Læsetid: 7 min.

Tyskland vil ud af skammen

7. december 1998

Et nyt, selvbevidst Tyskland er ved at manifestere sig. Nazi-tidens forbrydelser er historie og den nye kansler tror på 'Tysklands styrke'

"Tyskerne vil aldrig tilgive jøderne for Auschwitz."
Zvi Rex, israelsk psykoanalytiker

BERLIN - Blandt skeletterne i det mørke, tyske skab står en kølle. Hvem som helst kan hente den frem og true sin modstander med den. Det er Auschwitz-køllen.
Om det er militærnægtere, flygtningevenner eller abortmodstandere for ikke at tale om amerikanske advokater eller resten af verden - alle kan med henvisning til naziregimets forbrydelser for mere end 50 år siden svinge Auschwitz-køllen; og den er meget anvendelig, for køllen kan knuse de fleste modargumenter.
I de sidste to uger er Tyskland begyndt på - endnu - en opslidende diskussion om Auschwitz-køllen, Holocaust, naziregimets forbrydelser og det tyske folks skam.
Men lad os begynde med begyndelsen: Som ved skæbnens ironi flammede diskussionen op efter en fredspris-tale.

Provokerende takketale
Under årets bogmesse i Frankfurt i oktober modtog den 71-årige forfatter Martin Walser de tyske boghandleres pris, Fredsprisen. Den ansete pris på 25.000 D-mark er tidligere gået til personligheder som Albert Schweitzer og Vaclav Havel, og traditionen kræver, at prismodtageren holder en takketale, der skal være noget særligt.
Den oratorisk begavede Walser valgte at tale om begrebet samvittighed, og tog - efter et let tilløb - fat på Auschwitz og den uforgængelige tyske skam:
"Intet menneske, der kan tages alvorligt, benægter Auschwitz, intet endnu tilregneligt menneske ordkløver om grusomhederne i Auschwitz, men når jeg hver eneste dag i medierne bliver foreholdt denne fortid, mærker jeg, at noget i mig væger sig mod denne evige fremstilling af vor skam.
I stedet for at være taknemmelig (...) begynder jeg at kigge væk. Når jeg mærker, at noget inden i mig væger for sig, forsøger jeg at afkode bebrejdelserne (...) og jeg er næsten glad, når jeg mener at kunne opdage, at ofte er ikke mindet - det ikke at måtte glemme - motivet, men instrumentaliseringen af vor skam til brug for nutidige formål. Altid gode formål. Men alligevel en instrumentalisering."
Talen blev mødt med stående bifald.

'Åndelig brandstifter'
Men blandt de mange prominente tilhørere den dag i Frankfurt var også lederen af det jødiske samfund i Tyskland, Ignaz Bubis. Han mistede sin familie i koncentrationslejrene og lever selv under politibeskyttelse. Trods de store personlige omkostninger har han gang på gang prist den tyske republiks politiske modenhed. Men talen i Frankfurt var Bubis for meget. Han kaldte Walser en 'åndelig brandstifter', der uden at vide det går højreekstremisternes ærinde.
Herefter kom Hamborgs tidligere borgmester Klaus von Dohnanyi (SPD), hvis far blev henrettet for nazi-modstandsarbejde og som derfor burde være hævet over enhver moralsk mistanke, Walser til undsætning:
"Alt for ofte forsøger andre at vinde fordele ved at slå på vor samvittighed," mente han og spurgte i sit indlæg Bubis, hvad jøderne mon ville have gjort, hvis nazisterne kun havde udryddet handicappede, homoseksuelle og sigøjnere.
Så var det alle mod alle.

Masseytringer
Intellektuelle, kulturpersonligheder og lederskribenter ytrer sig hver eneste dag i disse dage i metervis af avisartikler om begrebet skyld, pligten til at føle skam - og om Walsers mod til at sige det, mange tænker, eller påvise at han tager fejl.
>Denne (Walsers, red.) form for vægring mod noget, der skaber lidelse, noget der derfor må fjernes, er et tegn på menneskelig umodenhed," noterede Viola Roggenkamp i den jødiske Allgemeine Jüdische Wochenzeitung, mens forfatterinden Monika Maron i Die Zeit spurgte:
"Jeg ryster en smule nu, da jeg forsvarer ham (Walser, red.). Hvorfor? Hvor lever jeg da, siden jeg må frygte at sige det, jeg tænker?"
Landets øverste moralske autoritet, tidligere forbundspræsident Richard von Weit-zäcker forsøgte at stoppe debatten ved at sige, den er farlig. Men det har ikke hjulpet.
Diskussionen om den tyske skyld har nemlig langt videre perspektiver end blot Det Tredje Rige og pligten til kollektiv skam, for den afslører, at brede dele af befolkningen ikke vil påtvinges skammen for andres forbrydelser mere.
Det er langt fra første gang, den nyere tyske historie bliver endevendt. Så sent som for to år siden, da amerikaneren Daniel Goldhagen udgav sin bog om Hitlers velvillige hjælpere (det tyske folk) blev landet tvunget til at erkende den brune fortid. Og man kan på ingen måde hævde, at Hitler-tiden ikke bearbejdes i medierne. Der går sjældent en tv-aften uden Anden Verdenskrig og nazisternes forbrydelser bringes frem.
Men denne gang er alligevel anderledes. Denne gang er det ikke en diskussion om forbrydelserne eller deres omfang: Nu drejer det sig om, hvad historien kan bruges til i nutiden. Og også omstændighederne er ændret. I løbet af de to år, der er gået siden udgivelsen af Goldhagens bog, er Tyskland grundlæggende forandret.

Har taget opgøret
Med regeringsskiftet er efterkrigstids-generationen kommet til magten. Hvor den tidligere kansler Helmut Kohl i kraft af sine oplevelser som ung under krigen følte sig forpligtet til at sone den tyske skyld - bl.a. ved at fremme den europæiske integration for dermed at sikre freden - føler den nye generation af politikere, at de har taget deres opgør med fortiden.
Var det måske ikke dem, der under ungdomsoprøret tvang forældregenerationen til endelig at se sine fortrængninger fra 30'erne og 40'erne i øjnene? Utallige var de sammenstød, der i de år fandt sted i tyske hjem mellem forældre og børn: Hvor var du? Hvad lavede du?
Rote Armee Fraktion drev dette opgør ud i sin yderste konsekvens ved at bygge sin eksistensberettigelse på en antagelse om, at Vesttyskland blot var Det tredje Rige i forklædning.
Da Helmut Kohl (årgang 1930) blev kansler, regnede han med, at verden var klar til at slå en streg over den tyske skyld. Under sit officielle besøg i Israel (1984) talte han om 'den sene fødsels nåde'. Det var en skandale - og det skulle blive værre endnu, da det blev afsløret, at Kohl i sin delegation havde taget en gammel nazist med til Israel, eller da Kohls talsmand, den tidligere Bild-chefredaktør Peter Boenisch, sagde de selvmorderiske ord:
"Vi vil ikke glemme Auschwitz, vi må ikke glemme Auschwitz (...). Men man må heller ikke instrumentalisere Auschwitz til formål, der tjener dagens politik."

Tysklands styrke
Kritikken var øredøvende. At verden endnu ikke var rede til at tilgive, stod klart for Kohl, og han begyndte på arbejdet for et Holocaust-mindesmærke i Tyskland.
Kohls værste kritikere kom fra den yngre generation, 68-generationen. 'Den sene fødsels nåde' ville de ikke tilstå ham - den havde de reserveret til sig selv.
Ved sin tiltræden sagde kansler Gerhard Schröder de - for en tysk leder - næsten utænkelige ord "fordi vi tror på Tysklands styrke." Selv om ordene var møntet på det kommende politiske arbejde, skal man kigge mange år tilbage i historien, før nogen tysk fører vovede at tale om tysk styrke, men for Schröder føles det helt naturligt.
Hvad den højreradikale NPD-kandidat Thorsten Kowalski i september i år kun kunne sige under politibevogtning under en demonstration i Rostock: "Tyskerne behøver ikke at have dårlig samvittighed mere," er i løbet af et par måneder blevet et alment acceptabelt synspunkt.
Tyskland er ved at forvandle sig til en selvbevidst nation, som med Schröders ord "ikke er noget andet land underlegent, eller overlegent." Et 'normalt' land som ikke behøver gøre afbigt for tidligere tiders forbrydelser - bl.a. ved at betale ekstraordinært store beløb til EU eller opretholde en lempelig asylpolitik.
"Båden er fuld," har den nye indenrigsminister Otto Schily sagt om indvandringsspørgsmålet. Den 66-årige Schilly er tidligere medlem af De Grønne og forsvarsadvokat for RAF-terrorister.
Og om det nu virkelig var tidsnød, som Schröder sagde, eller et tegn på den ny selvbevidsthed glimrede kansleren ved sit fravær ved markeringen af 80-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.

Et glad monument
Tilbage til Holocaust-monumentet: Et af de udtryk for en instrumentalisering af skammen, som Martin Walser pegede på i sin fredspris-tale, er Holocaust-monument, som efter planen skal bygges i Berlin. I 10 år har diskussionen om udformning og placering af monumentet bølget i den offentlige debat. Med den ny generations indtog på den politiske scene, har debatten fået en anden tone.
Schröder går ind for monumentet, siger han, men han ønsker ét, "hvor man kan lide at komme."
Med Walser har modstanden mod monumentet endelig fået et samlingspunkt. Hvor det før var svært at argumentere mod den moralsk rigtige tanke, er det nu blevet et spørgsmål om påtvunget skam. Videregivelse af skam. Og faren for at monumentet slet og ret kan bruges til at plage tyskerne til evig tid.
"Godt, byg det," smælder ugemagasinet Spiegels udgiver Rudolf Augstein, " skab et samlingssted for alle slags hooligans i Berlin. Byg en monumentalt, kunstnerisk omstridt, stenørken, 'der bliver overpisset og oversprayet, som (...) forfatteren Johannes Mario Simmel forudsiger'." Augstein forudser at Tyskland med et hærkærksramt mindesmærke vil få prygl i verdenspressen hvert år i syv generationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu