Læsetid: 3 min.

Anklager: Clinton er en kræftknude

16. januar 1999

I næste uge skal 100 senatsmedlemmer optræde i en uvant rolle som stiltiende nævninge. Det bliver svært, viser erfaringen fra de to første retsmøder

BOSTON - På førstedagen for rigsretten i USA's senat turde ingen af de 100 nævninge udfordre skæbnen og risikere fængselsstraf, så de holdt mod sædvane deres mund og udstod seks timer i stilhed på de hårde træsæder i salen.
"Det er barsk at skulle sidde og lytte i stilhed. En senators opgave er normalt at tale," bemærkede demokratiske senator Frank Lautenberg i én af de to kvarterspauser. "Mine øjenlåg havde svært ved at holde sig åbne."
Når det amerikanske Senat er samlet, sker det aldrig, at alle medlemmerne sidder på deres stole. Tværtimod holder senatorerne oftest tale til et næsten tomt kammer, hvor de få tilstedeværende står i smågrupper og snakker.
Men i henhold til en regel vedtaget for 131 år siden under rigsretssagen mod præsident Andrew Johnson "skal senatorerne tie under frihedsberøvelse", mens institutionen tjener som rigsret i en sag rejst mod den siddende præsident - i dette tilfælde Bill Clinton.

Tid til en lur
Så det tilsyneladende umulige skete torsdag eftermiddag, da fem af de 13 republikanske anklagere fra Repræsentanternes Hus endelig fik chancen til at lægge beviserne for præsidentens brøde frem. De 55 republikanske og 45 demokratiske senatorer sad ret op i seks timer uden at ytre så meget som et ord. Der noteredes ikke en gang hvisken til sidemænd.
"Det var ekstraordinært, helt uden fortilfælde i min tid," forklarede Senatets officielle historiker Richard Baker.
Og det var drøjt for mange. Senator Jesse Helms blev fanget i at tage en lur. Ted Stevens fra Alaska kæmpede med søvnen efter at have taget penicillin mod influenza. Paul Wellstone fra Minnesota måtte i princippet ikke rejse sig, selv om han lider af en kronisk rygskade. Netop denne sygdom tilskrev han for nylig sin beslutning om at undlade opstilling til det næste præsidentvalg.
Heldigvis lider den foresiddende, højesteretspræsident William Rehnquist, også af dårlig ryg, så han gjorde fra starten opmærksom på "et tilbagevendende behov for at strække benene" - en naturret, han betjente sig af flere gange i løbet af dagen.

Korrupt præsident
De første par timer var en søvndyssende forestilling. Lederen af de 13 - formand for retsudvalget Henry Hyde - startede med en lektie om, hvor betydningsfuld en éd er i angelsaksisk retshistorie, hvilket næppe kan have været en overraskelse for senatorerne.
Hyde blev fulgt af hans adjudant James Sensenbrenner, hvis beskrivelse af Clinton fik demokratiske senatorers øjne til at stå på stilke.
"Han er en korrupt præsident, som vil lade en kræftknude slå rod i vort samfund i generationer, med mindre han bliver afsat fra sit embede," hævdede den republikanske anklager.
Først da sulten begyndte at melde sig sent på eftermiddagen, blev Senatet serveret en bjergtagende version af det dramatiske hændelsesforløb, som resulterede i særanklager Kenneth Starrs undersøgelse af præsident Clintons forsøg på at skjule sin sex-affære med Monica Lewinsky.
Den ansvarlige for udlægningen var Asa Hutchinson, republikansk kongresmedlem siden 1996 fra Clintons hjemstat Arkansas. Som tidligere statsanklager i delstaten magtede den konservative republikaner at knytte mange løse tråde sammen til et rationelt hele.
Han fremlagde udførlige beviser for, at Bill Clintons og hans golfven Vernon Jordans jobsøgning for Monica Lewinsky først blev forstærket, da det stod klart den 10. december 1998, at hun skulle indkaldes som vidne i Paula Jones' civile søgsmål mod præsidenten for sex-chikane.
Hidtil havde Det Hvide Hus betonet, at der ikke kunne være en sammenhæng, idet jobsøgningen var startet lang tid forinden. Det modargument synes nu at falde bort.

Pres på hovedvidne
Hutchinson ødelagde også et andet forsvarsargument. Det går på, at præsidenten ikke kan have søgt at lægge pres på et hovedvidne - hans sekretær Bettie Currie - idet hans samtale med hende skete, før hun blev indkaldt som vidne af Starr.
Republikaneren pegede imidlertid på, at samtalen i Det Ovale Kontor foregik dagen efter, at præsidenten var blevet forhørt i Paula Jones-sagen, hvorunder han flere gange henviste til Currie som et vidne, der kunne bekræfte hans version. Clinton må derfor have vidst, at hans sekretær formentligt ville optræde som vidne i sagens videre forløb.
Hutchinsons to bidrag til sagsopklaringen kommer næppe som et chok for senatorerne og offentligheden. De fleste amerikanere har forlængst erkendt, at Clinton løj under éd, at han brugte vidner til et cover-up og svigtede sine forpligtelser som USA's øverste lovrepræsentant.
Spørgsmålet er, om disse forseelser berettiger afsættelse fra præsidentembedet i henhold til forfatningens definition. Det har de republikanske anklagere endnu ikke argumenteret overbevisende for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her