Jeg vil gerne bede justitsministeren bekræfte, om det er rigtigt, når jeg opfatter det sådan, at den trufne beslutning giver sikkerhed for, at al politisk registrering nu ophører, at det indsamlede materiale tilintetgøres, og at der i fremtiden kun bliver tale om registrering af personer, der sigtes for ulovlig virksomhed.
Svend Haugaard (MF for R) under Folketingets åbningsdebat, oktober 1968
DET VAR EN radikal festdag, da Folketinget åbnede den første tirsdag i oktober 1968. Det Radikale Venstre havde ved valget i januar 1968 mere end fordoblet sit stemmetal. 427.000 vælgere havde blæst den tillidsvækkende, tidligere kolonialdisponent Hilmar Baunsgaard og 26 af hans radikale fæller ind på Christiansborg.
De radikale var blevet statsministerparti og skulle naturligvis sætte et solidt fingeraftryk på regeringens politik - også på et område, hvor de frisindede radikale ofte kom i konflikt med de benhårde antikommunister hos de tidligere regeringspartnere i Socialdemokratiet og hos de nye i Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Det radikale fingeraftryk blev den såkaldte regeringserklæring af 30. september 1968: "Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed".
DISSE TILSYNELADENDE klare ord gjorde den konservative justitsminister Knud Thestrup "mismodig", ved vi fra hans efterladte dagbøger. Men regeringserklæringen var ikke nok for det radikale folketingsmedlem Svend Haugaard. Han ville have justitsministeren til at gå på talerstolen og forkynde det radikale jubelbudskab. Imidlertid var der trods alt grænser for, hvilke ydmygende bodsøvelser koalitionens mindste parti kunne presse dens største til. Knud Thestrup sad tavs - og utvivlsomt mismodig - på sin plads, da regeringschef Hilmar Baunsgaard kortfattet svarede sin partifælle, "at hans opfattelse af det, der er besluttet vedrørende de såkaldte politiske kartoteker, er rigtig".
Uanset de radikales behov for fingeraftryk, var erklæringen konciperet, så den gav mulighed for at "registrere så mange som muligt" samtidig med, at man gav folket - eller altså især landets 427.000 radikale vælgere - "en luns kød". Det har vi nu fra en af regeringserklæringens forfattere, den drevne konceptionist Frank Poulsen, der indtil to måneder inden erklæringens afgivelse var chef for det kontor i Justitsministeriet, der havde PET som sit arbejdsområde.
Frank Poulsen udlægger teksten således, at det lille ord "alene" betyder, at så snart en kommunist lader sig vælge til så meget som afdelingskasserer i DKP-Smørumnedre, udøver han ikke "alene" lovlig politisk virksomhed. Han har også ladet sig vælge til en tillidspost og udsætter sig dermed for mistanke om at tilhøre den DKP-undergrundshær, der står klar til at støtte fjenden den dag, russerne går i land syd for Køge. Han kan registreres.
Jamen - kan man indvende - er det da ulovligt at være kasserer i DKP's lille partiafdeling i Smørumnedre? Spørgsmålet er berettiget og skal ud fra almindelig sund fornuft besvares med et nej. For var det ikke under Den Kolde Krig netop forskellen på os og dem - på de frie, vestlige demokratier og de undertrykkende, totalitære regimer i Warszawapagt-staterne? Hos os i Vesten var det tilladt at være uenig med regeringen.
DEN SLAGS ideelle betragtninger må imidlertid vige ved mødet med en dreven jurist som Poulsen, der ikke alene fra sit virke ved by-, lands-, sø- og handelsretten ved, hvordan man anvender og om nødvendigt bøjer paragrafferne, men også - fra sin tid i ministeriet - hvordan man skriver love og erklæringer af bøjeligt gummi.
Efter 30 år står det altså klart, at afdøde Knud Thestrups mismod var ganske ubegrundet. Alt tyder på, at venstrefløjen - bortset fra de passive, der ikke styrkede kampen i hverdagen, men nøjedes med at støtte VS eller DKP på valgdagen - var registreret på kryds og tværs også efter 1968.
Til gengæld må det give anledning til mismod hos både de registrerede på venstrefløjen og hos Svend Haugaards og Hilmar Baunsgaards arvtagere i Det Radikale Venstre.
Praktisk nok er partiet igen i regeringsposition og kan således gøre sin indflydelse gældende og sikre en mere gennemgribende og ærlig undersøgelse af efterretningstjenesterne end den, justitsminister Frank Jensen har lagt op til med sit lovforslag. jek & ni.
