Læsetid: 4 min.

Bagudsynets risiko

23. januar 1999

KALENDER
VI BESTIGER det elegante, grå tog, der fører fra Gardermoen ned til Oslo. De norske har fundet det hensigtsmæssigt at flytte lufthavnen fra Fornebu, der lå nær ved bygrænsen, nordpå til Romerike - der lyder, som om det var et endnu langt fjernere rige - og dér har de bygget et imponerende glasbjerg, lige til at anbringe en prinsesse på.
Flytoget er en moderne lindorm, den menneskeædende slange, der lydløst ruger over sine hemmeligheder, mens det nu glider gennem landskabet, som ligner en vinterhvid sjælstilstand med sine sneklædte banevolde. På fjernere skråninger står nåletræer nedbøjet af snepuder. Kupeens sæder vender ryggen til kørselsretningen. Vi ser kun det, vi allerede har passeret. Min rejsekammerat, professor Higgins, lader en filosofisk bemærkning falde om denne omverdenserkendelse.
Nogle mennesker går fortrinsvis baglæns gennem verden, optaget af fortidens bearbejdning, i erindringens sødme eller i ulyksalig kredsen om begåede dumheder og fornærmelige tilsidesættelser. Skal man tro Peer Hultbergs multivokale roman Requiem, er alle dens 537 personer, der kommer gående gennem byen, fanget i en kværnende fortid.
Enkelte passagerer bliver svimle af at køre baglæns, måske i eksistentiel kvalme over ikke at forudse retningen, få lov til at berede sig på mødet med det ukendte derude og anskue det både forfra, fra siden og bagfra. Den målrettede længsel bliver erstattet med fortid. Alt er allerede forbi, inden det er opdaget.
Flyrejser, togkørsel er letanvendelige livsbilleder. I modsætning til bilismen, som vi selv styrer, når vi river i rattet, fungerer de som de kræfter og magter, vi hengiver os til, skæbneformyndere, der i al hast ekspederer os. Her føres vi nu baglæns frem ad det norske skinnespor i tillid til, at togføreren vil os det bedste. Landskaberne er ligeglade. Mens en vandrende selv kan sætte sig spor, bliver vi negligeret:

Toget der kommer ud af
tunnelen
er glemt, når de gule
røllikestilke
atter står stille
hedder det hos Henrik Nordbrandt, der har henlagt sit digt til "Sent efterår" i den nye samling Drømmebroer.

MIN REJSELEKTURE er ellers prosa. Den taler bl.a. om venskabets bagudorienterede betydning: "Venskabet er uundværligt for mennesket, for at dets hukommelse skal fungere. At mindes sin fortid, at altid bære den med sig, det er måske den nødvendige betingelse for at bevare, som man siger, sit jegs integritet."
Milan Kunderas essayistiske roman Identiteten ræsonnerer i fortællingens form over et midaldrende pars krise. Chantal er foruroliget over, at mændene ikke længere vender sig om efter hende, og både hun og Jean-Marc har på afstand forvekslet hinanden med en fremmed. Handlingen indebærer et psykologisk eksperiment, idet han begynder at sende hende anonyme beundrerbreve. Hun gætter efterhånden, hvem de er fra, misforståelserne breder sig i et anelsernes landskab.
Det gensidige opbrud fører dem imidlertid på sporet af hinanden i London, hvor de færdes i hinandens dagdrømme. Deres fantasier viser sig at være så identiske, at de i storbyens mylder atter møder hinanden, nu vendt mod en fremtid. Det er en tankevækkende roman også om indre rejser i samstemte identiteter, der reparerer kriser. En fantastik, hvor terningkast ophæver tilfældigheden.
London-rejsen foregår med det elegante tog fra Paris gennem kanaltunnelen. Jean-Marc har sporet hendes afgang og ser hende i en kupé uden at give sig til kende. Han er fulgt på plads af en smilende kvindelig kontrollør, "hele personalet smilte, og han sagde til sig selv: det er på denne måde, men med stadig flere og stadig mere indtrængende smil, at man ledsager denne raket, når den sendes ind i dødens tunnel." Og Chantal siger til det selskab, hun har tilsluttet sig: "Så kører vi ned i Helvede!"
Det er tanken om at miste hinanden, der styrer de bange anelser. Men de mødes til nyt liv.

JEG SER mig om i det norske flytog med siddepladserne vendt mod det, vi kommer fra. Folk ser rolige ud ved synet af den tilbagelagte tid, som accelererer, men de tænker fremad. Flere forjager kedsomheden ved at hale mobiltelefoner frem og indlede lange samtaler med dem, de skal møde. En kvinde lader en ankellang frakke glide til side og afslører, hvilke langstrakte gaver den anråbte elsker kan vente.
Jeg kan endnu ikke vide, hvad næste togrejse indebærer. Da vi et par dage senere vil køre med trikken op ad Voksenåsen, vender det ledige sæde i kupeen bagud. Jeg overvejer stående situationen, for længe, vænnet til norske transportmidlers snigende bevægelser, som her kun varer et sekund. Derefter stopper vognen med et ryk, med det resultat at jeg sendes mod ryglænets håndtag, som siger et messinghårdt goddag til et ribben. Det kvæstes med en lyd, som kun jeg hører. De norske tager det knusende roligt, vænnet til den slags danske vinteruheld.
Blikket er vendt fremad mod en fjorten dages ubehag og et bagudsyn mod tilfældighedens lille dumme mønster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her