Læsetid: 2 min.

Affaldsplan går op i røg

28. januar 1999

Afbrænding er den næstdårligste måde at håndtere affaldet på. Alligevel opfører kommunerne nye forbrændingsanlæg, som vil fastholde netop denne affaldspolitik mange år frem

Afbrænding af affald bør være en kortsigtet nødløsning. Derfor er det uholdbart, at kommunerne binder sig med nye, store forbrændingsanlæg mange årtier frem.
Denne problemstilling, mener Danmarks Naturfredningsforening, bør indgå i dagens debat i Folketinget om regeringens nye affaldsplan for de kommende år.
Foreningen henviser til de over fire milliarder kroner, som kommunerne i øjeblikket har konkrete planer om at spendere på nye anlæg
"Når anlæggene først står der, så vil de lokale affaldsselskaber og dermed kommunerne ikke være ansporet til de bedre løsninger, nemlig at genbruge mere eller at få reduceret affaldsmængderne," siger Allan Andersen, der er Naturfredningsforeningens affalds-medarbejder.
Han peger på, at de store investeringer vil binde kommunerne til at brænde af de næste 20 til 30 år. Man kan ende i den situation, at borgernes motivation for at kildesortere vil gå fløjten, når alt skidtet alligevel ender i den store ovn.

Går ikke til biddet
Kommunernes øgede hang til at brænde skidtet af forholder regeringens nye affaldsplan sig ikke særlig alvorligt til, mener Danmarks Naturfredningsforening.
Planen - Affald 21 - har været ude til høring siden september, og hele raden rundt i det politiske spektrum og blandt organisationerne bliver den mødt med moderat tilfredshed.
Miljøfolket i venstrefløjspartierne og i de grønne organisationer finder den okay, men ikke god nok.
Et af hovedproblemerne, som såvel SF og Enhedslisten som Danmarks Naturfredningsforening ser det, er, at planen ikke går til biddet med det egentlige problem, nemlig at få reduceret de samlede affaldsmængder.
Omkring 500.000 tons affald ligger i øjeblikket i store dynger rundt omkring i landet og venter på at blive brændt af.
Forbrændingsanlæggene kan simpelthen ikke følge det tempo, som skraldebilerne får hentet affald fra industri og boliger i.

Gang i ovnene
Derfor ser flere fælleskommunale affaldsselskaber ikke anden udvej end at få flere ovne.
"Affaldssektoren befinder sig i et akut dilemma, men vi har flere gange efterlyst en tilbundsgående redegørelse fra ministeren, som kan anvise mere varige løsninger på, hvordan vi undgår de store mængder affald fremover," siger Allan Andersen. I 1997 indførte Miljøstyrelsen et totalstop for deponering af brændbart affald. Det har fået gang i ovnene.
"Stoppet fik mere end 700.000 tons affald frem i lyset, som før endte på lossepladser. Vi blev meget overrasket over de store mængder," siger kontorchef Helge Andreasen fra Miljøstyrelsen om årsagen til, at styrelsen har forladt en hidtil meget restriktiv holdning over for at tillade afbrænding.

FAKTA
*Affaldsplanen

Genanvendelsen af dagrenovation fra husholdningerne skal øges, selv om regeringen i den nye affaldsplan lægger op til at skyde målet på 40-50 procent længere ud i fremtiden.
Målet i år 2004 er nu, at 30 procent af dagrenovationen skal genanvendes og 70 procent forbrændes.
I løbet af de kommende fem år skal der gøres forsøg med, om det begrænser mængden af affald, hvis prisen for afhentning vokser med mængden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her