Læsetid: 6 min.

Virkeligheden skal styres

31. december 1998

Politikere forbereder sig ofte mindst lige så godt - eller bedre - end journalister, når de skal i medierne - Det er nødvendigt, ellers overtager interviewofrene styringen, siger Profilens Kurt Strand

CENTRAL MAGTEN
Et godt interview skal styres med hård hånd.
Når Kurt Strand toner frem på skærmen som interviewer i DR-TV's Profilen, skal han have forberedt sig godt nok til at bevare styringen af interviewet de næste godt 25 minutter.
Derfor er næsten alt iscenesat ned til mindste detalje. Når Svend Auken, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen eller andre politikere toner frem på skærmen som gæster i Profilen, ligger der et langt forløb med forberedelse og aftaler bag - fra intervieweren og fra "ofret".
"Hvad skal vi snakke om?", og især "hvad skal vi ikke snakke om," er gennemgående spørgsmål i de aftaler, der indgås, før et interview kan blive til virkelighed på skærmen.
Og modsat hvad de fleste måske tror, er det ofte journalisten, der skal insistere på at få lukket emner ude af et interview.
Ellers sker der det, som alt for ofte ses i kortere interviews. Politikeren overtager styringen og leverer en færdigindspillet plade til de sagesløse seere.
"Jeg kan faktisk ikke huske nogle tilfælde, hvor folk jeg skulle interviewe, direkte har sagt til mig, at der var emner, de ikke vil tale om. Alle ved, at man ikke kan lyve sig fra kendsgerningerne eller ignorere dem. Men man kan forsøge at begrænse dem. For eksempel ved at tale om en helt anden ting. Derfor bliver jeg nødt til at have en klar aftale om, hvad vi skal snakke om," siger Kurt Strand.
Ud over at være vært på Profilen underviser han sine kolleger på DR i interviewteknik, og udgav i år bogen Spørg bedre om emnet. Hovedpointen i bogen er aftaler, aftaler, aftaler.

Psykologien binder
"Psykologien bag det at lave en aftale binder os begge. Hvis ikke jeg har haft mulighed for at lave aftaler, så er der risiko for, at den, jeg interviewer, kan overtage styringen og få sporet interviewet ind på deres dagsorden."
Det er derfor, at personer, der som toppolitikerne er trænede i at optræde i medierne, ofte vil prøve at knibe uden om at lave en for stram aftale på forhånd.
Kort tid inden Profilen skal starte, vil Kurt Strand gerne have tid til den sidste briefing af aftenens gæst. Her skal aftalerne bekræftes, og her op-står der ofte problemer.
"Jeg ved ikke om dem, jeg kalder professionelle mediepersoner, ligefrem bliver undervist i ikke at lade sig briefe. Men jeg har en lumsk mistanke om det. Jeg oplever en generel modvilje fra mange mod at lade sig briefe særlig grundigt. Og det kan være alt fra, at de ikke vil komme så tidligt, som jeg gerne vil have dem til at komme, eller at de kommer for sent, så vi ikke får tid til briefing. Endelig kan de også snakke om noget andet end det, vi havde aftalt på forhånd."

Medie-træning
For at blive bedre til at styre et interview i den rigtige retning får politikere og andre personer, der ofte optræder i medierne, i stigende grad træning i at få afleveret deres budskaber.
Medierådgivere er nu en fast del af staben for de fleste partier og ministre.
I en betænkning om forholdet mellem politikere og embedsmænd har Finansministeriet lavet en optælling over antallet af medierådgivere i ministersekretariaterne.
Udviklingen er klar:
I 1987 var der ingen ansatte med medier som arbejdsområde. I 1997 var der otte plus seks nye "chefer for ministersekretariater", der i flere tilfælde fungerer netop som rådgivere for ministeren. I samme periode var antallet af assisterende ministersekretærer steget fra tre til 12.
Dertil kommer, at en lang række politikere er gode kunder hos de private mediekonsulenter, som ofte er tidligere journalister.
"Der foregår megen medietræning. Jeg er ikke i stand til at sige, om det er mere, end der foregik for 10 år siden. Men jeg har en fornemmelse af, at det er der," siger Kurt Strand.
"Med mit kendskab til nogle af de ting, der bliver undervist i i medietræningssammenhænge, går det jo i høj grad ud på, at folk trænes til at tage styringen over interviewet," siger Kurt Strand.
"Det kan de gøre ved at have en velformuleret dagsorden. I det korte nyhedsinterview er den ekstreme model bare at svare på noget andet end det, man bliver spurgt om. Typisk kan man gøre det ved at sige: "Det er et interessant spørgsmål, men skal vi nu ikke lige se sagen i dens rette sammenhæng."
Og så kommer der en lang forklaring om noget andet. Uanset hvordan resten af interviewet forløber, så har den, der bliver interviewet, fået afleveret sit budskab. Især hvis det er direkte. Mange får netop det råd kun at udtale sig, hvis det er direkte. Så kan det jo ikke klippes."
- Og politikerne slipper igennem, fordi de ved, at medierne skal have en udtalelse for at have en ordentlig historie.
"Det er et giv- og tag-spil. Medier og politikere og organisationsfolk er afhængige af hinanden. Journalisterne bliver ofte fodret med noget, der ikke er andet end et forberedt budskab. Og så er personen ude af døren igen. Der er ikke mulighed for at stille opfølgende spørgsmål," siger Kurt Strand.
Men Profilen er heller ikke fri for de forberedte plader. De vil altid dukke op på et tidspunkt, siger Kurt Strand.
"Forberedelsen på den anden side af bordet er jo i mange tilfælde mindst lige så stor og nogen gange større end min. De fleste professionelle interviewpersoner bliver også "klædt på" til et interview. En minister skal selvfølgelig forsynes med de faktuelle oplysninger. Men de forbereder sig også på, hvad jeg vil spørge om. Så sent som i går spurgte jeg Anders Fogh, hvor mange af Venstres mærkesager, de har fået igennem i finansloven."
"Han svarede: "Det tænkte jeg nok, du ville spørge om, så jeg har talt det op." Det er et eksempel på, at de personer, jeg interviewer, også forbereder sig grundigt," siger Kurt Strand.

Varedeklaration
"Jeg ved fra andre, jeg har talt med efter et interview, at de løber om ikke hele forløbet igennem, så i hvert fald gennemløber muligheder for ubehagelige spørgsmål, inden de møder op her. Så de ved, hvad de skal svare. Men det er jo fair nok. Det vigtigste er bare, at man ved, at ingen møder op til et interview fuldstændigt uhildet og uforberedt."
- Får seerne den oplysning om aftalerne bag interviewet, de har brug for?
"Nej måske ikke. Det diskuteres jævnligt, hvor megen varedeklaration, der skal være på journalistik. Skal du i bunden af denne artikel skrive, at vi har den aftale, at jeg kan læse denne artikel igennem, inden den går i trykken?"
"Er det noget, dine læsere har brug for at vide? Du kan sige: Ja, det er relevant at vide, at denne artikel har det stempel, at den er godkendt af kilden. Det kunne jo være et kvalitetsmærke - eller det omvendte."
"Da jeg interviewede Bjørn Lomborg, var det fra starten en aftale, at vi ikke skulle ind og diskutere hans mere end 1600 kildehenvisninger. Dem har jeg alligevel ikke en chance for at kontrollere. Den Profil skulle være mere portræt-agtig og handle om, hvad det er, der driver en mand som ham. Så der var det naturligt for mig fra starten at fortælle seerne, at der var ting, vi ikke kom ind på. Ellers ville seerne sidde og undre sig over, hvorfor spørgsmålene om hans kilder og oplysninger slet ikke kom frem."
"Men det ville nok blive unødvendigt klodset at sige: "Vi ville gerne i dette interview have talt om det og det og det. Men det fik vi ikke tid til." Hvad skal seerne bruge det til? Seerne må stole på, at jeg som journalist er i stand til at lægge det nødvendige snit og afgøre, hvad der er relevant at snakke om."

Dette er sidste artikel i serien om centralmagten. De foregående blev bragt den 19., 20., 21., 23. og 29. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her