Læsetid: 3 min.

Valby Bakke

19. december 1998

Dronning Victorias tipoldedøtre har fat i den lange ende efter programmet om 90'ernes kvinder at dømme. Jeg har siddet med polyppen på vid gab og ladet mig fascinere af alle de velformulerede tv-værtinder, stand- og pin-uppere og andre ikke-posedamer, der i en rapt klippet mosaik har ytret sig om alt fra "karry-ære" til retten til at prutte i sin elskedes nærvær. Lige nu kan jeg ikke huske ret meget af, hvad de sagde, kun at det handlede det nye fundament, der er kommet under de kvinder, der har fået en chance til at markere sig, har benyttet den og bidt sig fast.
Jeg ved ikke, hvad der er den engelske ækvivalent af vores Valby Bakke, men det er stadig slående, hvor megen mediekværnen, der stadig roterer om ganske få, forudsigelige akser (eller navler om man vil). Denne filtrering af, hvem der er toneangivende og dermed charmerende kører efter temmelig ens læster hid som did.
Gudbevares, jeg morer mig da, når en af deltagerne udbryder, at nu må klostrene til at avertere, for de er ved at løbe tør for nonner (Jeg mener, det var Tracy Ullman), men samtidig længes jeg efter at se en Wendy fra Yorkshire og høre, hvilke stormskridt hun har taget ind i mændenes tidligere privilegier. På den baggrund bliver programmet til en glittet og kaglende bladren rundt i et snævert udpluk af kvindelig middelklasse.
Det er nok for tidligt at fælde dom over Davidsens Danske Drømme, men en vis dosis Valby Bakke gør sig osse gældende for de afsnit, jeg hidtil har set. Jo, der har været både Kent Kirk og afvandringen fra landbruget, men det er, når alt kommer til alt, et meget begrænset udsnit af stoppestedsdanskere, der i tidens løb er kommet til orde som andet end et afhugget snakkehovede i en såkaldt vox-pop, et lille potpourri af meninger på gadeplan. Og når vi fælles vender blikket hinsides Valby Bakke, f. eks. som nu for tiden mod ribekanten, så skal der være noget sensationelt på færde. Enten skal en mistænkt for voldtægt mod ældre kvinder have begået selvmord eller man skal have fanget en 67-årig, der er mistænkt for attentater mod kommunalpolitikere. Derfor har jeg al mulig sympati for Leif Davidsens bestræbelser på at søge "det store i det små", eller hvad man skal kalde det. Når han vælger lunserne, han vil spidde som erindringens shish-kebab, så vælger han ganske sikkert og journalistisk fra de dele af af dyret, der osse kunne fremvises i "Hvornår var det nu det var?" Jeg savner bare nogle flere smask-provokerende skæverter fra brokkassen a la Finn Einar Madsens bragesnak om Proletariatets Friskole, som alle vi gamle tresserudkradsere i dag bliver slået i hartkorn med, selv om vi var en del stykker, der fnes over falbeladerne.

Sidst nød jeg et gensyn med Dan Turell i Frederiksberg Have, der fremførte en parodi på, hvad han kaldte menstruations-lyrik. Det var langt bedre satire end den bovlamme sketch til sidst med Zepp Piontek og Prins Henrik som eksponenter for de fremmede, der slog sig ned i Danmark.
Der er mange gode dyk ned i Danmarks lyn-forvandling, men flere passager virker som illustrationer til Leif Davidsens personlige betragtninger. Jeg kan godt dele kighul med ham, for jeg har trådt nogle af de samme stier, men jeg ved ikke, hvor kollektivt collagen opleves rundt omkring i det danske drømmeland. Det er stadig Valby Bakke, der blafrer et sted i horisonten. Spejl-cafeerne, "de små, dumsmarte bemærkninger" om de fremmede og Michael Strunge, der læser op om cancer-cola rammer vist ikke særligt bredt. Lad mig lancere et nyt ord: hafniacentrisk (Det er bare blæredansk for københavneri). Jeg er selv københavner, men har boet rundt omkring i landet. Flere gange har jeg oplevet folk i de tyndt befolkede områder lyse op, hvis deres by eller blot deres egn blev nævnt i medierne. For vi har en tradition for ikke at koncentrere os ret længe om de ydmyge steder, hvis ikke det er orkaner eller hærskarer af mariehøns, der skal recordes. Det er så osse det materiale, Leif Davidsen har valgt ud fra, altid redeligt, personligt farvet, men måske ikke hylende musikalsk i montagen.
Trotzdem - jeg sidder klistret næste gang der lindes på den store scrap-bog, for jeg genkender flere af ansigterne. Og hvor er de blevet gamle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu