Læsetid: 5 min.

ABC gennem arkitektur

16. januar 1999

En stak arkitekturbøger om funkis, farver, foreningsflirt og økologisk form

ARKITEKTUR
Arkitekturens farver kan ikke ses ude af sammenhæng med rum og funktion. Det har arkitekten Anne Kappel brugt sine farve-erfaringer og sit ph.d-studium til at undersøge en række eksempler på. Og nu udgivet et koncentrat af sine referencer, rundhåndet illustreret med kulørte principskitser og fotoregister.
Ikke bare om farverne systematisk, men også om de associationer farver kan give, og den lethed eller tyngde en farvetone sætter i kroppen på beskueren - at en lyserød væg kan "smage" af jordbæris, og en lyseblå få metaltaget til at "svæve". Eller en suite af farver sætte "rytme" i bygningens rumforløb.
Tidligere lå materialer og bygningsfarver inden for smalle spektre, fordi udvalget teknisk set var lille. Nutildags er alt teknisk muligt, og det ses på byens facader. Den glatte, lyst oliemalede overflade eller den støvet okkerkalkede er afløst af uhåndgribelige plasticlag af et meget bredt sortiment.
Derfor er det blevet ekstra nødvendigt med et begrebsapparat til fagligt at vurdere og præcisere resultaterne.
Det er dét, Anne Kappels rapport giver kortfattede pædagogiske eksempler på.
Arkitekten Claus Bech-Danielsen har i sit ph.d-studium arbejdet med bygningsøkologien som æstetisk størrelse.
Hvad er det, spørger han, som har skilt natur og kultur i bybygning og arkitektur? Det er det videnskabelige verdensbillede, som med rødder i renæssancens perspektiver separerede rummet fra stedet, mener han - det umiddelbart sanselige fra den geometriske orden. Så det er i forfatterens terminologi pladsen, der som nyt begreb skal koble eller sammensmelte abstrakt og konkret, teknik og økologi.
Termerne er idéhistorisk præget af en meget forenklet fremstilling. For sanseligheden har uanset 'rumlige' ideogrammer altid været til, når det drejer sig om faktiske omgivelser. Og der har - helt konkret - altid været abstrakte forestillinger knyttet til 'stederne', og 'plads' til både nærvær og billeder også efter renæssancen.
Bech-Danielsen er mærkbart skeptisk over for græsrøddernes økologiske bygningskarneval, frem for mere teknisk funderede forbilleder.
Men når bogens teoretiske overbygning skal iklædes almene økologiske fremtidssyner, forbliver det hele alligevel ved positive almindeligheder (fordi der endnu savnes tilstrækkeligt overbevisende eksempler?) og ved påvisning af nymodens urimeligheder (forkert anvendte glasaltaner eksempelvis, varmefordyrende som vinterstuer, eller nordvendte ved tankeløs renovering!).

Ideologiske platforme
Hovedhensigten med Bech-Danielsens ph.d-studier har da tydeligvis også været, selv at undersøge byggeriets hidtidige ideologiske platforme helt frem til økologismen, som i både biosfæren og teknosfæren forsøger at påtvinge husenes beboere rigoristiske adfærdsformer. Hvorimod en bæredygtig levemåde lige lidt opnås ad teknokratisk vej eller fundamentalistisk - kun gennem indbyrdes overenskomster om husenes og beboernes daglige procesorienterede liv, argumenterer forfatteren.
Både farvebogen ovenfor og hæftet om økologisk form er smukt tilrettelagt og udført. Og som også andre arkitekters kortfristede ph.d-afhandlinger gennem de sidste ti år indholdsmæssigt lempet og bearbejdet til almindelig udgivelse.
Det koster både fondsmidler og gratis arbejde efter stipendietiden. Spørgsmålet er alligevel, generelt og lidt nedslående, om de færdige resultater retfærdiggør omkostningerne ud over de meriterende studieår; eller om resultaterne af gennemførte ph.d-studier generelt burde være forbeholdt en mere beskeden intern distribution, som ekstrakter og forelæsninger.

I tegl og beton
Foreningen Docomomo er international og har til formål at redde 1920-30'ernes modernistiske arkitektur fra nedrivning eller ufølsom istandsættelse. Foreningen har også skandinaviske afdelinger, som tilsammen står for en bog om bevaringsværdige og fredede bebyggelser fra dengang.
Bogens tekst og billeder giver derved samtidig et sjovt billede af kulturforskelle mellem de nordiske lande. For som altid ved den slags sammenføringer bliver det - eksempelvis - tydeligt, at hvad der anses for bevaringsværdigt i Reykjavik, ikke nødvendigvis ville være det i Stockholm. Docomomo-bogen er skrevet dels på engelsk, dels skandinavisk.
En anden - dansk - bog, om arkitekten C.F.Møller, koncentrerer sig om hans hovedværk Aarhus Universitet. Men bogen har også fat om hovedpersonen som usædvanlig person - forhandlingsdygtig, snarrådig, og dygtig arkitekt af den gamle skole, med glimrende huse til følge.
I starten af karrieren samarbejdede han kløgtigt med sfinxen Kay Fisker, i den anden ende blev han første rektor for Arkitektskolen i Aarhus, da den kom til verden i 1960'erne.
Det hele muntert og indsigtsfuldt undersøgt og berettet af en anden af professorerne dér - Nils-Ole Lund, som også har skrevet en kort sammenfattende artikel i Docomomo-bogen.

Arkitektens eget Forlag
Allerede da Statens Museum for Kunst åbnede i stærkt udvidet form, udsendte museet et hæfte om hele bygningskomplekset og dets historie. Stærkt rosende, og skrevet før det nye hus var færdigt og de nye ophængninger på plads. Hæftet var en summarisk sammenskrivning af dét nummer af tidsskriftet Arkitektur, som samtidig med en næsten identisk bog udkom lige inden årsskiftet.
Det er en kendt branche-sag, at udgivelsen af Arkitektur økonomisk er baseret på, at de arkitekter der publiceres, selv bekoster fotografierne og betaler særtryk af de trykte sider til brug for egen markedsføring. Kritiske eller diskuterende kollegiale bemærkninger holdes derfor stort set inden for samme forlags blad Arkitekten. Det gælder også i tilfældet Statens Museum.
Bogen om museet er sponseret af de projekterende og af en række leverandører og forsynet med forord af Kulturministeren. Museets direktør får i bogen uantastet lov til at rose sit nye hus, sine egne dispositioner og farvesætninger af egne vægge. Hvorimod tidsskriftudgavens to kritiske tilløb er udeladt - et af billedkunstneren Morten Stræde og et af Peter Davey fra Architectural Review. Og det har nemt ladet sig gøre, fordi de to kritiske artikler diskret er placeret bagest i tidsskriftet.
Tidsskrifterne Arkitekten og Arkitektur udkommer på Arkitektens Forlag, som er associeret Danske Arkitekters Landsforbund. Og da publiceringsvirksomheden i efteråret fyldte hundrede år, udsendte forlaget en bog klasket sammen af de to numre af tidsskriftet Arkitekten, som var sat af til jubilerende tilbageblik.
Tilbageblikket var i hovedsagen lagt i hænderne på en redaktionens håndgange mænd, og på redaktøren, forlagets leder, Kim Dirkinck-Holmfeld. Og jubilæumsformålet bliver der ikke lagt skjul på - at dokumentere hvordan bygge-, bolig- og arkitekturdebatten i Danmark de sidste hundrede år har haft tidsskriftet Arkitekten som både motor og omdrejningspunkt. Hvilket imidlertid langt fra er tilfældet.
Det havde klædt bladet, forlaget og dets redaktionsudvalg at lægge jubilæumsopgaven i hænderne på forfattere uden for inderkredsen, samt undgå at lade halleluja-udgivelser om det kontroversielle projekt Statens Museum overstråle forlagets faglige opgave som tidsskriftudgiver.

*Anne Kappel: Farvens format, 185 s. ill., 298 kr. Kunstkademiets Arkitektskoles Forlag
*Claus Bech-Danielsen: Økologien tager form, 128 s. ill., 248 kr., Christian Ejlers Forlag
*Docomomo: Modern Movement Scandinavia - vision and reality. 210 s. ill., 290 kr. Arkitektforlag B, Aarhus
*Nils-Ole Lund: Bygmesteren C.F. Møller. 184 s. ill. Kr.248. Aarhus Universitetsforlag
*Statens Museum for Kunst, Arkitektens Forlag, 120 s. ill., 298 kr.
*Arkitekten 100 år, Arkitektens Forlag, 165s. ill., 298 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu