Dokumentarprogrammer falder groft sagt i to kategorier. I den ene gør en fortæller rede for, hvad der foregår, så seeren får præsenteret en historie iblandet mere eller mindre klart markerede kommentarer. I den anden taler billederne for sig selv, i alt fald tilsyneladende. Umiddelbart er den sidste type sværere at få til at hænge sammen. Dermed ikke være sagt, at den første er let, hvilket man kunne konstatere ved at studere tre dokumentarprogrammer, DR2 sendte i denne uge.
Mandag drejede det sig om et portræt af Maria Callas. Anledningen var angiveligt, at divaen ville være fyldt 75 år den 3. december. Hvorfor det sendes næsten tre uger senere, afspejler formodentlig interne uoverensstemmelser om, hvor en sådan udsendelse skal placeres, og hvornår den skal sendes. Og frem for alt en ringe udviklet aktualitetssans og evne til at skære igennem i programredaktionen.
Langt værre var det imidlertid, at programmet var inderligt ringe. DR's Lennart Friedman lagde stemme til en BBC-produktion - og det gjorde han udmærket - som i sin opbygning var en andenrangs kopi af Tony Palmers godt 10 år gamle dokumentarfilm om Callas. Meget af filmmaterialet var det samme, de fleste af de interviewede var de samme, og strukturen i udsendelsen var stort set den samme. Det eneste afgørende nye var, at filmen var udstyret med en kommentar, der ikke bare var diffus og kraftløs, men klichépræget og banal, så det råbte til himlen. Ganske typisk blev Lord Harewood præsenteret, ikke bare som operakender og bekendt til Maria Callas, men som dronning Elizabeth II's fætter. Hvad det har med sagen at gøre, vides ikke. Han kunne have været fandens oldemor, uden det havde gjort filmen mere interessant.
Tirsdag sendte DR2 to dokumentarprogrammer lige efter hinanden. Det første hed Simona og var angiveligt et personligt portræt af den rumænske skuespillerinde, Simona Maicanescu. Man kan roligt sige, portrættet var personligt. Ophavsmanden, Lars Johansson, var åbenlyst så indtaget i sin model, at det aldrig har slået ham eller produktionsholdet bag filmen, at der burde være bare antydningen af en argumentation for at præsentere rumænske Simona som en fascinerende eller tidstypisk personlighed.
Simona viste sin lejlighed i Paris frem, både før og efter den blev renoveret. Simona kørte rundt i Rumænien i en gammel bil. Der var billeder fra Bukarest og fra havet, hvor lille Simona tilbragte sommeren i gamle dage med sin mor. Alt sammen garneret med filminstruktørens private overvejelser over, hvorfor han burde gøre en dyd af nødvendigheden og i stedet for at blive Simonas elsker og kæreste snarere måtte nøjes med at være hendes gode ven. På det plan er min onkel i Vorbasse lige så spændende.
Den egentlige gåde er, hvordan en film som Simona opnår produktionsstøtte og ender med at blive vist på skærmen for de undrende skarer.
Og så fulgte lige i hælene på Simona et afsnit af en engelsk dokumentarserie om "århundredets største kærlighedshistorier". Denne gang om den argentinske diktator, Juan Peron, og hans kone, Eva. Det er uklart, hvordan parret har kvalificeret sig til at optræde som sværvægtere i det 20. århundredes kærlighedsaffærer. Det får være. Den egentlige skandale ligger i, at noget produktionsselskab kan udstyre filmoptagelser og billeder med et sådant makværk af en kommentar og ledsagende tekst. Sjældent har man hørt så mange naive, barnagtige og selvmodsigende udsagn blive skudt af på så kort tid. Enhver med det mindste kendskab til Sydamerikas og Argentinas historie må føle sig ilde berørt over et sådant program. Det var til at grine og græde over på én gang. Ud over den totale historieløshed var det mest bemærkelsesværdige ved programmet tekstforfatterens sykofantiske fascination af magt.
Hvorfor indkøber DR2 den slags programmer? Måske fordi BBC, der har lagt navn til serien, engang havde et vist renommé. Det har institutionen ikke mere. Ifølge udsendelsen var det mest spændende ved Peron, at han var en 'vegetarisk løve'. Uanset hvad det betyder, burde indkøberen præcis her have betakket sig og sendt skidtet tilbage til dér, hvor det kommer fra. Med venlig hilsen fra en vegetarisk løve hos DR2.
