ret mørkt ude på landet, især når der er slukket for stjernerne. Vejrudsigten havde ellers lovet vinterens første sne den weekend, og jeg havde taget min pelshat à la 'mongolsk grænsevagt i dameblad' med. Sydvest og regnfrakke havde nok været mere passende. Men inde var der lunt og tørt, og vores værelse oppe på kvisten viste sig at være en hel lille suite med både entre, badeværelse, stue og soveværelse. Der var meget fint, ikke smukt, men hyggeligt som i et godt gammelt sommerhus, hvor en blomstret cretonne- sofa også passer...
Elverdamskroens krostue er meget stor, og den var da heller ikke fyldt den fredag aften. Men et selskab på 16 og et par besatte borde ud over vores, møblerede fint med stemmer og klirren med bestik. Stilhed i en restaurant er der ikke meget ved. Lokalet er nydeligt istandsat, ikke for meget 'kro-pussenusseri' og alligevel nok - og stilsikkert nok - til at yde den gamle landevejskro retfærdighed.
Man spiser godt på Elverdamskroen, rigtig godt. Der er noget velsignet gammeldags fransk over madens tilsnit. En nedkogt og passeret grundighed, som man sjældent møder uden for de storbyer, hvor konkurrencen selvsagt byder den.
Manden fornøjede sig med en, som han sagde, ualmindelig god Dry Martini. Og han hopper jo som bekendt ikke på hvad som helst... Selv startede jeg med et glas Bonnezeaux, der var valgt, fordi den med sin sødme passede til den terrine af foie gras, vi begge havde valgt at fange an med, og fordi den samtidig havde syre og frugt nok til at gi' den som aperitif. For mit vedkommende var foie gras'en, denne vidunderlige kaloriebombe, udtryk for ren ubændighed. Jeg havde nemlig også sat mig på den såkaldte Elverdams Menu. Den bestod af en mørk og vidunderlig hummercremesuppe med armagnac og hummerkød til forret, en saftspændt stegt skovdue (brysterne) med svampesalpicon (svampe i småstykker svøbt i tæt og karamelagtig sauce) og confitsauce (kogt på resterne af duerne og andet godt) til hovedret. Og en crème au caramel med ingefæris til dessert. Oh, hvor var den også god!
Til tider er Manden lidt småttærende - især når han er ude. Måske er det udtryk for hans kvindelige side. Hvad ved man. I hvert fald var en pocheret sprængt poussin med vinterurter og sellericreme alt, hvad han havde lyst til ud over den nævnte forret. Begejstringen over det lille kræ, de gode urter og saucen (sellericremen) ville ingen ende tage. I bedste forstand smagen af omsorg, varme og hjemlig mad.
Vi delte en flaske Bandol, Château la Rouvière Rouge, 93, fra Bunan og fik den kyndige vintjeners anerkendelse. Dog var han mest fornøjet ved at skænke den for fruen og duen, for som han sagde, her passer den som hånd i handske. Til den sprængte poussin kunne man være nået højere med en hvidvin...
Efter to gange kaffe og avec til manden til satte vi os ind i den samme taxi, som havde bragt os (Saaby Taxa tlf: 46 49 98 98).
Man sover godt og længe på landet. Udover stilheden havde et trist mørke af regnvejr nok også lidt indflydelse på sengeglæden. Men min nysgerrighed over for pludselig hundeglam og horn fik mig ud af fjerene. På parkeringspladsen neden for vore vinduer stod grønne mænd med hatte forsamlet. Et mandligt jagtselskab med enkelte damer - det var dem med læbestift. Man burde købe sig nogle aktier i den grønne oilskinsbranche. Den er der penge i, tror jeg. Kun de orange bånd om hovedtøjet faldt uden for. Den har dog nok vist sig at være hensigtsmæssigt, da flokken efter megen trutten og gøen delte sig i tre skydeglade hold. Når haglene falder i byger, er det ikke altid nok at råbe, at man ikke er en fasan.
Vi nåede morgenmadsbuffeten på falderebet. Den var, som sådan nogle ofte er. Man får mad og dermed markeret, at en ny dag allerede er i fuld gang. Sådan er det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her