Læsetid: 2 min.

Be careful out there...

30. januar 1999

Det ligner en plancheudstilling, men er tænkt som kunst

BYPLANER
Cities on the Move handler om byer. Byliv, bykiv, bymønstre og bypass. Det er byområder af nød eller trang så tætte, at et af projekterne på udstillingen ligefrem propagerer for tæthed og koncentration, så landskaberne kan holdes åbne, ikke bare i Asien men også i de gamle europæiske lande.
Et citat i en katalogartikel giver nøglen: "I kraft af kontinuiteten forlader det industrialiserede samfund den verdenshistoriske scene på normalitetens listefødder - trængt i baggrunden af sine følgevirkniger - og ikke sådan som de samfundsteoretiske billedbøger spåede: med en politisk eksplosion."
Dét er grundholdningen bag kuratorernes setup - kineseren Hou Hanrus og schweizeren Hans Ulrich Obrists, eller 'tyroleren' fristes man næsten til at skrive, for at gøre det hele så eksotisk som et kukur overfor en forårsrulle, eller Det Kinesiske Tårn i Tivoli erstattet af en fangetårnsattrap i Louisianas park, og det muntre køkken afløst af æggebazookaer rettet mod rigtige gadekampe på vægvideoen.
Og så hele vejen gennem museets glasgange og højenlofter denne æstetiske fascination af farlige asiatiske byvækster, som svar på et eller andet uforløst europæisk, vi altid har forsøgt at hente digestive midler mod i eksotismen, orientalismen, nogen med fjer på eller skæve øjne.

Legenomader
De udstillede byplanprojekter er i sig selv meget lidt sigende. Selv hollænderen Rem Koolhaas' New Yorker-kontor, der ellers bryster sig af en filial i Asien for fast-planning, viser ikke andet end hvad master-planlægning har drejet sig om det sidste halve århundrede.
Andre udstillingsprojekter trækker på teknokratiske terminalkonstruktioner, eller metabolistiske og økologiske utopier fra 1960'erne.
Så det er ikke for at blive klogere på nye planlægningsprincipper, man skal gå på Louisiana de kommende måneder, men i - givet fald - snarere for flimrende at forestille sig storskalaen, megamålestokken, de tætte sammenstuvninger, eller udstillingens paradoksale drøm om den frigjorte Homo Ludens - det legende nomadisk by-individ - som ganske vist ser nok så undertrykt og frygtsomt ud på fotografierne og kunstplancherne.

Lag på lag
En kunstig grøn golfbane i glasgangene lige op og ned ad museets plæner virker også mindre overraskende, end hvis det havde været på tyvende etage i en af de byer, der med europæeren Rem Koolhaas' ord "ikke har nogen historie og er bygget på ingenting, men besidder en kolossal intensitet og er skabt med en relativt middelmådig arkitektur."
Det æstetiske overbestemte ved hele showet betyder dertil, at der ikke skelnes mellem bytypernes forskellige økonomiske status. Hong Kong, Osaka eller Hanoi er et fedt, ét stort Kina-og-Japan-Hus, som man ville have sagt i back in the late 40's, hvor Mao var en legemsdel, man kunne have ondt i, og harikiri noget vi legede.
Og kurator Obricht siger selv, at en storby er en superimposition af mange city-typer. Så ligesom udstillingen gør sit til de mangetydige bybilleder, kommer man også med sit eget legale lager oveni, når man er sluppet indenfor mellem artefakterne af sølvfolie, blik, lys og plastic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her