Læsetid: 6 min.

·· -·· ·· --- - !

30. januar 1999

Intermetzo
Som det ofte er tilfældet med megafænomener, der revolutionerer menneskenes kår, såsom den dybe tallerken og krudtet, stammer denne opfindelse fra flere opfindsomme kilder. På sin vis kan vi danskere med nationalselvfølelsen som en ladestok i ryggen hævde vor egen H.C. Ørsted en snes år før som allerførste forudsætning for omvæltningen: den trådløst transmitterede menneskelige kodemeddelelse. H.C. Ørsteds egen selvfølelse fejlede i den henseende aldrig noget. Da fornavnefællen med tillægsbetegnelsen Andersen i 1850 skrev sit henførte digt om Danmark, hvor han jo var både født og havde rod, udbad Ørsted sig med det samme, han havde hørt sangen fremført i Casino af det Kgl. Teaters herrekor under komponisten Rungs ledelse, et vers mere. Andersen burde, mente den store fysiker, skrive endnu et vers, der hyldede de folk, brevskriveren med nogen ret syntes, Andersen havde glemt eller overset: naturvidenskabsmændene. Digteren havde som bekendt kun betænkt kunsten: danskens mejselslag, så vidt om jorden end de høres, med andre ord Thorvaldsen - og sangen - Andersen selv. Ørsted var vel inderst inde klar over, at Andersen var færdig med digtet og digtede derfor på egen hånd så at sige et forlæg, en forhåbningsfuld inspiration til den strofe, han således mente manglede. En klar og tydelig henvisning til Ørsted selv og hans polyteknikere, der stod på tærsklen til den heltestatus, der i en efterfølgende teknikkens optimistiske tidsalder blev dem til del:

See Tankelyn gik ud fra
danske Hjerner,
Og lyste for den hele vide
Jord,
De vendte Øjet op mod
Himlens Stjerner,
Og ned i Løndomskraftens
dunkle Spor;
Du danske friske Strand,
Hvor Øiet frit omsvæver,
Og frie Blik til Tankeflugt os
hæver,
Dig elsker jeg Danmark
mit Fædreland!

Men allerede I 1830'erne var luften altså elektrisk. Nye ting og sager så stadig dagens lys, nye impulser, nye følelser og fornemmelser. Hvorledes verdensaltet måske hang sammen. I disse år erkendtes takket være en ny kikkert Mælkevejens umådelige omfang.

Dét var universet, kunne man jo se, og langt mere ubegribeligt i sin uendelighed end hidtil antaget. Ingemann digtede betaget om Jordens svømmende ø blandt sejlende stjerner i samme sø:

Der sejler hen i Natten
i Himmeldybets Favn
Stiernernes Luftskibs-Flaade
En Verden er hver Stavn.

Tiden var moden, og rette mand var mand for lige netop dén. Ydermere i dette tilfælde så fjernt fra Danmark med rødderne plantet, hvor det driftige og dristige havde gode kår. Amerikaneren Samuel Finley Breese Morse 1791-1872 opfandt i løbet af 1830'erne på grundlag af Ampères idé et dueligt apparat, samt forsynede opfindelsen, morseapparatet, med dét alfabet af elektromagnetisk omsættelige prikker og streger, som - blandt mange andre - sagesløse spejderdrenge i korte bukser og bare knæer siden har døjet med at lære udenad. Idéen til alfabetet - eller noden som man først sagde - undfangede mærkelige mr. Morse, der bortset fra disse sine gnistrende interesser var portrætmaler, ombord på skibet på rejse tilbage til hjemlandet fra sunny Italy. En stræbsom amerikansk professor ombord eksperimenterede under den lange sejltur uafladeligt med sine elektriske apparater. Morse kom derved yderligere i stødet (!) og udviklede undervejs sit enkle, men geniale kommunikationssystem.
Da den store mand med det viltre skæg - ifølge stikkene ikke ulig Charles Darwin - omsider ilandsteg New York, var alfabetet fra A til Z i princippet parat. Eksempelvis: prik prik = I, streg prik prik = D, streg streg streg = O, streg = T. Såfremt den opfindsomme portrætmaler var kommet i havsnød - det spekulerede man utvivlsomt en del over undervejs dengang - ville man fremover ifølge det nye alfabet kunne udsende et internationalt elektronisk nødråb, vistnok vilkårligt valgt blandt tegnene: prik prik prik streg streg streg prik prik prik, sos, i folkemunde senere udlagt som: save our souls. Endnu senere et begreb, som efterkommere til læsere af disse linier formentlig fortsat vil anvende i betydningen, skønt morsesignalet som sådan glemmes.
Vel i land arbejdede den forretningsmæssigt ferme Morse videre på projektet, hvis kommercielle perspektiver han ikke var blind for. I og for sig var det en medarbejder, Alfred Vail, der i 1838 som den første - samtidig med at man gysende indså Mælkevejens uendelige dybde og mente at forstå universets nye natur - arrangerede en egentlig transmission af trådløse telegrafiske signaler fra et sted til et andet i New Jersey. Men det var Morse, der fik æren og pengene efter en demonstration nogle år efter, da han havde opnået patent på telegrafen. Indledningen var markeret til en ny tid, hvor utallige banditter i utallige senere western-film, uomtvisteligt med forbillede i virkelige begivenheder, har måttet klatre op i utallige telegrafstolper og klippe utallige ledninger over for at forhindre utallige indesluttede sheriffer i at telegrafere efter forstærkninger. Så sidder telegrafisten dér med alle talenterne på telegrafstationen ved jernbanen og klaprer desperat med sin nøgle, der bare er død som en nylandet sild i den anden ende, mens, klip, den svedige bandit - stadig med bidetangen i behandsket hånd, tørrer sig i sit grimede fjæs med en storprikket rød hvid halsklud og gnækker ondt i mørke skægstubbe.

