Jazzpar 97-98 på cd: Erling Kroner og Dino Saluzzi, Django Bates og Josefine Cronholm
CD
Jazzpar-koncerterne i april 1998 blev især en triumf for basunisten og orkesterlederen Erling Kroner, der var den danske musiker som ifølge sædvane havde fået lejlighed til at invitere en udenlandsk gæstesolist. For Kroner, der gennem flere år og flere besøg i Argentina havde dyrket tango-traditionen og dens baggrund, var det et ønske næret gennem 15 år der gik i opfyldelse, da bandoneon-spilleren Dino Saluzzi kom til at spille sammen med hans faste gruppe.
Den var i forvejen fortrolig med Kroners musik, herunder den del der er inspireret af argentinsk tradition, og Saluzzis tilstedeværelse betød et ekstra incitament. Koncerten på Falkoner Scenen (og den nu udgivne cd derfra) blev da også den mest medrivende musik jeg kan mindes at have hørt fra Kroner.
Tilegnet Traberg
Der blev kun spillet hans musik, og i de otte stykker forenedes inspirationer fra Charles Mingus, Duke Ellington og argentinske former med det musikalske drama i Kroners arrangementskunst. På plade er det samtidig en debut for Kroners originalt sammensatte kvintet, hvor hans autoritative basun møder Pernille Bévorts tenor og sopran (særligt fremtrædende i "Maestro Magico") til akkompagnement af den fine accordeonspiller Kurt Larsen, det ny basfund Jesper Bodilsen og Kroners gamle makker, Henrik Simonsen (trommer).
Dertil kommer så de to argentinere, Quique Sinesi (hvis guitar supplerer kvintet-instrumentationen, men måske ikke tilføjer så meget) og Saluzzi, som i nogen grad overtager Larsens rolle, men også mødes med ham i accordeon/bandoneon-duetten i den Mingus-klingende "Milas".
Flere stykker var værd at fremhæve, men lad mig nøjes med "Corrido de Doña Luz", som egentlig refererer til Pancho Villas enke og er tilegnet den mexikanske forfatter Carlos Fuentes. Her spillet til minde om vor savnede Ebbe Traberg og hans enke, Doña Emilia, og fremført med den storladne spanske patos, som Kroner mestrer så suverænt - og gribende.
Saluzzi og Rosamunde
Ellers er det jo især fra hans indspilninger på det tyske mærke ECM (og efterhånden adskillige besøg) at vi kender Dino Saluzzi, bandoneon'ens store poet. Hans seneste, syvende ECM-udgivelse hedder som den første Kultrum, men hvor den var en ren soloplade, er den ny indspillet i samarbejde med den tyske Rosamunde-strygekvartet.
Saluzzi har selv skrevet al musikken, og det lykkes ham på magisk vis at få den skære, sarte bandoneon-klang til at smelte ind i kvartettens klangverden og omvendt. Ikke for ingenting har han i sin tid været med til at grundlægge det argentinske ensemble for eksperimental kammermusik, Musica Creativa.
Men det betyder også noget at Rosamunde-kvartettens cellist, Anja Lechner, har interesseret sig for, og spillet, tangomusik længe før hun traf Saluzzi. Ikke at Saluzzi spiller tango i snævrere forstand, snarere er det ældre argentinske folkemusik-former han dyrker. At han med selvfølgelighed gør det på jazz-grundlag, har vi senest hørt i samarbejdet med Kroner. Nu kan vi også høre ham med samme selvfølgelighed overskride grænserne til europæisk kammermusik-tradition.
Bates og Cronholm
Fra Jazzpar-koncerterne i 1998 mangler vi endnu en cd med selve prisvinderen, den amerikanske guitarist Jim Hall. Den ventes først når 1999 koncerterne nærmer sig. I 1997 modtog englænderen Django Bates Jazzpar-prisen, og da hans musik er mangesidig, var hele koncerten samlet om at vise den - der var ikke nogen dansk leder med gæst.
To af de orkestre Bates benyttede ved koncerten, var Radioens Big Band og en særlig Jazzpar-version af Bates' engelske big band, Delightful Precipice. De findes begge på Jazzpar-pladen Like Life, som for længst er udgivet. Det var imidlertid Bates' fremtræden med den engelske kvartet Human Chain, udvidet med den svenske sangerinde Josefine Cronholm, der var koncertens clou, og det har vi hidtil savnet på plade.
Først nu er denne musik udkommet, i en studie-optagelse på det amerikanske mærke Screwgun, emballeret i paphylster med kugleskørt udstyr som det passer sig til Bates. Jeg hører først og sidst pladen for Cronholms skyld (Crønholm, som hun kaldes på hylstret), og hun medvirker heldigvis i alle ni numre. Af dem er det første og det sidste - "Speak Low" og "Over the Rainbow" - i sig selv grund nok til at anskaffe pladen, for hvornår hører vi på disse kanter en så besættende stemme anvendt på så personlig måde, med et så suggestivt og gennemført understatement?
I de øvrige fem standards og to originalstykker er det instrumentale spil gennemgående for uroligt i forhold til sangen. Men jeg synes nok at det er en uundværlig plade.
*Erling Kroner Dream Quintet with Quique Sinesi Featuring Dino Saluzzi: Ahí va el negro. Storyville STCD 4229 (GDC)
*Dino Saluzzi & Rosamunde Quartett: Kultrum. ECM New Series 1638 (Amigo)
*Django Bates: Quiet Nights. Screwgun SC 70007 (Amigo)
