Læsetid: 5 min.

Vindmølle i modvind

15. december 1998

Ufred i fynsk idyl

Langt ude
Det var ude på landet, og der var dejligt, i hvert fald om sommeren. Oppe på bakken lå Bakkegården, ned mod bæltet lå andre bøndergårde. Et slot lå der også. Øverst på bakken lå kirken. Det syn havde folk på egnen vænnet sig til.
En skønne dag så de ikke kun kirken, når de skottede op mod bakken, men også en vindmølle. Det kom bag på dem. De havde hørt snak om, at manden på Bakkegården gik med planer om at blive mølleejer, men de havde aldrig regnet med, der kom noget ud af det.
Manden på Bakkegården havde forpagtet sin jord ud og var gået ind i kommunalpolitik. Han havde endda været borgmester, indtil han blev væltet af en alliance mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Nu var han formand for Teknisk Udvalg. Hans jord lå sammen med en nabos jord netop i et område, der i kommuneplanen var udlagt som vindmølleområde.
Nu havde han rejst sin egen mølle, og det eneste, han behøvede at bekymre sig om, var at tænde sin computer, hvis han ville se, hvordan møllen kørte eller vide, hvor meget han stadig skyldte banken.
Det, syntes de ikke, var helt rimeligt. Et par naboer, hvis jord ikke var udlagt som vindmølleområde, havde ikke gjort indsigelse, da vindmølleplanen var fremlagt til høring. De fandt ud af, at de stadig kunne klage til Naturklagenævnet. Det gjorde de.

Inhabil
Naturklagenævnet kendte vindmølleplanen ugyldig, fordi manden på Bakkegården havde været med til at vedtage den. Han havde været inhabil. Men hans mølle var ifølge Naturklagenævnet opført med landzonetilladelse, og den var lovlig nok.
En lokal avis satte ophavsmændene til klagen i stævne på skellet mellem deres og mølleejerens jord. I skyggen af den 46 meter høje vindmølle luftede de deres utilfredshed. Vindmøllens larm fik råvildtet til at flygte fra deres jord, som derfor blev usælgelig til jagtformål, sagde de. Den kritik tog manden på Bakkegården med sindsro. Råvildtet var i forvejen flygtet fra slottets vildtfarm.
Værre var det, da avisen refererede en anden nabo, manden på Strandgården. "Dansk korruption," sagde han om sin nabos tilladelse. Han havde selv i 1994 søgt om tilladelse til tre vindmøller på sin jord.
"Dengang var det min tanke at leje jorden ud til møllelaug, men med de penge, der ser ud til at være i det i dag, ville jeg nok overveje selv at rejse møllerne. Det er jo noget lettere end at dyrke landbrug," sagde han.
Dengang fik han afslag fra amtet, fordi området ikke i regionplanen var udlagt til vindmølleområde. Amtet mente også, at vindmøller ville virke meget dominerende i området, der i regionplanen har status som et af de mere uberørte og varierede kystlandskaber på øen i midten.
Manden på Strandgården havde også hørt, at manden på Bakkegården søgte, men han kendte amtets holdning og regnede ikke med, at han fik noget ud af det. Det fik manden på Bakkegården heller ikke i første omgang. Han fik afslag. Men han var ikke den, der opgav ævred. Kommunen skulle udarbejde en vindmølleplan, og et område, der gik under navnet Sibirien, var med i det første forslag. Det medførte en mindre storm af protester fra beboerne i Sibirien.

På skærmen
Manden på Bakkegården snakkede med en tredje af sine naboer. De blev enige om, at området lige så godt kunne ligge på deres jord. Sådan blev det. Og så burde alle være tilfredse.
Men nu gik det regionale tv ind i sagen. Manden på Strandgården gik på skærmen og fortalte i utvetydige vendinger, at der åbenbart var forskel på høvdinge og indianere, når den ene kunne få og den anden ikke kunne. "Dansk korruption," sagde han igen.
Fotografen fik et godt billede af manden på Bakkegården, da hans øjne flakkede lidt, og han sagde, at han sgu godt kunne se, at det ikke var særlig smart, at han havde været inhabil. Men det havde han gjort borgmesteren opmærksom på. Borgmesteren havde spurgt statsamtet, som ikke mente, han var det.
I mellemtiden havde en enig kommunalbestyrelse igen vedtaget vindmølleplanen. Denne gang med ham uden for døren. Længere mente han ikke, den var.
Men næste dag satte den regionale trumf på. "Voksende mistillid til udvalgsformand" hed det i oplægget, og nu kunne Dansk Folkepartis folkevalgte fortælle, at udvalgsformanden i sin tid havde indkaldt til et ekstraordinært møde i sit udvalg for at få godkendt sin vindmølle. Den regionale genbrugte klippet, hvor udvalgsformanden havde snakket om sin inhabilitet, men denne gang klippet ned til: "Jeg kan sgu da godt se, at det ikke var særlig smart."

Naive
Det begyndte at ligne en føljeton om magtmisbrug. Og så døde den alligevel. En uges tid efter blev den regionale nødt til at bringe et dementi i deres halve time. Det var de ikke meget for.
Det ekstraordinære udvalgsmøde havde ikke handlet om den mølle, der nu står på bakken, men om den ansøgning, der blev givet afslag på. Og det var ikke udvalgsformanden, der havde foranlediget mødet. Det var borgmesteren, der var ny i stolen og lagde vægt på, at borgerne fik hurtigt svar på deres ansøgninger.
I den lokale presse meddelte den regionale, at de normalt ikke røbede deres kilder, men at de i dette tilfælde ville gøre en undtagelse. Kilden var den folkevalgte for Dansk Folkeparti.
Om denne har opgivet sin kamp mod vindmøller, er ikke oplyst. De to naboer har ikke. De har ved opmåling fundet ud af, at møllen, der står 27 meter fra skellet, ikke blot er 46 meter høj, men også har et vingefang på 48 m. Derfor mener de, at den står halvanden meter for tæt på skellet til deres jord. De klager igen. "Det tog et par dage at sætte den op," siger de, "så kan det vel kun tage et par dage at pille den ned igen."
Nu håber manden på Bakkegården, at den klage er grundløs. Han har betalt en landinspektør i dyre domme for at få sat vindmøllen korrekt af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu