Læsetid: 4 min.

Aktiv eller passiv journalistik?

25. januar 1999

Aviser kan kun overleve på journalistik, der aktiverer læserne

NY BOG
Engang hed det afspejlende eller opsøgende journalistik. Nu er begreberne blevet flere. Og der er kommet fremmedord på. Men egentlig drejer det sig mest om gammelkendte forestillinger om, at en avis skal være noget for nogen - og helst så meget for så mange, at den både kan leve og overleve på brugsværdien.
For den demokratiske dialog er dette vigtigt. Det drejer sig om andet og mere end den enkelte avisvirksomhed. Det drejer sig om store og fine ord, der oftest kun tages frem på Grundlovsdag, men som ret beset bedst debatteres mellem grundlovsdagene, når pressen er i hverdagstøj - eller arbejdstøj, om man vil.
Dette er da også akkurat, hvad forfatteren Peter Bro har som hovedærinde med debat- og brugsbogen Journalisten som aktivist.
Den forsøger at være handlingsanvisende for journalister i spændingfeltet mellem presse og politik - vel at mærke på en måde, der bestemt også vedkommer læseren.
Dansk presse har ved århundredets begyndelse hentet betydelig inspiration i amerikansk presse. En del af denne inspiration betød nye roller som adspredelses- og underholdningsmedier på bekostning af de oprindelige nyheds- og opinionsfunktioner. Men nu er udviklingen ved at vende.

Public Journalism
Det er allerede sket i USA. Ved århundredets slutning har tanker og forestillinger hos en gruppe amerikanske presse- og universitetsfolk skabt en helt ny mediedebat og en delvis ny journalistik med betydelig effekt også uden for redaktionslokaler og universitetsauditorier.
Public Journalism kalder amerikanerne den nye journalistiske genre, der nu også er ved at finde vej til Danmark, både som begreb og som konkrete journalistiske udviklingsobjekter.
Peter Bros debatbog om nødvendigheden af, at journalisten identificerer sig mere med læserne og varetager deres interesser, er blevet til ud fra en forestilling om, at den politiske debat er blevet reduceret til en del af mediernes sælgende underholdningsstof. Dette er synd for både den politiske kultur og for mediekulturen. Allermest synd er det for den befolkning, der bliver dårligere informeret uden af den grund at blive bedre underholdt.
For både politikere og journalister har mistet den afgørende kontakt til befolkningen. Politikere og pressefolk er gået i selvsving. Af denne konstatering fødes argumentationen for en ny type journalistik, hvor journalisten skal optræde som aktivist ud fra læsernes interesser.

Fortjner sympati
Bogens udgangspunkter fortjener sympati, også når det kan være svært at følge argumentationen gennem alle led, fordi forfatteren fokuserer for stærkt på det rent politiske stof og forbigår den modificerede funktion, som andre stofområder i avisen har.
Peter Bro vil gerne se den nye public journalism som en brobygger mellem universitets- og presseverdenen. Den skal varedeklareres ved sit særpræg i forhold til anden journalistik. De mangeartede forsøg, der foretages under fællesnævneren public journalism, har dog næppe nogen afgørende skillelinje i forhold til mere traditionel journalistik. Der er snarere tale om gradsforskelle end om væsensforskelle.
Det diffuse i det nye begreb er måske i virkeligheden kun et gode. Mangeartede eksperimenter er alt andet lige en ubetinget fordel i et fag, der (alt) for let størkner i rutiner.
Bogen refererer amerikanske og danske projekter under betegnelsen public journalism, alle endnu i forsøgsfasen og næppe alle lige repræsentative. Men som fødselshjælpere kan de have interesse.
Fælles for 'fødselshjælperne' er en tendens til, at de vægter holdningerne bag forsøgene højere end den praktiske udførelse. Dette kan ikke undre. For naturligvis findes der ingen entydig og endegyldig model for, hvorledes pressen kan gøre det enklere for borgerne at diskutere, hvordan samfundet skal se ud. Det afhænger først og fremmest af den enkelte sag, der er til debat.
Bogen fremdrager danske eksempler fra Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og JP København. Praktiske arbejdsredskaber er lette at overføre. Og udfordringen til at søge nye veje mangler dansk presse bestemt ikke. Vigende oplag og smuldrende troværdighed kan ikke blot standses gennem oplagskamp mellem de store i branchen. Der må mere dybtgående overvejelser til også. Her kommer public journalism med modeller for "journalisten som aktivist" ind som én af flere muligheder. Ifølge forfatteren tilsat ny realisme takket være nye journalistuddannelser og et nyt tilvalgsfag på den 'gamle' Danmarks Journalisthøjskole. Måtte det være så vel! Afstanden mellem skolebænk og praksis i presse har hidtil været betydelig.

Pressen som dialogorgan
Forfatteren medgiver afslutningsvis, at public journalism ikke kan erstatte alle andre former for journalistik. Genrens tilblivelse er et tankevækkende udtryk for, at det ikke er informationer, der savnes i informationssamfundet, men bedre kommunikation af og om disse informationer.
Pressens rolle skal ændres fra at være en énvejskanal fra aktive afsendere til passive modtagere til at blive et dialogorgan mellem lige og ligeværdige parter i samfundet.
Den omstilling magter pressen imidlertid ikke alene. Der må mere til end en omstilling af journalistikken. Også pædagogikken må med blandt flere andre faktorer. Optimistisk kan man håbe, at dette er den egentlige årsag til, at Fremads Forlag har udgivet denne debatbog i samarbejde med Dansk Magisterforening.

*Peter Bro: Journalisten som aktivist - om presse, politik og demokratisk dialog. 114 s., 168 kr. Fremads debatbøger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her