Læsetid: 3 min.

Attentat afslører forbryderisk styre

8. januar 1999

Det, som en journalist fra Burkina Faso kæmpede for, mens han endnu var i live, lykkedes med hans død: at afsløre præsidentens forbryderiske styre

Efter sin død er det lykkedes journalisten Norbert Zongo at opnå det, han havde viet de sidste år af sit liv til: at overbevise sine landsmænd og - især - det internationale samfund om, at Blaise Compaorés styre i Burkina Faso er forbryderisk.
Zongo, der var redaktør af ugemagasinet L'Independant, mistede livet under mystiske omstændigheder, få uger efter at præsidenten i den tidligere franske koloni blev genvalgt med et komfortabelt flertal. Begivenheden ændrer synet på det regime, der ellers ofte er blevet fremhævet som et godt eksempel i Afrika.
I oktober 1987 blev den daværende statschef, kaptajn Thomas Sankara, myrdet af Blaise Compaorés livvagter, og meget tyder på, at Zongos død den 13. december i år også kan føres tilbage til den nuværende præsident.
Den 49-årige Norbert Zongo, hvis rigtige navn var Henri Segbo, brændte op i en bil omkring 100 km syd for hovedstaden Ouagadougou. Sammen med ham døde hans bror Ernest og en af hans medarbejdere. Chaufføren kunne som den eneste redde sig ud af flammerne.
Der er ikke givet nogen forklaring på, hvordan vognen brød i brand: Der var ingen bremsespor og ingen forhindringer, den kan være kørt ind i.
I ruden på højre bagdør var der skudhuller, hvoraf nogle dog kan stamme fra en ladning jagtammunition, der var i vognen. Endelig havde chaufføren ifølge en læge kvæstelser i hovedet, som kan stamme fra en "skarp genstand".
Det er de eneste oplysninger, der foreligger. Efter næsten en måned er der ikke iværksat nogen egentlig undersøgelse, selv om sagen den 24. december blev overdraget til en undersøgelsesdommer.
Politiet har ikke afhørt vidner, der er ikke foretaget ballistiske undersøgelser, og ofrene for "ulykken" blev begravet uden at blive obduceret.
Fra den 25. til den 31. december var et hold fra den franske organisation Journalister Uden Grænser (Reporters sans frontièrs) i Burkina Faso for at søge oplysninger. I en ti sider lang rapport udelukker organisationens generalsekretær Robert Ménard, at der kan være tale om en ulykke; tværtimod understreger han, at et attentat er den mest sandsynlige forklaring.
Zongo, der var en af sit lands skarpeste penne, havde i næsten et år modtaget adskillige "advarsler", fordi han havde skrevet om Compaorés familie - især broderen François, der er chef for ikke nærmere præciserede "særopgaver" under præsidentembedet.

Oprørsk stemning
Det mest utilgivelige var, at L'Independant havde boret i en sag om Francois Compaorés chauffør, der ifølge bladet blev tortureret til døde efter en tyveriaffære.
Allerede inden Journalister Uden Grænser begyndte sin efterforskning, havde den offentlige opinion i Burkina Faso konkluderet, at regimet stod bag Zongos død. 48 timer efter "ulykken" gik demonstranter til angreb på magtens symboler i hovedstaden og i Koudougou, journalistens fødeby.
Ved begravelsen den 16. december blev kisten fulgt af omkring 15.000 mennesker, som ifølge et øjenvidne var "i en oprørsk stemning".
Præsident Compaoré lovede i sin nytårstale at nedsætte en international undersøgelseskommission. Det overbeviste imidlertid ikke befolkningen, og sidste søndag blev demonstrationerne genoptaget.
I Ouagadougou gik politiet hårdhændet til værks mod demonstranterne, hvoraf nogle blev gennembanket inde i byens domkirke. Siden har lærere og studerende på universitetet været i "generalstrejke".
Norbert Zongos død afslører en krise i befolkningens tillid til styret, som kun formelt er demokratisk. Problemet er, at vælgerne savner et alternativ i form af en troværdig opposition.
Siden 1987 er der forekommet adskillige politiske mord, som aldrig er blevet opklaret. Ifølge flere troværdige kilder udgør den "kommandoenhed", der udstedte dødstruslerne mod Norbert Zongo, en del af præsidentens urørlige inderkreds.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu