Læsetid: 15 min.

Uden ondskab i hjertet

29. december 1998

I staten Vermont i USA må kun 'De Gode' bære våben. I Connecticut skal man bare tage et kursus. Information har været på den dødbringende skolebænk hos National Rifle Association

Giv efter for rekylen, ellers vil skuddene ramme for lavt, lige i skridtet. Det er det foruroligende, når en kvinde skal lære at skyde. Man ved aldrig, om hun holder for stramt på pistolen eller prøver at fortælle dig noget...", siger instruktøren Rick Millo og griner. Han har officiel licens fra den magtfulde våbenlobby National Rifle Association (NRA) til at undervise os - 16 mænd og to kvinder, som er på sikkerhedskursus i håndvåben, adgangsbilletten til en bæretilladelse.
Vi sidder på klapstole midt i hans forretning Valley Firearms i Shelton, Connecticut, halvanden times kørsel nord for New York City. Vi er omgivet af montre med revolvere, halv-automatiske pistoler og et væld af smarte skeder, der kan skjule våbnene hvorsomhelst på kroppen.
30-årige Rick Millo står bag disken og ser ud på os, bag ham er væggen tætpakket med giftigt udseende militærrifler og godmodige søndagshaglbøsser med indgraverede ænder. Men vi er der hverken efter rifler, bøsser eller graveringer.
"I er her, fordi I har besluttet jer for at bære våben. For ikke at være ofre. Det er en stor beslutning og til lykke med den. I dag skal I lære, hvilket ansvar det er at kunne tage et andet menneskes liv, lige når det passer jer."
Jeg får øje på, at Rick og hans assistent Brent har deres pistoler siddende i højre side, halvt omme på ryggen.

For de fleste af os startede det med annoncen i ugeavisen Fairfield Weekly: "Få pistoltilladelse på en dag, nyt kursus starter hver søndag 9-17". Der var en rød streg under.
"90 procent af de folk, der vil have våbentilladelse, anskaffer sig en pistol for at kunne forsvare sig," byder Rick velkommen.
Han var hurtig, da jeg ringede i forvejen med et forsigtigt spørgsmål, om det overhovedet var muligt for fremmede statsborgere at få pistoltilladelse - og en pistol naturligvis?
"Du kan søge om våbentilladelse efter at have været i landet 90 dage."
Egentlig var jeg bare nysgerrig, men med den besked blev det på en måde alvor. Nu kunne lade sig gøre at blive bevæbnet.
Hvem ved, hvordan de vil reagere med et ladt våben inde på kroppen, skjult for andre. Hvis jeg først havde muligheden for at blive bevæbnet, lovligt, ville jeg så lade chancen gå fra mig?
16 millioner husstande i USA har ifølge NRA's statistikker besluttet, at det vil de ikke. De har et eller flere håndvåben i hjemmet, og tre millioner af dem er medlemmer af NRA. Men der er forhindringer.
Hver stat har sine egne regler for, hvordan man får tilladelse til et håndvåben. Nogle kræver, at man læser et stykke papir "grundigt", andre at man, som i Connecticut, tager et kursus i elementær sikkerhed. Staten Vermont og nogle få andre har ingen restriktioner. Vermonts lov siger - ordret - at alle, "uden ondskab i hjertet" kan købe et håndvåben.
Undtaget herfra er folk, der er dømt for en alvorlig forbrydelse.
Modsat den almindelige opfattelse i Europa, så er der stadig stater, hovedsaglig i syden, hvor man kan gå ind i en forretning, der svarer til Brugsen, og købe sig en skyder - uden yderligere dikkedarer. I de stater er præsident Clintons højt besungne 14-dages venteperiode dømt i strid med lovgivningen. Dog - i december trådte en ny landsdækkende lov i kraft, som kræver, at køberen tjekkes via FBI og i statens egne kriminalregistre. I de første fire dage af december forhindrede det 400 personer i at blive bevæbnede, ifølge officiel statistik.

Loven er det første emne instruktør Rick slår ned på, efter alle har indfundet sig søndag morgen. Næsten halvdelen kommer for sent, daskende afsted i joggingtøj. Det er trods alt søndag.
"Loven er latterlig," siger Rick efter at have fortalt folk, at i dag skal de lære, hvad der er for og bag på en pistol, og som en "special" vil han fortælle om juraen bag brug af "deadly force" - dødbringende magtanvendelse.
"Loven er latterlig, fordi den lægger restriktioner på jer, der er de gode. Hvorfor bliver den her pistol mindre farlig af at have ti skud i magasinet i stedet for 20? Folk, der kan forvente at ryge mellem ti år og livstid i fængsel for overhovedet at have et våben, tror I, at de bekymrer sig om det?"
Rick tror det ikke. Han siger, at flere af de våben, der er blevet forbudt, er blevet det, fordi "de ser farlige ud".
"Langt de fleste af jer kommer aldrig til at affyre jeres våben uden for skydebanen, jeg har aldrig gjort det - hvorfor skal I skifte magasin i en situation, hvor den pistol skal redde jeres liv? Det giver ikke mening."
Rick er en slank, middelhøj mand i trediverne, hans mørke hår er grånistret, ansigtet lidt spidst og han synes i det hele taget ikke af meget, når han står bag disken. Men hans autoritet åbenbarer sig lige så snart, han begynder at undervise og håndtere våbnene med rappe, vævre bevægelser.
"For det første," forklarer han. "Folk, der ikke er vant til at have med pistoler at gøre, er vanvittigt farlige med et våben i hånden. I må aldrig have våben liggende fremme, og hvis I har, så må de aldrig være ladte. Jeg ved godt, at nogle af jer har børn, og så er det selvfølgelig ikke noget problem, overhovedet! hrm hrm, I har dem altid låst inde."
Rick holder en kunstpause, så det lige kan trænge ind. Så kigger han lidt væk og beslutter sig for at sætte trumf på.
"Mens jeg var ungkarl, havde jeg tit en lille automatisk pistol liggende på mit skrivebord. En aften samlede en af mine venner den op og sagde, hey er den rigtig? Jeg vidste, at den var ladt, men før jeg kunne nå at sige noget, pegede han på mig og trykkede af. Jeg nåede lige at tænke: Så Rick, nu kommer du til at betale prisen for, at den ligger og flyder. Mit hjerte faldt 20 etager."
Rick har fat i folk, de sidder og niver sig i låret og gnubber håndfladerne frem og tilbage på joggingbukserne.
"Heldigvis, og det var et tilfælde, var der ingen patron i kammeret. Men den historie siger alt om, hvordan folk, der ikke selv har våben, reagerer. Og hvordan børn reagerer. De gør, hvad de har set på film, og hvad gør man med en pistol? Man peger på nogen og trykker på aftrækkeren."
Rick Millo spankulerer frem og tilbage bag sin disk, og ind imellem fisker han et våben ud og viser nogle dele frem. Sender et pistolløb rundt mellem folk, en revolver, og vi studerer begge dele, som om det kunne redde vores liv. Hvad Rick fastholder, at det kan.
Meget af det vi får at vide i dag, siger han, kan hjælpe os, når vi får vores eget våben.
Og han taler som om, at det gør vi allesammen, selv om vi vil gyse, når vi senere på dagen skal ud og affyre en håndkanon for første gang.
Han forsikrer om, at ingen vil forlade kurset uden at have bestået. Med mindre vi peger pistolen på nogen på skydebanen eller "gør noget andet dumt", så er det bevis hjemme.
Og han siger klart og tydeligt mange gange den dag, hvor helt usandsynligt farligt et våben, en pistol er.
"En pistol er ikke din ven, den er ikke din 'tro følgesvend', og du må aldrig blive behageligt tilpas med en pistol på dig. En pistol er en slange!"
Vi smiler, som folk nu gør, når nogen siger noget åndsvagt. Det ser Rick - eller også er han bare vant til, at folk spekulerer mere over, om deres nye pistol skal være sort eller blank.
"Jeg mener det, hvis I ikke passer på hele tiden, så vil den bide jer. Det dør man af. Læg mærke til alle de lamme sager, som folk hele tiden anlægger mod våbenfabrikanterne. Selv strømerne gør det."

I november sagsøgte byen Chicago fabrikanter, sælgere og 12 våbenforretninger for 433 millioner dollars. Byen anklager dem for meddelagtighed i vold og for at koste skatteydere millioner af dollars i hospitalsudgifter. Borgmestre i New Orleans, Boston, Seattle, New York, Los Angeles, Atlanta og Philadelphia gav ved en kongres fornylig udtryk for lignende ideer. Her i Connecticut fik politiet nye pistoler for nogle år siden, en halv-automatisk Glock 17, der ikke kan sikres.
"En strømer sidder på en barstol, oven på sin pistol, og da han vil flytte den, skyder han sig selv i røven. Og sagsøger Glock."
Ricks våbenbiks gjalder af latter, og han benytter lejligheden til at se alvorlig ud.
"Nej virkelig, DET ER BLØDT. Den pistol gjorde, hvad den skulle, da han trykkede på aftrækkeren. Den gik af. Og der er hundredevis af idioter, der gør lige sådan, opfører sig tåbeligt og bebrejder pistolen, at den skød! Men det gør I ikke, I tænker jer om. Pause."

Vi går ud og ryger, og jeg spørger Joe på 22, hvorfor han vil have en pistol, og om han har tænkt sig at gå med den.
Det har han, men kun på arbejde. Egentlig er han skuespiller, men løb tør for penge og flyttede hjem til Shelton fra Los Angeles. Nu er han vicevært i nogle billige beboelsesejendomme, og han kan ikke lide at være der alene - kvarteret har lidt for mange narkohandlere.
"For det meste har jeg haft en ven med, når vi skulle sætte nogle ud eller derover om aftenen. Men det kan jeg ikke altid. Jeg vil hellere gå med en pistol hele tiden og ikke få brug for den end få brug for en og ikke have den," siger han.
Den pointe tager Rick op, da vi er tilbage på klapstolene, han siger, at han altid har sin pistol på sig, altid.
"En pistol er som et sikkerhedsbælte eller en brandslukker. I er nødt til at bære den hele tiden. Tænk over det: Hvis jeg går hjemmefra en morgen med den viden, at jeg får brug for min pistol, så bliver jeg fandme hjemme!"
"Og hvis I trækker jeres våben, så håber jeg for jeres skyld, at det er for at skyde nogen, ellers er det nok sidste gang, I får chancen."
I samme øjeblik pistolen forlader skeden offentligt, er der meget stor sandsynlighed for, at man skal forsvare sig over for et nævningeting. Det er en alvorlig sag.
I Connecticut skal man eksempelvis bære sit våben skjult, og hvis nogen får et glimt af så meget som et magasin, bliver nervøs og tilkalder politiet - farvel våbentilladelse. Og hvis politiet skønner, at man ikke kan håndtere sit våben ansvarligt, så får man ikke tilladelsen eller den bliver tilbagekaldt.
"I skal være verdens mest lovlydige borgere, når I er bevæbnede. En bøde for at køre for stærkt er nok, for slet ikke at tale om spirituskørsel. Politiet ser helst, at I ikke er bevæbnede, og loven siger, at uansvarlig opførsel er nok. Der hjælper Grundloven ikke."
Rick anbefaler også, at går man ind på en bar med det formål at få en kæp i øret, så skal våbnet blive hjemme. Og vi må aldrig mere komme i slagsmål eller skænderi, når vi er bevæbnede.
"Jeg har selv fået en blodtud og gået min vej. Hvorfor det her er hamrende vigtigt, vender jeg tilbage til, når vi skal tale om brug af dødbringende magtanvendelse."
Bare navnet på en pistol kan være et problem, når man skal forsvare sig foran nævninge.
"Køb en lille anonym pistol til selvforsvar, I kan tage kanonen med på skydebanen. Fordi foran nævninge er det noget bras at skulle sige: 'Høje dommer, jeg skød ham med en King Cobra' eller 'Dragedræberen'. Det skriger af våbengal voldspalle. I behøver ikke en kæmpepistol for at kunne forsvare jer effektivt, og fabrikanterne laver meget små våben med stor kaliber. Brug dem. Forsvareren for ham, I har skudt, vil gøre alt for at vise, at I er splittergale, eller at I skød ved et uheld."
Også derfor, siger Rick, skal vi vælge en skyder, der er "svær" at affyre. For en tromlerevolver betyder det, at hanen ikke må kunne spændes - aftrækkeren må ikke være hårfin, som den skal på en pistol, man bruger til målskydning. Den skal være sej.

Hvis I er nødt til at tage sigte, så er det meget tvivlsomt om I overhovedet skal bruge jeres pistol. Løb jeres vej, hvis I kan."
Forsvareren vil ifølge Rick forsøge at vise, at vi skød ved et uheld, og vi skal positivt bevise, at det var med vilje.
"Det er ikke nødværge, hvis det var et uheld, at I skød. Derfor skal pistolen være svær at affyre. Alternativet hedder uagtsomt manddrab - det kan give mellem 12 år og livstid."
Derfor er en af de bedste løsninger at få en revolver, hvor der slet ikke er nogen hane, eller en halv-automatisk, hvor aftrækkeren skal vandre langt i det første skud.
Rick nærmer sig det, han lovede at undervise os i tidligere. Brug af magt, der kan blive livsfarlig over for den, det går udover. I en situation, hvor der er tale om nødværge selvfølgelig.
Han taler om de tre bud om det ansvar, man skal leve op til i det øjeblik, man beslutter sig for at affyre sit våben mod et andet menneske.
"Det er det, I går ud herfra med i dag," siger Rick.
"Om 11 uger, når politiet har sendt jer tilladelsen, så kan I nårsomhelst og hvorsomhelst tage et andet menneskes liv, lige som det passer jer. Det er jeres beslutning. Og det ansvar skal I være meget bevidste om - det jeg fortæller jer nu, de tre bud, kan hjælpe jer med at tage den rigtige beslutning."
Der er ingen tvivl om, at Rick er nået til den del af kurset, han selv synes er vigtigst - også selv om der ikke står noget om det i de officielle regler for kurset, der er tilrettelagt af National Rifle Association.
"En situation skal opfylde tre betingelser, for at I med rette kan trække og bruge jeres våben," siger han langsomt. Han holder tre fingre op og svinger armen i takt med ordene.
"En angriber skal have intentionen, evnen og muligheden for at øve meget alvorlig eller livstruende skade på jeres legeme. Det er jeres vurdering i situationen, og den må hellere være rigtig. Hvis I er nødt til at sigte på nogen, så kan I nok ikke retfærdiggøre at skyde, for loven siger, at hvis man kan undgå at bruge vold, så skal man lade være. Og her er I altså langt fra angriberen - og man trækker aldrig mod en trukket pistol..."
Rick understreger endnu en gang, at en pistol er sidste udvej for et menneske og hans familie. Også fordi efterspillet er benhårdt juridisk tovtrækkeri.

Rick fortæller, at en pistol også er farlig for os, selv om vi ikke har den i hånden. For det første fordi den er vores ansvar, selv hvis den bliver stjålet, for det andet fordi man ikke altid tænker på, at angriberen helst ikke skulle få fat i den.
"Alle politibetjente, der nogensinde er blevet dræbt eller såret af skud i Hartford, Connecticut, blev skudt med deres egen pistol. Tag et kursus i lovgivningen og lær teknikker, der hjælper med at holde fast i våbenet."
"Det er også en god ide, at tænke over, hvad I gør, hvis politiet stopper jer for en trafikforseelse. Lad være med at sige til betjenten: 'Jeg har en pistol'. Det vil helt sikkert ødelægge hans dag, hvis I forstår, hvad jeg mener. Det kunne også ødelægge jeres!"
Hvis vi bliver spurgt, om vi har våben i bilen skal vi blot svare, at "jeg har tilladelse, og jeg bærer".
"Undgå ordet 'pistol', okay? Det gør betjente nervøse," smiler Rick. Folk nikker.
"I må ikke provokere nogen og så blæse dem væk, når de vil give jer flade. Den går ikke. I skal altid trække jer, og I må aldrig bruge jeres våben til at beskytte ejendom, kun til livredning. Jeres eget! I skal ikke redde den lille rødhætte, for jeres egen skyld, lad være!" Man kan godt være barmhjertig samaritaner, siger Rick. Det skal bare ikke være med et våben i hånden.
Hvor man uden for sit hjem altid skal trække sig fra en konflikt, så må man gerne skyde folk, der trænger ind i hjemmet og truer en på livet.
"Men lad være at råbe åndsvage ting," siger Rick.
"Det er ikke en film: 'Jeg skyder dig i smadder, motherfucker', hører ikke til det, I gerne vil høre i en vidneforklaring bagefter. Og der er altid vidner. 'Forlad mit hjem omgående, lad være med at tvinge mig til at skyde dig'. Det er nok."
Rick giver et eksempel, hvor en tyv er på vej ud af dit hus med fjernsynet, du fanger ham i havedøren og råber stop.
Hvad vil du gøre - for tyven fortsætter ud af døren?
"Jeg skyder ham," svarer Carl på første række.
"Til lykke, du har vundet en masse år i fængsel," siger Rick. "Nej, du lader ham løbe, for var du truet? Han havde dit fjernsyn i favnen for himmelens skyld!"

Efter fem timer på klapstolene kører vi mod skydebanen. Brent og Rick går frem og tilbage mellem folk, inden de første skud falder.
"Tommelfinger, tommel, TOMMEL!," råber de til nogle af dem, der står med automatiske pistoler.
Man har tendens til at lægge tommelen ovenpå den anden og holde omkring sit håndled på pistolarmen. Det er en skidt ide, for bundstykket smækker tilbage lige der, når pistolen genlader automatisk. Med flere hundrede kilometer i timen.
Det er grove sager at affyre en ni-millimeter halv-automatisk pistol, for slet ikke at tale om en kaliber 45. Et brag, en betydelig flamme ud af mundingen og et meget kraftfuldt ryk opad i armen. Vi svajer og tager to skridt tilbage de første gange.
Revolvere er nemmere for os begyndere, de har trods alt ikke 100 gram stål, der pisker frem og tilbage ved hvert skud. Men flere holder krampagtigt fast og sender skuddene lige i skridtet af skiverne.
Rick er munter: "Jeg sagde det jo, stakkels fyr, hø hø."
Efter vi har skudt ca. 20 skud hver, får vi vores beviser. Ingen gør noget dumt, alle prøver hver type pistol.
Vi har nu kun tilbage at bede politiet om en våbentilladelse. Jeg er aldrig dømt for noget, har aldrig fået en bøde - de kan ikke nægte. I teorien er jeg er en bevæbnet borger.
Ugen efter kurset besøger jeg Rick for at spørge, om han alligevel ikke synes, at statistikkerne taler et meget tydeligt sprog.
Det føderale Center for Sygdomskontrol, CDC, anslår, at i 1994 behandlede amerikanske hospitaler 100.000 personer for skudskader. I oktober i år udkom en sammenlignende analyse af dødsårsager med bidrag fra 11 lande, heriblandt Danmark: Pr. 100.000 borgere mister 2,1 dansker livet for enden af et skydevåben, i USA er tallet 13,7.
Af lande, der ikke er i krig eller borgerkrig, overgås det kun af Colombia. Ca. midt i ligger Frankrig med 6,3 - England og Wales skraber bunden med kun 0,4 våbendødsfald. I Danmark er mere end halvdelen af de dødsfald selvmord. I USA er 62 procent mord.
Men Rick Millo har også statistiske argumenter: Staterne Vermont, New Hampshire, North- og South Dakota ligger i bunden af det føderale politi FBI's nationale kriminalitetsstatistikker, og deres våbenlove hører til blandt USA's mindst restriktive.
"Kriminelle frygter bevæbnede, frie borgere," siger han. "De bryder sig ikke om den tanke, at deres offer har besluttet sig for at forsvare sig. For netop ikke at blive ofre."
Men Rick indrømmer, at "idioterne" derude giver våben et dårligt navn, derfor bliver han selv ved at prædike som han gør: "En pistol er lavet til en ting - lad os ikke holde os selv for nar - til at dræbe. Det må man aldrig glemme."
Rick indrømmer også, at folk, der har et våben i hjemmet bliver såret eller dræbt 40 gange oftere end andre og hovedsaglig med deres eget våben.
Men han forstår godt, at jeg ikke vil bruge flere end de 100 dollars, som kurset kostede, på håndvåben.
"Du er fra en kultur, hvor I ikke går med våben. Og de kriminelle har dem heller ikke. Det er selvfølgelig bedre. Jeg kender et par stykker, der har brugt deres våben mod et andet menneske," siger han. "De er aldrig rigtigt kommet sig over det - selv om de gjorde det rigtige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu