Læsetid: 4 min.

Til 1999

12. januar 1999

En jazzkalender - En bog om Jan Johansson - Exit Polygram

RIFFS
I gamle dage fandtes der en tysk jazzkalender, en stor sag med et fotografi for hver måned, udvalgt og forsynet med biografiske notater af Joachim Ernst Berendt. Mange af billederne var flotte, lige til at hænge op på væggen, hvis man skulle have lyst til det.
Man kunne også klippe dem fra og gemme dem separat sammen med andre jazzbilleder i løs vægt. Det gjorde jeg gennem nogle år, og jeg støder stadig på dem, hvis jeg søger efter billeder af bestemte musikere eller orkestre.
Kalenderen som helhed var derimod for uhåndterlig til at gemme, så når billederne var taget fra, røg resten i papirkurven. At have kalenderen hængende på væggen og pligtskyldigt vende et blad pr. måned, ville have været for langt ude. Der var f.eks. musikere man ikke havde lyst til at glo på en hel måned igennem.

Anvendelig kalender
Så er den jazzkalender, som det danske tidsskrift Jazz Special udgiver, mere anvendelig. Allerede formatet - 20 x 20 cm - gør, at den både kan ligge på et bord, stikkes i en større lomme eller stå i en reol. Derimod fristes man ikke til at klippe billederne ud, det er de ligesom ikke store nok til.
Det er ellers en fin samling, udvalgt i Jazz Specials arkiv, og afspejlende det forløbne år i en slags kontrapunkt til kalenderens tabelværk, der jo opmåler det kommende. Redaktørerne burde nok have undgået et par billeder, der er velkendte fra cd-forsider, men ellers er udvalget forfriskende nyt. Syv fotografer er repræsenterede, og jeg har især hæftet mig ved den italiensk-fødte pressefotograf Nicola Fasano, der bl.a. har portrætteret en grublende Kenneth Knudsen og en Niels-Henning Ørsted Pedersen, der lytter til sit eget spil.
Meget fyldige udvalg er der af de to sværvægtere (fotografisk, altså!), Gorm Valentin og Jan Persson. Sidstnævntes skud af årets smukkeste, og smukkest syngende, amerikanske gæst kan ses hosstående.

Johansson biograferet
For 30 år siden døde den svenske pianist Jan Johansson, dræbt ved en biluykke, 37 år gammel. Han var en kendt og elsket musiker i Danmark.
Vi lærte ham første gang at kende, da Stan Getz hentede ham til København i 1959, hvor han blev medlem af
Getz' rytmegruppe i det gamle Montmartre, i Store Regnegade. Her spillede Johansson sammen med bassisten Oscar Pettiford, som satte afgørende skub i den unge svenskers jazzspil ved at insistere på hans blues-improvisationer, især med brug af blok-akkorder.
Tiden i Montmartre blev kort, men samarbejdet med Getz fortsatte en stund, bl.a. under den europæiske Jazz at the Philharmonic-turné i foråret 1960, ligesom der fra de år er flere inspilninger med Getz. Først og fremmest var det dog Johanssons egne indspilninger af svenske folkemelodier, der et par år senere skaffede ham et stort dansk publikum, og Jazz på svenska blev senere fulgt af Jazz på ryska, hvis udlægninger af russiske melodier også fandt vej til mange danske hjem.
Hvor Lars Gullin i 50'erne havde skrevet egne temaer i svensk folketone, tog Johansson fat på det oprindelige materiale og skabte meget personlige versioner af det. Ofte blev han bare akkompagneret af bas og evt. trommer, men han arbejdede også med større besætninger, især da han blev medlem af den svenske radiojazzgruppe, og han var midt i en spændende musikalsk udvikling, da hans løbebane blev brat afbrudt.

Den første bog
På bestilling af det svenske musikinformationscenter har Erik Kjellberg, der er musikprofessor ved Uppsala-universitetet men også en stor jazz-kapacitet, nu skrevet den første bog om Jan Johansson. Den beskriver hans baggrund og hans alt for korte karriere, og den er især værdifuld ved de udførlige noter til den medfølgende cd med 20 eksempler på Johanssons musik, gjort mellem 58 og 68.
Bogen, som er på engelsk, er til internationalt, officielt brug og ikke i almindelig handel. Måske kan den dog fremskaffes fra udgiveren, Swedish Music Information Center, Box 27327, S-102 54 Stockholm, Sverige. Om ikke andet kan henvendelser måske fremskynde den svensksprogede udgave, som Kjellberg siger er på vej.

Farvel til Polygram
Sidste år skilte den internationale Philips-koncern sig af med sin grammofonafdeling, Polygram, som blev solgt til det canadiske whiskyfirma Seagram. En del af Polygram er Deutsche Grammophon, verdens ældste grammofonselskab, som ligeledes sidste år fejrede sit100-år og således fik en noget ironisk fødselsdagsgave (whisky'en blev dets skæbne, for næsten at citere W.C. Fields).
Og nu forsvinder også navnet Polygram, efter planen til sommer. Det sker i forbindelse med, at Universal, som også hører under Seagram, overtager ledelsen. Fra et jazzmæssigt synspunkt må man håbe at Polygrams jazzlinie under Verve-etiketten fortsætter, og at Universals jazzprogrammer (MCA, Impulse, GRP) får en saltvands- (whisky?) indsprøjtning gennem sammenlægningen med Polygram, hvis Verve-katalog har haft stor fremgang, ikke mindst i Danmark, takket være sagkyndig markedsføring.

*Søren Friis, Cim Meyer og Anne Solmer (red.): Jazz Specials ugekalender. Ca. 100 s., ill. 129,50 kr. Fås hos Jazzklubben og i udvalgte forretninger

*Erik Kjellberg: A Visionary Swedish Musician: Jan Johansson, Jazz Pianist - Composer - Arranger. 142 s., ill. + cd. Svensk Musik, 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her