Uanset mr. Vails indsats blev den første officielle morsede telegrafbesked afsendt den 24. maj 1844 fra Baltimore til Washington. Det ville jo ikke være Amerikas Forenede Stater, såfremt depèchen ikke havde haft noget at gøre med det hellige: What has God wrought! fik de besked på i Washington. Og det må man jo medgive i streger og prikker.
Telegrafopfindelsen, der bredte sig med næsten egen hast overflødiggjorde de hidtidige optiske telegrafer, der jvf. Greven af Monte Christo transmitterede korte beskeder over enorme afstande. Når det var mørkt og tåget nyttede det bare ikke noget, og det var heller ikke altid telegrafbestyrerne var omhyggelige eller ædru nok til at tyde meddelelserne. Prik-streg-telegrafen var alt andet overlegen. Telegrafisten ophøjedes, skønt Fritz Jürgensen havde blik for mulighederne, da han lader en person slå en prut i den ene ende af linien og viser modtagelsen i den anden.
Nu er festen forbi. Den avancerede elektronik har uddistanceret Morses gode gamle opfindelse. Lyngby Radio indstiller fra søndag aften den del af virksomheden, hvilket fortjener en klummistisk markering. Lyngby Radio, som egentlig burde have heddet Bagsværd Radio efter postadressen. Toget fra hovedstaden gik jo til Lyngby, hvorfra medarbejderne kørte videre med hestevogn til Nybrogård i Bagsværd, og så kaldte de deres arbejdsplads Lyngby. Logisk men sandt. Buegeneratorens opfinder, den navnkundige Valdemar Poulsen, hvis buste er opstillet lige uden for medarbejderbanken i Wilhelm Lauritzens tidløse radiohus, og hvis forstenede mund før i tiden altid var udstyret med en respektløs udgået smøg, forestod oprettelsen af Lyngby-senderen, idet han gennemførte sine generator-eksperimenter i Bagsværd, altså Lyngby, og dermed demonstrerede, at hans bærebølge formåede at bære et radiosignal. Derfor begyndte også de første radioudsendelser fra Lyngby Radio. Maskinmesteren på stedet var Danmarks første faste speaker, der blev kendt som slut-Rasmussen, fordi han altid sagde: slut, slut herfra eller noget lignende. Det har sikkert været udmærket, inden der et par år senere med Emil Holm gik skolelærer og selvhøjtidelighed i Statsradiofonien.

Dette var den korte og ufuldstændige historie om Morse, der i øvrigt blev skingrende rig på sin foretagsomhed, længe inden han blev et begreb, som store digtere kan finde på at indflette i store digte. Som Halfdan Rasmussen i Fremtiden er forbi, der konstaterer det fysiske forfalds sørgmuntre vilkår:

Du lyner ned
for bukserne og håber
at du vil kunne morse
et par dråber.

Du venter
og kvitterer med en brummen
ved lyden af Chopin
i w.c. kummen.

Klummen skulle dennegang egentlig have handlet om Søren Krarup, der i sit talerør Ekstra Bladet nu er begyndt at kalde folk, in casu professor Uffe Østergaard, der ikke er så danske som Krarup mener, man kun kan være danske hele dagen, for lejesvende. Men så kom klummisten i tanke om, at til verbale voldsmænd som Krarup er der kun én ting at svare: prik prik/ streg prik prik/ prik prik/ streg streg streg/ streg!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu