Læsetid: 9 min.

Én ark - mange myter

16. januar 1999

Stentavlerne fra Sinaj-bjerget ligger i Pagtens Ark, og Pagtens Ark er i Saint Mary-kirken i Axum i Etiopien - og på tirsdag kommer den ud af det allerhelligste

I den bibelske tegnefilms allersidste billede træder Prinsen af Egypten (også kaldet Moses) ned fra Sinaj-bjerget med Herrens to stentavler og hans ti bud. Og så slutter dén ældgamle historie.
Det er omkring 3.000 år siden, men ud af den springer en lang række andre historier: For eksempel jødedommen og kristendommen for blot at nævne de to mest oplagte. Men også utallige myter og horder af eventyreres jagt på de to stentavler i de næste årtusinder.
På Herrens eget bud blev de to stentavler lagt i en beholder - en ark, hvis udseende og indretning er beskrevet til mindste detalje i 25. kapitel af Anden Mosebog. Og denne Pagtens Ark blev - efter mange bibelske års genvordigheder - anbragt i det allerhelligste i Templet i Jerusalem. Derfra forsvandt den atter - ud i nye genvordigheder. Og den forsvandt ud af de næste bøger i Bibelens gamle testamente.
Siden er den blevet jagtet ned gennem historien på grund af sin religiøse betydning, men i høj grad også på grund af dens materielle og magiske værdi.
Tempelridderne i 1100-tallet brugte mange år og enorme ressourcer på uden held at efterspore den. Og her for nylig genoptog Indiana Jones (i Harrison Fords skikkelse) jagten i en endnu amerikansk filmproduktion.
Pagtens Ark (eller The Ark of the Covenant) har fået sin plads i en litteratur, der rækker langt ud over det religiøse. Den er som fortællingen om den hellige gral blevet myte, og mange forskere mener i øvrigt, at historierne om den hellige gral (skålen som opsamlede Jesus blod fra korset) og pagtens ark med årene er smeltet sammen i en grad, så det er umuligt at spore deres forskellige historiske eller mytologiske udspring. Måske er eftersøgningen af arken og gralen i dag det samme jagtmysterium.
Hvis det da er et mysterium. For Pagtens Ark findes og har det godt.
På tirsdag den 19. januar tages Arken med Guds stentavler ud af det allerhelligste i Saint Mary of Zion-kirken i Axum i det nodlige Etiopien. Den bringes med rundt i årets største kirkeprocession Timkat-ceremonien, der holdes to uger efter Jesus fødsel (der i den etiopiske kalender finder sted i begyndelsen af januar).
Sådan er det hvert år, og sådan er det i år.

Arkens vogter
For den ortodokse kristne kirke i Etiopien er der ingen tvivl. Den originale Pagtens Ark, omhyggelig beskrevet i Anden Mosebog, findes og beskyttes dag og nat i det allerhelligste i en kirke i Axum.
Vrøvl, siger mange forskere, og det både jødiske og kristne. Men ingen er helt sikre.
Og det er måske det allermest fascinerende, at en ældgammel kristen kirke i et af verdens fattigste lande, på trods af alverdens moderne forskere (og kulstof 14-metoder og alt det andet) formentlig også langt ind i 21. århundrede vil være i stand til, både at fastholde sin egen påstand om at Pagtens Ark findes - og skabe usikkerhed i hele det internationale hellige establishment.
For få år siden udgav den tidligere Afrika-korrespondent for det britiske ugemagasin The Economist, Graham Hancock en 600 siders undersøgelse af historien om den etiopiske kirkes påstande om Pagtens Ark.
The Sign and the Seal. A Quest for the Lost Ark of the Covenant, hedder Hancocks velresearchede bog. Man kan ikke hævde, at den beviser noget. Men om noget så gør den dog den etiopiske version og kirkelige påstand en del mere sandsynlig, end den havde været hidtil.
Hvordan ser den ud, arken? Hvem har kontrolleret, om den er ægte? Hvor er beviserne ?
Sådan spørger man ikke, og gør man det, så får man i hvert fald ikke noget seriøst svar. Enhver, der har læst sin bibel, vil vide, at et almindeligt menneske ikke kan overleve at se Pagtens Ark direkte. Den rummer så store og uforståeligt religiøse kræfter, at den bringer død over dem, der uden beskyttelse og eller uden Herrens velsignelse nærmer sig. Derfor er den også for at beskytte menigheden gemt i det allerhelligste, og når den en gang om året bringes ud, er den indhyllet, så ingen kan se den.
End ikke patriarken i den etiopiske kirke (indtil 1950'erne fælles med den koptiske egyptiske kirke, men nu en uafhængig etiopisk patriark) må se arken eller komme ind bag dens indpakning.
Kun ét levende menneske må komme arken nær. Det er den munk der er udpeget som 'Arkens vogter'. For ham er arken det hele ensomme hellige liv. Det er en ære at være Arkens vogter, men også en byrde så stor, at man endnu fortæller om den munk, som efter udnævnelsen flygtede op i bjergene udenfor Axum. Han måtte hentes tilbage med magt og i de første måneder derefter lænkes til kapellet med Arken. Først da affandt han sig med sin ærefulde skæbne, for al tid at vogte over Arken med bønner og med røgelse. Den udvalgte munk har intet liv udenfor det allerhelligste kapel. Han er Arkens vogter og arkens fange.

Kirkebyggende engle
Tro eller ikke tro. Gennem de sidste to år har skæbne og arbejde bragt mig en række gange til Etiopien, og der er meget både at tro og tvivle på. En fuldt anerkendt ortodoks kristen kirke som næsten ikke er af denne verden, og som alligevel også tænker og handler politisk og finder sin plads i samfundet. Et samfund med en ældgammel og dybt fascinerende historie præget af tidlig islamisk, og meget tidlige jødiske og kristne menigheder og tilsvarende tænkning. Et nu forsvundet imperialistisk kejserdømme, der ikke som det danske kongedømme fører sin historie tilbage til Gorm den Gamles tid, men helt tilbage til Kong Salomon for snart 3.000 år siden. Og kirker og præster som er en del af denne verden og alligevel slet ikke. I november overværede jeg en midnatsgudstjeneste udenfor en af de 12 kirker, som i løbet af få år i 1100-tallet blev skabt af Kong Lalibela, en række håndværkere og en hær af engle. De er ikke bygget ved at lægge sten på sten, men alle er som monolitter skåret ned i og ud af bjerget i ét stykke i en egn, som selv i dagens Etiopien (med firhjulstrækkere for de rige) er fjernt og vanskeligt tilgængeligt.
Der sad vi i den afrikanske nat oppe på bjerget med hundredevis af etiopiere omkring os på kanten af et kæmpemæssigt hul i bjerget og 20 meters frit lodret fald foran os. Nogle bad, nogle sov og mange drømte og mediterede, mens vi i månens og stjernernes skær lyttede til kirkesang og så ned i en vældig middelalderagtig kirkeprocession ved og foran 20 meter høj klippekirke, som rejste sig midt i dette kæmpemæssige hul i bjerget. Det var ikke en oplevelse af denne verden. Og alligevel.
Under en feudal fortidig nutids-kejser Haile Selassie, under en blodig rød socialistisk orienteret militærdiktator Mengistu, under en trigrinsk befrielseskamp og nu under et stammepræget tigrinsk domineret civilstyre med demokratiske ambitioner har denne kirke fastholdt sine institutioner og traditioner og deres indhold. Og i dag hvor også den jordiske fred er kommet til Lalibela, vil UNESCO også være med til at beskytte kirkebygningerne. Nu dækkes de vigtigste kirker grimt med bølgeblik, indtil der en gang bliver råd til for alvor at restaurere Lalibelas og englenes skaberværk.

Historien kasseres
Der er mindst to versioner af historien om, hvorfor Arken er i Etiopien. Der er den officielle, og der er Graham Hancocks:
Etiopiens sidste kejser Haile Selassie var den sidste af en lang række kejsere, hvis stamfar var Menelik, som var frugten af et heftigt kærlighedsforhold mellem Kong Salomon og dronningen af Saba, der kom fra Etiopien og besøgte ham i Jerusalem. Menelik blev født i Etiopien, men tog tilbage til Jerusalem for at besøge sin far. Salomon ville have ham til at blive, men da han insisterede på at tage tilbage til Etiopien, fik han lov. Salomon udpegede så en række fornemme folks førstefødte sønner til at følge ham.
En af disse, Azarius, der var søn af en af templets præster Zadok, stjal Pagtens Ark fra templet i Jerusalem. Menelik blev rasende, da han opdagede det, men så indså han, at det var Guds vilje, og at arken skulle blive og beskyttes i Etiopien. Det er den blevet siden. Og arkens tilknytning til Etiopiens kejserstamme har været med til at helliggøre kejserne. Den internationale rastafari-bevægelses 'dyrkelse' af kejser Haile Selassie har at gøre med den gudelignende status, han havde.
Bibelteksterne peger på, at arken forsvandt fra templet i Jerusalem omkring eller snart efter Salomon. Det er uklart, hvad der skete. Lykkeriddere og religiøse forskere har søgt Arken ved Tempelbjerget i Jerusalem. Men den er aldrig fundet.
Det var den historie, Hancock ville efterspore. Han kom vidt omkring i sin forskning, og han dokumenterer ret vellykket, at den etiopiske myte har været kendt af europæiske kristne helt tilbage i 1100-tallet. De berømte tempelriddere, som gravede efter arken under Jerusalems første tempel, var sandsynligvis også i Lalibela og i Axum i Etiopien i deres jagt på den forsvundne ark. Deres særlige tempelridderkors er der, og der er andre arkitektoniske og historiske spor, der f.eks. forklarer, hvorfor dronningen af Saba kan ses som skulptur i domkirken i Chartres i Frankrig bygget på tempelriddernes tid.
Alligevel ender Hancock med at 'kassere' historien om, at Arken kom med Menelik tilbage til Etiopien. Hancocks slutversion er, at Arken blev fjernet fra templet i Jerusalem senere - under kong Manasseh, der svigtede troen og dyrkede afguder i templet. En gruppe jøder udvandrede og tog arken med. Det var formentlig godt 600 år før Kristus. Jøderne rejste (igen) til Egypten, hvor de i Aswan byggede et (veldokumenteret) jødisk tempel på øen Elephantine. De blev et par hundrede år, inden de blev fordrevet og tog videre syd på til Etiopien. Stadig med den hellige ark.
Pagtens Ark forblev altså meget længe i jødernes hænder, også i den jødiske menighed i Etiopien. Men senere 'tog' de etiopiske kristne den. Hvordan og hvornår er igen en anden historie. Men her hører det med, at et andet spændende træk ved Etiopiens religiøse historie er, at jødedom og kristendom er sammenvævet som ingen andre steder i verden. Også selv om jøder og kristne i århundreder levede i hver deres menigheder.

Tusindvis kopier
I dag er der kun få 'rigtige' jøder tilbage i Etiopien. Under Mengistu-styrets blodige regime udveksledes jøder for våben mellem Israel og Etiopien. Diktaturet fik israelske våben, og Israel fik etiopiske jøder. Også omkring den jødiske tro er der interessante myter. En af dem er, at som kejserlinjen udsprang af Salomons barn med dronningen af Saba, så stammer de egentlige etiopiske jøder (falashaerne) fra et barn Salomon fik med dronningens kammerpige. (Ifølge Første Kongebog havde Salomon 1.000 hustruer, hvoraf kun de 700 var fyrstelige). Det er fascinerende at opleve den etiopiske kirke og betagende at læse mere eller mindre underbyggede beretninger både om dens og den sorte etiopiske jødedoms historie.
Enhver ortodoks etiopisk kirke har et allerhelligste rum som oprindelig i templet i Jerusalem. Og en kirke er kun en fungerende kirke, hvis der i dette rum - og beskytet og afsondret - er en kopi eller replica af pagtens ark (en tabot). Denne tabot er helt central i kirkelivet, som f.eks. ved Timkat-ceremonien den 19. januar. Men mystikken bliver tilbage.
Graham Hancock når langt i sin sandsynliggørelse af arkens vandring. Han taler også med Arkens vogter, Gebra Mikail. Og han overværer Timkat. Og han ser, at da den rektangulære ark, dækket af et blåt klæde med en broderet due, forlader det allerhelligste kapel, bliver Gebra Mikail roligt og bedende tilbage i det rum, der er hans ansvar og hans fængsel. Og så indser Hancock, at selv hvis Pagtens Ark er der, så har man naturligvis også i Axum en replica som bruges til ceremonier, mens originalen bliver hos sin vogter.
Pludselig bliver de 20.000 replica af Pagtens Ark i 20.000 etiopiske kirker for Graham Hancock til elementer i kirkens kamp for at beskytte arken. Hvis du vil beskytte et træ, må du gemme det i en skov. Og Pagtens Ark gemmes blandt tusinder af kopier. Det besluttede man for en evighed siden.
Myterne og eventyrerne og de store Hollywood-film kom langt senere og er ikke helt så eventyrlige.

*Graham Hancocks bog 'The sign and the Seal. A quest for the lost ark of the covenant' er udkommet kommet på Heinemann, London og senere som Madarin Paperback

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her