Læsetid: 6 min.

Tre modersmål søger et fædreland

29. december 1998

I Algeriet taler man fransk, berbisk og arabisk i en lokal variant. Men man må kun tale klassisk arabisk for magt-haverne. En kultur-kamp, der koster menneskeliv og - kultur

SPROG
"Et folk kan kun virke gennem sin sproglige og kulturelle arv."
Waciny Larej arabisksproget forfatter fra Algeriet

Franskmændene var ikke vægelsindede, da de forsøgte at forfranske Algeriet i koloniperioden 1830-1962. Forvaltningen blev formet efter fransk mønster, og administration og undervisning blev fransksproget. Landet kom derfor ud af kolonitiden og den blodige frihedskamp med tre sprog: arabisk, berbisk og fransk.
Selv om det måske havde været oplagt for den unge nation at betragte fransk som et dyrt erhvervet krigsbytte, da kolonimagten i 1962 forlod landet, besluttede Den Nationale Befrielsesfront, at arabisk skulle være landets nye og eneste nationalsprog.
Men den sprogudgave, der blev valgt, var ikke den variant af arabisk, der taltes i Algeriet, og som havde overlevet koloniherredømmet inden for privatliv og moskeer, om end på kulturelt vågeblus.
De nye herskere dekreterede, at nationalsproget var klassisk arabisk, det vil sige den variant, Gud valgte til Koranen, og som afviger betydeligt fra det algeriske hjemmesprog. Sprogdekretet blev udstedt, uden at der først havde været debat om, hvad national kultur er, og hvilken rolle et sprog spiller i den sammenhæng.
I den tid, der er forløbet siden uafhængigheden har arabiseringen været et genkommende politisk emne, hvor magthaverne blandt andet har fremmet arabiseringen i et forsøg på at legitimere sig selv. Ved officielt at bekæmpe fransk har de villet betone deres nationale sindelag og samtidig fremhæve deres islamiske tilhørsforhold ved at prioritere arabisk.
Uanset denne officielle arabiseringspolitik har fransk dog bevaret en fremtrædende status. Det franske sprog er i brug inden for regerings- og statsapparatet selv, og det bruges navnlig inden for en række økonomiske sektorer (for eksempel finansverdenen). Desuden er det levende i kulturproduktionen.

Araberne hårdest ramte
Sprogproblematikken har siden Algeriets uafhængighed givet anledning til gentagen uro, for eksempel under den berbiske kulturmobilisering i begyndelsen af firserne. Og sprogforholdene er skrevet langt ind i den tragiske udvikling, der har fundet sted i Algeriet siden januar 1992, ikke mindst fordi islamisterne (fundamentalisterne) på deres side har udformet en specifik version af arabiseringen.
Spændingerne er yderligere blevet skærpet med den nye sproglov, der har været gældende siden den 5. juli 1998, og som formelt fuldfører arabiseringen, idet den foreskriver klassisk arabisk som eneste sprog for administration, erhvervsliv, undervisning og foreningsliv. Dog har den højere undervisning en frist til år 2000.
Men uanset den officielle entydighed er situationen fortsat, at Algeriet har tre levende sprog.
De frankofone udgør stadig det største fransksprogede samfund uden for Frankrig, og berberne, der tæller mellem en fjerde- og en femtedel af landets befolkning, er utrættelige i deres forsvar for berbiskheden, ikke mindst efter at den radikale sproglov er trådt i kraft.
Hertil kommer naturligvis, at de arabisktalende, som udgør det store flertal af befolkningen, stædigt taler deres modersmål, den algeriske variant af arabisk.

Mange dødsofre
Der er kræfter, som kæmper for, at den flersprog-lige/flerkulturelle realitet erkendes som landets identitet, og at der åbnes mod verden udenfor. Men den kulturkamp, disse kræfter fører, er ikke uden omkostninger. Der kan opregnes en lang række dødsofre blandt kulturpersonligheder og intellektuelle, som har gjort sig til talsmænd for en tværkulturel dialog og større åbenhed udadtil, og som utilsløret har fremført kritik af den kulturpolitik, borgerkrigens hovedansvarlige søger at fremme med voldelige midler.
Ofrene findes inden for alle tre sproggrupper, og de tælles ikke mindst blandt dem, for hvem skriften er virkefelt. Det er derfor naturligt, at en del af den algeriske kulturproduktion finder sted i eksil, navnlig i Frankrig. Det gælder især skønlitteraturen.
Hertil kommer, at de praktiske forhold har gjort det sværere og sværere at udgive skønlitteratur i Algeriet. Dels er en række forlag ophørt med at eksistere, dels er vægten i udgivelserne blevet forlagt til teknisk og religiøs litteratur.
Navnlig er de arabisksprogede forfattere ramt, hvilket for så vidt er paradok-
salt, magthavernes officielle sprogpolitik taget i betragtning. De kan eventuelt publicere i Libanon, hvilket der er en gammel tradition for, men situationen er vanskelig. Ja, den kan endog være så paradoksal, at en arabisksproget forfatter først får en fransk oversættelse af sin bog udgivet i Frankrig, hvorefter han finder et forlag til den arabiske udgave - i Tyskland. Det gælder eksempelvis romanforfatteren Waciny Larej.

Aktion litteratur
Den fransksprogede del af den algeriske skønlitteratur har haft bedre vilkår, når det gælder udgivelse. De franske forlag har været ret åbne over for denne litteratur, og bøgerne kommer i en jævn strøm. Men det er fortsat et smerteligt spørgsmål, hvor stor en læserskare de når frem til i selve Algeriet. Derfor er det værd at omtale et ret ene-stående forsøg, som er gjort på at formidle litteratur mellem Frankrig og Algeriet og mellem fransk og arabisk. Det pågældende forsøg er gjort af et månedsskrift, Algérie Littérature/Action, der er vægtigt, både hvad angår kulturel vilje og antal trykte sider. Det har adresse i Frankrig, og det har eksisteret i godt et par år. Tidsskriftet har netop indledt et nyt fremstød i selve Algeriet.
Personerne bag Algérie Littérature/Action er Aïssa Khelladi og Marie Vitrolle, og sigtet har i første række været at præsentere samtidig algerisk litteratur. Tidsskriftet har ikke blot været præ-sentationsramme for nyere forfattere, der allerede har udgivelser bag sig (Kateb Yacine, Assia Djebar, Tahar Djaout, Rachid Mimouni, Jamel Eddine Bencheick, Malika Mokeddem m.fl.). Det har også været springbræt for en række debuterende skribenter, og det har bidraget til at bringe mindre kendte forfattere frem i lyset (f.eks. Aziz Chouaki, Waciny Larej, Maïssa Bey og Aïssa Khelladi selv).
Ud over skønlitterær prosa og poesi byder skriftet på bog-anmeldelser, forfatterportrætter, kunstreproduktioner, fotoer og filmkritik. Marie
Vitrolle understreger i en samtale, at selv om tidsskriftet er fransksproget, arbejdes der på tværs af fransk og arabisk.
Således sikres der ikke blot omtale af arabisksprogede forfattere, men i enkelte numre er der også offentliggjort hele romaner, som er blevet oversat på tidsskriftets foranledning (f.eks. Waciny Larej, Merzac Bagtache og Abdelhamid Benhedouga).
Længere ude i virkefeltet ligger den berbiske kulturudfordring. Den er taget op, blandt andet ved trykning af en række fortællinger fra det berbiske Kabylien og ved uddrag af Rebelle, bogen af den myrdede sanger Matoub Lounès, på fransk og tamazigh (berbisk).

Til læserne i Algeriet
De to hovedpersoner bag månedsskriftet står ikke isoleret med deres kulturaktion. Bag dem er der en støttegruppe, som tæller en række franske og algeriske kulturpersonligheder (f.eks. filosoffen og sociologen Pierre Bour-
dieu, forfatteren Jean Daniel, filosoffen Jacques Derrida og forfatteren Mohammed Dib). Udgivelsen støttes økonomisk af de franske myndigheder. Blandt andet ydes der midler fra en fond, der skal fremme aktioner af social art i immigrantmiljøet.
Det er næppe overraskende, at tidsskriftet betragtes som relevant for dette miljø, eftersom personer med algerisk tilhørsforhold udgør en fremtrædende del af denne befolkningsgruppe i Frankrig.
Men den målgruppe, som Algérie Littérature/Action higer efter at nå, er læsere i Algeriet. Der blev taget et væ-sentligt skridt i denne retning i sommeren 98, hvor det lykkedes tidsskriftet at opnå de algeriske myndigheders tilladelse til at åbne en filial i Alger.
Den praktiske del af denne nye etape blev realiseret i oktober, og der satses nu på, at det gennemsnitlige oplag i Algeriet kommer til at ligge betydeligt over det franske. Men som redaktør Marie
Vitrolle har udtrykt det, "er der blot tale om, at de algeriske forfattere sendes hjem til fædrelandet."

*Tidsskriftets adresse:Algérie Littérature/Action
103, Bd. MacDonald
75019 Paris
Tlf. og fax: 01 40 33 11 21

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her