Læsetid: 3 min.

Alderen vender den tunge ende nedad...

7. januar 1999

ALDERISME
JULE- og nytårsdagenes tv-udsendelser har båret præg af genbrug: gamle danske film på stribe, uanset kvalitet, gamle danske revyer og Hammerichs "Gamle Danmark" har været kanalernes nytårsgave til det danske folk, når den da ikke har stået på underholdning med det mere og mere fladpandede Se&Hør-register af bisser og duller. Nu kan vi vist ikke nå længere ned.
Vi har mange gode revykunstnere i disse år: Klein og hans gamle klyder, Pallesen, Pilmark, Pilgaard, Kenter, Flemming Jensen og flere andre. De kan virkelig noget. Det kan Linie 3 også, selv om glatheden lurer på dem, mest på dengsedrengen i midten, mindst på de to mere betydelige kunstnere.
Men hvor de allesammen trænger til ordentlige tekstforfattere! Hvor er de henne? Er den sidste rest af begavet satire og gavmild komik gået til grunde? Niveauet er i hvert fald faldet tiår for tiår. Platheder, forudsigelige brandere og situationskomik reddes kun, fordi vi vitterlig har gode revyskuespillere, der var en bedre skæbne værd.

JULENS genudsendelse af Cirkusrevyen 97 indledtes af en decideret pinlig sag. De tre nu midaldrende herrer i Linie 3 spillede senile. De gav et l-a-n-g-t-r-u-k-k-e-n-t indtryk af, hvad alderen kan gøre med dem, der har den tvivlsomme fornøjelse at blive reducerede. Gestus, mimik, stemmeføring, alt var - som det er. Og det var så det. Hvori ligger det morsomme? Selv det taknemlige og dygtigt indeksercerede publikum havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. En udlevering af dårligt stillede mennesker uden pointe, uden retning, uden selvironi - hvad skulle ideen være med det? Er vi nået dertil, at vi er skræmte ved udsigten til at krænke tidens forestillinger om politisk korrekthed, men taktløst og uden risiko kan kaste os over dem, der ligger under for tilværelsens ondartede konstruktion?
For så ondt er livet konstrueret, at mange i sidste fase mister sanser, kontakter, erindringer og sprog - samtidig med at de plages af bevægelsesbegrænsninger og smerter.

ALDERISME kalder man, efter racisme, det fænomen at særbehandle samfundsgrupper negativt pga. af personernes mere eller mindre høje alder. Men alderismen er ved at forskyde sig til stadig yngre grupper. I DR 1-udsendelsen Mens vi venter nytårsaftensdag var der i løbet af de tre timer en række sekvenser med store børn, der kaldte de 50-årige ind én efter én til spanking. Hans Otto Bisgaard, Jarl Friis Mikkelsen og selveste Keld Heick - som tydeligvis havde akklimatiseret sig efter dronningens hofbal - fik at vide - ikke at de var talentløse eller ligegyldige, hvad de heller ikke er, men at de skulle love snart at gå af. Det kunne ikke gå hurtigt nok, og det blev sagt på 27 forskellige måder, men ingen af dem var orginale eller morsomme. De skulle bare have at vide, at de ikke var unge længere. Det vidste de nok i forvejen; lad os håbe, de får mere kvalificerede afløsere.
Man kan ikke forlange modenhed af folk, der er på vej. Så lad os ikke tage tingene så tungt, når ofrene kan forsvare sig. Det kan de rigtig gamle ikke, så det er en anden sag.

I KOPLEVS Krydsfelt, en af de gode P 1-udsendelser, som giver sig tid og når ned under overfladen, kunne man møde en fotograf og nybagt moder, som var ganske god til at fortælle om sig selv og sine oplevelser, men som ikke kunne ræsonnere, og hvis livserfaring og refleksioner det ikke lykkedes Koplev, trods lange, næsten psykoterapeutiske pauser, at gøre relevante for lytteren. Selv ikke oplevelser i New York giver garanti for et udsyn, der rækker længere end til egen navle, navlestreng og personlige karriere. Bryllupsseancen var for den indbudte gæst en milepæl (partneren står lidt uklart), og det drejede sig om at have været de 'rigtige' steder, ikke om, hvad man havde lært, og "jeg synes altid jeg har været vant til at få det, jeg vil have" - "jeg kan godt lide at bo lækkert og pleje mig selv."
Man kunne ikke finde ud af, om Koplev ville lave et portræt af en ung, narcissistisk livsstilskvinde, eller om han anede store dybder i gæstens sind. Hvis det var en udlevering, er der tale om omvendt alderisme. Den slags skal man også holde sig fra - men her har den pågældende da heldigvis mange år til at dementere. Er man ramt af demens, kan man ikke dementere noget som helst!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her