Er tyske film ikke tunge og kedelige? Tro om igen. Både kommercielt og kunstnerisk oplever tysk film i disse år en renæssance, som afspejler sig i Glorias tyske filmuge, der starter i dag
TYSK FILM
Tyske film er noget danske børn tvangsindlægges til at udholde, når gymnasie-tysklæreren mener, at eleverne har fortjent et underholdende, men samtidig lærerigt afbræk i den ellers så spændende gennemgang af konjunktivens fortræffeligheder. Men prøv at foreslå kæresten at se en tysk film i biffen fredag aften, og man kan godt begynde at filosofere over din nyvundne singlestatus.
Fra i dag har man takket være Gloria- og Øst For Paradis-biografernes tyske film-uge den sjældne mulighed for selv at få konstateret, at tysk film i 90'erne faktisk er meget anderledes end man troede.
Nye toner
Den tyske film oplever i disse år et rungende boom. Tysk film er ikke længere intellektuelle, psyko-sociale bearbejdninger af den traumatiserede tyske Volksseele, som man kender det fra de seneste tre årtier. En ny generation af unge selvbevidste filminstruktører og skuespillere har lagt historien bag sig, punkteret den tyske filmtraditions elitære selvopfattelse og vendt årtiers tysk filmkrise til en gevaldig kommerciel succes.
De gennemtærskede temaer som nazisme, efterkrigsfortrængninger, terrorisme er blevet afløst af bredt appellerende og umiddelbart vedkommende hverdagshistorier om parforhold og kønskamp i det postmoderne storbyliv. Nu kunne man sagtens indvende, at disse temaer kan spores mange steder i den tyske filmhistorie, måske især hos efterkrigstidens største tyske filmkunstner, Rainer Werner Fassbinder. Jo, men det er i den filmiske tone, at det egentlige opgør med den tunge tyske 'Autorenfilm' har fundet sted. De nye film er alle præget af en lethed og en legende fortællelyst, der appellerer til et ungdommeligt publikum.
Hollywood på tysk
Tyskerne selv kalder denne bølge af film, der har domineret det nationale filmmarked gennem et halvt årti, for Beziehungskomödien, relationskomedier. Den følsomme Mand, der som den eneste tyske film i 90'erne blev en lille kult-succes i Danmark, er et godt eksempel på genren.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om nyskabende film, der gør en større forskel rent kunstnerisk.
Det er i realiteten amerikanske komedier oversat til tyske forhold - om man vil. Størstedelen minder om en typisk Meg Ryan-komedie, et charmerende let mellemmåltid, en Kinder Mælkesnitte, lækker indpakning, letfordøjelig og uden alt for megen substans. New York er udskiftet med München eller Berlin, Ryan hedder Riemann og dramaturgiske uforudsigeligheder optræder med samme frekvens som humor i en Bergman-film.
Men disse prædikater skal forstås positivt. Publikum strømmer i biffen, nye monstrøse high-tech-templer i form af de såkaldte Cine-maxx-biografer skyder op overalt fra Flensborg til Schwarzwald, og hele industrien oplever et veritabelt film-boom. At prøve at imitere den amerikanske succesformel er måske ikke vanvittigt originalt, men det var akkurat, hvad den fossilerede tyske filmbranche havde brug for, hvis den skulle reddes.
Tyskland var op igennem 80'erne det europæiske land, der så flest amerikanske film, og filmbyerne Babelsberg i Berlin og Bavaria i München var tæt på at gå konkurs. Fem år senere produceres der i dag film i et antal, der vækker minder om tysk films storhedstid tilbage i 20'rne, hvor man med de ekspressionistiske stumfilm ikke alene satte den kunstneriske dagsorden i filmverdenen.
Der er for øjeblikket 56 tyske film under forberedelse og 20 nye film i den afsluttende redigeringsfase. Tyskland nærmer sig dermed hastigt Frankrig som Europas mest produktive filmnation.
Lola løber efter Oscar
Den forøgede aktivitet har kunstneriske bivirkninger. Mainstream-bølgen har åbnet for de finansielle sluser hos investorerne og skabt et parallelt opsving i antallet af kvalitetsfilm, der spekulerer i mere end ren kommercialitet. Derfor har det tyske filminstitut for første gang i flere årtier haft flere kvalificerede emner til en Oscar-indstilling som bedste ikke-amerikanske film.
Valget stod i sidste ende mellem to vidt forskellige film: Joseph Vilsmaiers autentiske historie om 30'rnes verdensberømte tyske a cappella-ensemble Comedian Harmonists - en slags til forløber til nutidens feterede boy-bands som Take That - og deres skæbne under nazismen.
Den anden kandidat Lola rennt er købt til Danmark og kan således forventes i en eller flere danske biografer til foråret. Filmen fortæller en miniaturehistorie om kærlighed og død, spundet over en af de levende billeders aller-enkleste præmisser, et menneske i bevægelse. Herhjemme kender vi det simple men yderst effektive narrative kneb fra Nicolai Winding
Refns debutfilm Pusher.
Lola har 20 minutter til at skaffe 100.000 DM for at redde sin vens liv. Så derfor render Lola. Denne ene episode fortælles tre gange fra tre forskellige synsvinkler og med tre forskellige plotforløb. Lola rennt er et katalog i visuel opfindsomhed og finurlig fortælleglæde, og symptomatisk for tysk films nye ansigt var det da også Tom Tykwers eksplosive Lola, der løb med indstillingen som Tysklands bidrag på bekostning af Vilsmaiers gribende men mere konventionelle nazisme-lignelse.
Med Lola rennt, der er blevet en stor salgssucces på internationale filmfestivaler, kan den berlinske instruktør Tom Tykwer se tilbage på tre publikum-fuldtræffere på stribe, og sammen med navne som Sönke Wortmann, Katja von Garnier, Doris Dörrie, Romual Karmakar, Nico Hofmann, Helmut Dietl og Katja Riemann udgør han den talentfulde kerne af Tysklands nye instruktør-elite.
Det glemte Tyskland
Listen over underholdende tyske kvalitetsfilm fra de seneste tre-fire år, der syd for grænsen har trukket et publikum i biografen på størrelse med amerikanske blockbusters, er lang, men herhjemme er de blevet forbigået i tankevækkende ubemærkethed. Målt på hvilke udenlandske film, der købes hjem til det danske marked, så føler danskerne sig kulturelt tættere knyttet til Asien, Syd-amerika og i særdeleshed Sydeuropa end til vores nabo Tyskland. Det kan ikke udelukkende forklares med, at disse lande simpelthen laver langt bedre film end Tyskland. Hvis film-indkøberne fik øjnene op for de gode tyske film, som man gennem de seneste år f.eks. har gjort det med asiatiske film, kunne der sikkert skabes en bred interesse eller en trend for tyske film. Hvorfor fik danskerne aldrig fornøjelsen af Helmut Dietls romantiske satire over filmmiljøet Rossini? Ville det danske publikum ikke have elsket Nico Hofmanns blændende storby-ballade Solo für Klarinette eller hans store gennembrud fra 1995 Der Sandmann? Hvad med Karmakars rystende seriemorder-portræt Der Totmacher eller årets film 1996 i Tyskland Schlafes Bruder, for slet ikke at tale om Comedian Harmonists eller en af Sönke Wortmanns skæve romantiske komedier.
Vores store sydlige nabo med sin prangende kulturhistorie og sit enorme reservoir af kunstnerisk talent er som filmland for de fleste danskere et aldeles ukendt eksotikum - bortset fra amerikanske action-kolosser som Independence Day, Godzilla eller In the Line of Fire instrueret af de tyske Hollywood-overløbere Roland Emmerich og Wolfgang Petersen. Og størstedelen af de sidste trofaste Wim Wenders-fetichister, der som programmerede Arte-kunder blindt går ind og ser mesterens nyeste opus hvert 5. år, betragter nok mere Wenders som en europæisk instruktør med tilknytning til fransk art-cinema end noget så usofistikeret som en tysker fra Düsseldorf!
Højdepunkter
Den tyske filmuge i Gloria i København samt i Øst for Paradis i Århus er koncentreret om nogle af de bedste og mest overraskende publikumssucceser fra de foregående to år: Thomas Jahns low-budget kultfilm Knockin' on Heavens Door med Tysklands førende superstar Til Schweiger i hovedrollen er en charmerende, vittig og underholdende road-movie. Og sidste års internationalt meget roste Jenseits der Stille af debutanten Caroline Link er et følsomt drama om en piges identitetskamp i skyggen af sine døve forældre og opnåede en fortjent Oscar-nominering. Også titler som Das Leben ist eine Baustelle eller Bandits er værd at tjekke.
Tilbage i de første årtier af århundredet havde Tyskland og Danmark et kunstnerisk og kommercielt florerende samarbejde omkring det nye fascinerende medie: Film. Danskere elskede de tyske film, som var de vores egne, og de på dette tidspunkt stadig stumme skuespilleres stjernestatus var ikke knyttet til nogen nationalitet - vi beundrede dem for det, de var på lærredet.
Det skal blive interessant at se, om tysk films opblomstring i slutningen af århundredet kan føre til, at historien gentager sig i det nye århundrede. Så man med ro i sindet kan invitere én man holder af ind at se en tysk film. Auf Wiedersehen im Kino.
Frank Unger er cand. mag og freelancejournalist
