Læsetid: 6 min.

Ansvarets tid

2. januar 1999

Moralens årti rummede bla. bestikkelsesskandaler, hamstringsopblomstring og optakten til en amerikansk rigsretssag. Så hvad nu?

QLUMMEN
Velkommen til den allersidste omgang af tiåret 1990'erne. Lad os begynde året med at spørge os selv og hinanden, hvordan det så hidtil er gået med det, Poul Nyrup Rasmussen i et af sine talrige ubevogtede øjeblikke fik kaldt "moralens årti"?
Jo, det gik bla. sådan, at USA's præsident William Jefferson Clinton sandsynligvis stilles for en rigsret for mened og usømmelig omgang med cigarer.
I udlandet skete der desuden det, at den italienske mediemagnat og politiker Silvio Berlusconi, iværksætteren af operation Rene Hænder (!) i italiensk politik, endte med en regulær dom.
Og i det netop forgangne års sidste dage måtte den britiske handelsminister Mandelson gå af efter afsløringen af et favorabelt privat boliglån, som han - måske, måske ikke - gengældte med andre tjenester over for långiveren. Endda var Mandelson en del af Tony Blairs britiske regering, der indledte sin regeringstid med slagfaste udsagn om høj moral til erstatning for den konservative regerings væld af skandaler.
En anden markant begivenhed i de sidste smukke decemberdage i 1998 var dommen over den belgiske socialdemokrat Willy Claes, angiveligt fordi Claes i sin tid modtog penge fra venlige mennesker, der ville hans parti det godt. Især hvis Claes' parti til gengæld ville være de venlige menneskers firma behjælpeligt, hvad man da gerne ville.

Herhjemme har moralens årti hidtil formet sig sådan, at det vi har lært at kalde Det konservastive Folkeparty på rekordtid fik udskiftet den ene leder med den anden og den tredje, bl.a. fordi den først udskiftede leder, Hans Engell, ikke magtede at holde fingrene fra enten rat eller rødvin. Sidst, men ikke mindst må vor egen Poul Nyrup Rasmussen netop nu døje med sit partis laveste meningsmålinger i 20 år, blot fordi han helt tilbage i februar kom til at udstede valgløfter, som vælgerne var så smålige bagefter at holde ham fast på.
At regeringen reelt kan have en god sag deri, at det måske ikke er det mest retfærdige at smøre udgiften til efterløn til de store krigsårgange af på de små årgange, der i forvejen får forsørgerbyrder nok - ja, det kunne jo ikke have været svært at regne ud, så statsministeren kunne have sagt det allerede under valgkampen.
Sure blev vælgerne jo alligevel. Nogle over efterlønnen, resten over ikke at have fået ren besked.
Vender vi civile blikket mod os selv, må vi også skåle for 1998 som det år, hvor hamstringens ædle kunst fik nyt liv under forårets strejker. Især blev brød og gær så godt som sortbørsvarer. For som folk i supermarkedet ytrede til deres med-kunder, mens de sveddryppende trillede den topladte indkøbsvogn de sidste hårde meter mod kassen: "Man må jo hjælpe sig selv, ikke?"
Moralens årti?
Men står det så sløjere til med moralen end nogensinde før? Næppe. F.eks. har tidligere tiders politikere haft anselige forbrug af både spiritus og kvinder, som samtidens presse blot ikke skrev om.
Adskillige år efter den socialdemokratiske toppolitiker Per Hækkerups død vakte det betydelig opsigt, at den velanskrevne historiker Tage Kaarsted i en af sine sidste Danmarkshistorier berettede, at olieaftalerne i Nordsøen blev som de blev - nemlig ret ugunstige for den danske stat, noget bedre for Norge - fordi Hækkerup som dansk topforhandler, med Kaarsteds udtryk, var "indisponeret" under forhandlingerne. "Indisponeret" betød, ifølge anmeldelserne af bogen, beruset.
Og hvad angår forbruget af kvinder er f.eks. J.O. Krags og J.F. Kennedys erotiske appetit forlængst blevet legendarisk, efter sigende holdt Kennedy sig end ikke tilbage ved officielle lejligheder, hvor de tilbageværende måtte konversere videre som om festens midtpunkt stadig befandt sig ved bordet, og ikke tog sig en hurtig omgang i garderoben med en af serveringspigerne. Den slags scener har jeg altid forestillet mig helt konkret: Isen smelter på tallerkenen, de røde pletter breder sig på præsidentfruens kinder. Pinligt.
Men man skrev det ikke. Og det skal man stadig ikke, når det ikke er politisk relevant.

Men når 1990'erne alligevel kan gøre krav på titlen Moralens Årti er det måske ikke fordi, vi reelt er mere eller mindre moralske end før - men fordi vi taler meget, meget mere om moral. I 1990'erne, måske som reaktion på de kyniske, begærlige 80'ere og de kollektivistiske 70'ere, har selvransagelsens og bekendelsernes bølge taget land. Og som noget nyt rækker de moralske krav om udadlelig opførsel nu langt ind i privatlivet.
Nogle har kaldt tendensen en ulykkelig senvirkning af 1960'ernes og 70'ernes venstreradikale og feministiske slogans om at gøre det private politisk. Men tendensen ligger også i tydelig forlængelse af en endnu ældre kristen tradition for, at synd bør bekendes, så sjælen kan lutres og synderen nå til bekendelsens klimaks, omvendelsen:
"Jeg vil mindes de skændige gerninger, jeg tidligere begik, og mit hjertes kødelige fordærvelse," beretter selvbiografiens opfinder, kirkefaderen Augustin så tidligt som omkring år 400. Og tilføjer senere, henvendt til Gud: "Mange og store er mine sygdomme - men endnu større er dit lægemiddel."

Spørgsmålet er, om 1990'ernes bombastiske udmeldinger om moral, nye begyndelser og jeg skal komme efter dig reelt har nogen særlig virkning, nu, hvor bekendelsen ikke længere rettes mod Gud, men mod Offentligheden. For hvilket lægemiddel kan pressen og offentligheden tilbyde, sammenlignet med den fred i sindet, som Herrens tilgivelse tilbød Augustin? Uden en egentlig gudstro - og den har næppe enhver moderne bekender - henviser moralen ikke til et absolut regelsæt, men blot til det i samfundet acceptable. Den bekender, som henvender sig til publikum, kan naturligvis være oprigtig nok i sit håb om tilgivelse og selv nære ønske om at få det hele på bordet én gang for alle. Men han kan også ligeså godt ønske sig ro i lejren og bare stikke den historie, som han tror folk helst vil høre.
Og som Clinton-sagen viser, er moderne moral i virkeligheden ikke noget, alle kan blive enige om. Nogle vil f.eks. mene, at en præsident der lyver og boller udenoms ikke er noget at samle på. Andre, at en opposition, der nidkært indsamler pornografisk bevismateriale for millioner af skatteydernes penge imod disse skatteyderes og vælgeres vilje, selv har et større demokratisk problem.
Tilmed har de samme mennesker heller ikke samme moral i alle forhold. F.eks. tyder den tætte avisdækning på, at amerikanerne synes, det er skægt og underholdende at læse i avisen om, hvad Monica præcis gjorde sammen med Bill. Blot påvirker den halvt fryde-, halvt skamfulde fornøjelse ved celeber sladder ikke folk noget videre politisk, som efterårets amerikanske midtvejsvalg viste. Det er to forskellige ting.

Jeg tror, det hænger sammen med, at 90'erne ganske enkelt har slidt moralen op, som begreb betragtet. Hvis jeg allerede nu skulle ønske noget som ledeord for 2000-tallets første tiår, er det ordet ansvarlighed. Også med risiko for, at ordet ansvar om ti år lyder lige så hult og klamt, som moral nu kan lyde i vores 90'er-ører.
Når jeg alligevel som udgangspunkt bedre kan lide ansvaret, er det fordi der er noget rart og objektivt, næsten juridisk klingende over 'ansvar'. At påtage sig et ansvar indebærer nemlig ikke, at man lægger sin sjæl blot, hulker og beder en million seere om tilgivelse. Man kan tilmed bevare sin værdighed og stadig bære sit ansvar.
Det, man til gengæld skal gøre, er at handle og tage konsekvensen af, at situationen lige nu er som den er. Ansvar kan man både påtage sig og blive pålagt, modsat moral, som man udmærket selv kan have, men ikke kan påtvinge andre voksne mennesker. Hvis man prøver, opnår man sandsynligvis bare, at moralen bliver mere påtvunget end dybfølt - og dobbeltmoral er faktisk ikke dobbelt så godt.
Vi har ansvar for hinanden og for os selv. Så lad os sætte af ind i ansvarets tid.
Tak for Deres tid. Og godt nytår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu