Analyse
Læsetid: 6 min.

Valg i Venezuela varsler uro

8. december 1998

Søndagens valg i Venezuela bringer en nypopulist og stærk mand til magten med enkle løsninger på krise og korruption

Som teenager ville Hugo Chávez være professionel baseball-spiller. Da de bedste muligheder for at blive god i Venezuelas nationalsport lå i militæret, meldte han sig som 16-årig til hæren. Flere år senere blev han berømt, også uden for Venezuela. Det var, da han som oberstløjtnant ledede et kupforsøg mod landets korrupte præsident Carlos Andrés Pérez.
Det var den 4. februar 1992. Kupforsøget slog fejl og Chávez blev arresteret. Det endte dog med at Pérez måtte træde tilbage. Han blev siden sigtet for korruption og sidder nu i eksil i nabolandet Colombia. Chávez tilbragte 28 måneder i fængsel, hvorefter han blev benådet af nuværende præsident Rafael Caldera.
Nu er Chávez atter verdensberømt. Efter en overvældende valgsejr ved søndagens præsidentvalg er det store spørgsmål, hvad den tidligere faldskærmsofficer egentlig vil bruge sin magt til, når han tiltræder den 2. februar.
Han blev valgt med en rekordstor valgdeltagelse på knap 70 pct. i et land, hvor politikerleden ellers har medført faldende valgdeltagelse og med 59,2 pct. af stemmerne over for sin nærmeste konkurrents 39,6 pct.
Det store spørgsmål er så, hvad Hugo Chávez står for, og i hvilken retning han vil føre verdens trediestørste olieeksportør ud af dets dybe krise. Krisen er gammel, men den er blevet alvorligt forstærket af faldet i oliepriserne, som betyder, at Venezuela i stedet for en samlet olieindtægt på godt 23 milliarder dollar (knap 150 milliarder kroner) kun vil tjene omkring 16 milliarder på olieeksporten.
Venezuelas nuværende krise er en fortsættelse af tidligere kriser, som siden 80'erne gradvist har undergravet landets position som Latinamerikas rige onkel. I dag lever op mod 80 pct. af landets 22 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen, mens en lille økonomisk og politisk elite i de sidste 10-15 år har akkumuleret kolossale formuer - som for en stor dels vedkommende er anbragt i banker i bl.a. USA. Samtidig har den engang så velstående middelklasse fået sin købekraft reduceret med 70 pct.

Det var krisen, de krasse indgreb og korruptionen, der i februar 1989 udløste nogle af de voldsomste uroligheder i landets historie, hvor titusinder af mennesker fra hovedstaden Caracas' slum i tre dage plyndrede og hærgede byens centrum, inden det lykkedes hæren at få kontrol. Og det var ikke mindst korruptionen, som i februar 1992 fik Chávez til sammen med officerer og befalingsmænd fra en reformorienteret, nationalistisk bevægelse i militæret til at forsøge at afsætte Pérez.
Og det var krisen, magtmisbruget, krisestramningernes virkninger og den udbredte korruption, der i søndags fik et flertal af landets vælgere til at stemme den 44-årige Chávez ind i Miraflores Paladset.
Ingen er i tvivl om, hvad den kommende præsident er imod. Det er til gengæld noget vanskeligere at vide, hvad han egentlig vil. Hans parti, eller snarere, bevægelse, MVR (Movimiento V República - Bevægelsen Femte Republik) er baseret på nogle meget generelle principper.
Som der står i bevægelsens Ti Bud om MVR's politiske teori, "er den, hvad vi har kaldt træet med de tre rødder, det vil sige Simón Bolívars, Simón Rodríguez' og Ezequiel Zamoras moralske, politiske og uddannelsesmæssige tanker." Bolívar var en af de vigtigste ledere af uafhængighedskampen mod Spanien i begyndelsen af 1800-tallet.
Længere fremme står der, at "denne almindelige politiske teori nærer sig selvfølgelig af andre nutidige retninger i politik, moral og humanisme; kristendommen, marxismen, den nordamerikanske politologi og de mest varierede antropocentriske filosofier, der rummes i tanke og handling i verden i dag."
Til dette eklektiske og uklare politiske tankegods kan man så føje de mere konkrete og enkle valgløfter, der - sammen med Chávez' personlige fremtræden som den kompromisløse korsridder mod korruption, fattigdom og magtmisbrug - fik især de fattige og mange fra middelklassen til at stemme for ham. Chávez lovede i sin valgkamp at forsvare Venezuelas svækkede valuta, bolívar; erklære et moratorium for landets udlandsgæld; omstrukturere statsapparatet så det bliver mere effektivt; opbygge ny tillid til staten hos borgerne "gennem handling og ikke kun med ord"; afskaffe den omfattende korruption; reformere retsvæsnet; afholde en folkeafstemning om oprettelsen af en forfatningsgivende forsamling, der skal udarbejde et forslag til ny grundlov for, hvad han kalder Den Femte Republik.
I sin sejrstale søndag tog Chávez imidlertid de første forbehold i forhold til sine radikale og populistiske løfter. Nu var han blevet en ansvarlig statsmand. Han søgte således at berolige det lokale erhvervsliv og de udenlandske investorer, der før valget havde været nervøse over hans mulige valgsejr. Han lovede at respektere alle investeringer. Nu taler han heller ikke mere om en betalingsstandsning, men om en genforhandling af udlandsgælden - og har antydet, at han bl.a. er indstillet på at forhandle med Den Internationale Valutafond IMF.
Hvordan han samtidig vil kunne imødekomme IMF's forventede krav om fyringer i den offentlige sektor, muligvis yderligere privatiseringer (noget han i sin valgkamp er gået imod) og andre skrappe indgreb, samtidig med at han bl.a. sætter mindstelønnen væsentligt op og skaffer mere beskæftigelse, kan blive spændende at se. Mon bukserne kan holde til at skræve så meget?
Hugo Chàvez repræsenterer en tendens i latinamerikansk politik, som omverdenen konsekvent har valgt at overse, men som på længere sigt kan vise sig ikke blot at være en alvorlig trussel mod regionens spinkle demokratier, men også mod den regionale stabilitet, som især USA og EU synes at være så sikre på, er sikret gennem demokratisk valgte regeringer og en stabil økonomisk vækst gennem flere år frem til den nuværende krise.
Mange har sammenlignet Chávez med både Argentinas tidligere præsident Juan Domingo Perón - der selv kom til magten i 1946 efter en militærkarriere - og Cubas Fidel Castro, der nytårsdag kan fejre 40 år ved magten. Sammenligningerne er ikke helt ved siden af. Populariteten, de populistiske valgløfter og slagord, den brede befolknings utilfredshed med det bestående er i hvert fald elementer de har tilfælles.
Men der er væsentlige forskelle. Castro og Perón kom til magten efter militære diktaturer i lande, hvor den demokratiske tradition var stærkt begrænset. Chávez bliver præsident i et land, der siden 1959 har brystet sig af at være et demokratisk foregangsland i Latinamerika. Men også et land, hvor de to dominerende partiers politikere har benyttet systemet til grov berigelse. Og det har skabt en udbredt politikerlede og en almindelig desillusion ved den form for demokrati, som efterhånden er blevet almindelig i Latinamerika - et (mere eller mindre) repræsentativt demokrati, hvor de stadig flere fattige har stadig mindre indflydelse.

Det har fået de forenklede politiske løsninger og den traditionelle caudillo-skikkelse i moderne forklædning til at træde frem igen. Hugo Chávez er langtfra enestående. Perus præsident Alberto Fujimori repræsenterede ved valget i 1990 et alternativ til det herskende establishment. Han svigtede hurtigt sine valgløfter og har siden 1991 ført en restriktiv og autoritær politik.
I Mexico, hvor det snart 70 årige system er i alvorlig krise, kan valget i år 2000 også føre en nypopulist til magten. Og hvad venter i Argentina, Chile, El Salvador. Nicaragua og andre lande, hvor der bliver valg de kommende år. Hvis da ikke de sociale og politiske krudttønder, som flere lande udgør, bliver antændt forinden. Søndagens valg i Venezuela er med andre ord en advarsel til resten af kontinentet om, at demokrati er for alle og ikke kun for en lille magtfuld politisk og økonomisk elite.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her