Efter Tansu Çillers afvisning har Bülent Ecevit kun chancen for at danne en flertalsregering, hvis han lukker islamisterne ind i varmen
Tyrkiet har haft fem regeringer i de seneste tre år, og nu ledes der med lys og lygte efter en sjette, der kan lede landet frem til valget i april næste år.
Men Bülent Ecevit, der som leder af det lille Demokratisk Venstreparti har fået til opgave af præsident Suleyman Demirel at danne en regering, er løbet ind i store problemer.
Onsdag meddelte den tidligere ministerpræsident, Tansu Çiller, at hendes Den Rette Vejs Parti ikke ønskede at indgå i en koalition med Ecevit og hendes ærkerival Mesut Yilmaz' konservative Moderlandsparti.
Dermed synes en aftale om en mindretalsregering mellem Yilmaz og Ecevit at tegne sig i horisonten.
"Vi har fuld tillid til Ecevit, og vores støtte er ubetinget," sagde Yilmaz, der er på vej til at forlade posten som ministerpræsident.
Han sad ellers indtil nu i regering sammen med blandt andre Ecevit, men den tredje koalitionspartner, Det Republikanske Parti, trak sig ud, og da der bagefter kom en række korruptionsskandaler, måtte regeringen slippe tøjlerne i utide. Efter Çillers afvisning er Ecevits eneste chance for at danne en flertalsregering at lukke det islamistiske Dydens Parti ind i varmen. Partiet - som før hed Refah (Velfærdspartiet) og siden blev forbudt under det navn - er det største i parlamentet. Men Ecevit ønsker ikke islamisterne ind i sin eventuelle regering.
Det gør til gengæld Tansu Çiller, der hellere ser en større regering med flere partier.
"Hvis dette er demokrati, hvorfor inkluderer vi så ikke Dydens Parti? Det bliver udelukket," sagde Çillers talsmand, Mehmet Golhan, til avisen Hürriyet.
Blandt årsagerne til Ecevits tøven over for islamisterne er, at militæret - som har meget at sige i Tyrkiet - ser dem som en fare for landets sekularisme og stabilitet.
Hvis ikke det lykkes partilederne at danne en regering inden nytår, har præsident Demirel muligheden for at opløse parlamentet og nedsætte en midlertidig regering, der skal lede landet frem til valget.
Tyrkiets mest indflydelsesrige erhvervsorganisation advarede i går politikerne mod at tillade, at landet skal køres frem til april uden en effektiv regering.
"En regering, som skal bruge de næste fire måneder på at forberede landet til valg, vil være en ekstrem luksus for os," sagde Muharrem Kayhan, der er formand for Tyrkiske Industri- og Forretningsfolks Sammenslutning, i en tale, der blev refereret af nyhedsbureauet Reuter.