Myten Tom Wolfe er igen flyttet fast ind på toppen af amerikanske bestsellerlister
PORTRÆT
NEW YORK - Geoff Seroy har haft mere end almindeligt travlt i dette efterår. Han er vicepræsident og chef-publicist på det forlag, som nu i over 30 år har udgivet forfatteren og New Journalism-journalisten Tom Wolfes bøger. Han er manden, som indtil jul ledsager Wolfe på en turné til østkysten, Californien, Florida og naturligvis Atlanta, kulissen i A Man in Full, hvis førsteudgave er trykt i et rekordoplag på 1,2 mio. eksemplarer.
Romanen er den længe ventede efterfølger til Forfængelighedens bål, som blev 80'ernes bestseller og senere var forlægget til en film af samme navn. Efter 11 år er Wolfe igen på forsiden af alle større blade og en hyppig gæst i tv-talkshows. Og der er ingen tvivl om, at manden med hatten, det hvide jakkesæt og de håndlavede sko stortrives i blitzlysets skær. Også selvom hans udgangspunkt var noget anderledes.
Tom Wolfe voksede op i Richmond, Virginia, og tog den første del af sin uddannelse fra Washington og Lee University. Bagefter tog han en ph.d i amerikanske studier ved Yale, før han fik sit første reporterjob på avisen Springfield Union. Siden arbejdede Wolfe for den ansete avis The Herald Tribune, indtil en avisstrejke i 1963 fik ham til at tage imod et tilbud fra bladet Esquire. Her blev han sat til at skrive en artikel om bil-kulturen i Californien, og det satte skub i karrieren.
Wolfe følte ikke, at journalistens redskaber slog til, når han forsøgte at fremstille sit møjsommelige efterforskningsarbejde. Og da han til sidst henvendte sig til redaktøren for Esquire, Byron Dobell, for at berette om sine kvaler, blev han bedt om at systematisere sine noter og aflevere dem dagen efter, så en anden journalist kunne skrive historien. Morgenen efter havde Wolfe skrevet 49 sider begyndende med "Kære Byron". De to ord var den eneste del af artiklen, som ikke blev bragt i næste nummer af Esquire. Artiklen blev en milepæl for moderne journalistik. Wolfe havde i affekt skabt begrebet 'new journalism', en genre i gråzonen mellem journalistik og fiktion.
På en måde befinder Wolfe sig stadig i dette felt. Også selvom han nu har skrevet sin anden roman. A Man in Full er en gennem-researchet bog om ejendomshandel i Atlanta. Bogen er kommet til verden med hjælp fra en af Wolfes' gode venner, Mary Rose Taylor, og hendes mand Mack, som introducerde ham for Atlantas finansielle sværvægtere.
Hvorvidt det er stor litteratur, er der stadig uenighed om hos de litterære feinschmeckere i New York, hvor blandt andre John Updike i The New Yorker har skrevet, at A Man in Full er underholdning, ikke litteratur.
Det store show
Underholdende er det i hvert fald. Også da jeg, dagen før A Man in Full udkom, af Geoff Seroy blev spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til Wolfes første oplæsning af bogen.
På scenen excellerer Wolfe i en oplæsning, der veksler mellem en dreven sydstatsdialekt og en mere sofistikeret new yorker-dialekt. I baggrunden står en gigantisk fotostat af den lille, lyshårede mand, hvilket i nogen grad forstyrrer min koncentration under oplæsningen. Det er, som om jeg ikke kan skelne den ene hvidklædte Wolfe fra den anden. Den Wolfe, der læser, er kun halvt så stor som plakaten. Som han står der og læser i sit legendariske kostume, ser han ikke mere virkelig ud end plakaterne og de utallige forsidefotos, som jeg har set overalt i New York den seneste tid.
Men de 500 mennesker i Town Hall kan åbenbart godt koncentrere sig. De virker ovenud begejstrede, de griner og hujer. Jeg sidder og lurer lidt på Bette Midler, som befinder sig ved siden af mig. Også hun frydes åbenlyst. Det samme gør Wolfes' hustru, Sheila, og sønnen. Jeg prøver at fokusere på Wolfes ord. Måske kan også jeg fornemme det sjove i hans oplæsning. Men pludselig forstyrres min koncentration igen. Det er Geoff Seroy, som hvisker til mig:
"Peter, vil du sørge for, at der efter oplæsningen ikke kommer nogle uvedkommende om til Tom Wolfes lokale bag scenen. Kun folk fra forlaget, den allernærmeste familie og tv-folkene fra 60 Minutes."
På scenen igen
Mens jeg står og kigger på fotograferne og de mange venner, som er samlet omkring Wolfe efter oplæsningen, kommer en sød, ældre dame hen til mig. Hun fortæller, at hun gerne vil hilse på Mr. Wolfe, som hun sidst talte med, da hun hjalp ham med hans ph.d.-afhandling på Yale for mere end 30 år siden. Men i mellemtiden har Wolfe bevæget sig ud af lokalet og frem på scenen igen. Tilsyneladende er også han imponeret over den kæmpestore fotostat af ham selv. Med murstensromanen i den ene hånd og sønnen i den anden lader han sig beredvilligt forevige foran billedet. Og jeg må desværre henvise den ældre kvinde til scenekanten, hvor hun måske kan få lov at hilse på Mr. Wolfe, når han er færdig med nogle af de strabadser, som en bestseller er gjort af.
Efter fotoseancen skrider Wolfe ud til scenekanten, hvor han med den ene hånd skærmer for projektørerne, idet han forsøger at få øjenkontakt med nogle kendte ansigter blandt de få tilbageværende tilskuere. Jeg står et par meter væk og ser, at der nu kun er to meter mellem den ældre kvinde og Wolfe, men ironisk nok er projektørernes lys så skarpt, at han ikke får øje på den person, som siger, at hun i tidernes morgen hjalp ham frem i lyset. I det samme tager Geoff Seroy nænsomt fat i Wolfes arm og fører ham ud til de ventende biler, som skal køre Wolfe og jetsettet ud til en late night dinner. Kvinden vender om og går slukøret forbi de mange tomme tilskuerpladser.
På vej hen til subway-stationen på Times Square får jeg en kættersk tanke: Hvor mange af de, som spiser gallamiddage, trykker hånd og indhenter autografer får også læst bogen? Dog, hvad gør det, når myten og publicisten har skabt en født bestseller, som foreløbig har ligget nummer et hos Publishers Weekly siden udgivelsesdagen for godt en måned siden.
*Peter Christensen er freelance journalist, netop hjemkommet fra New York, hvor han arbejdede en tid på Wolfes forlag.
