Læsetid: 5 min.

Behøver klassisk musik at være så seriøs?

13. januar 1999

De pianistiske energier samles i et multilabel-produkt, som hedder 'Great Pianists of the 20th Century'. 200 cd'er har vi i vente, de første er allerede kommet

NYE CD'ER
Det skulle først have været 25 cd'er på plademærket Philips, men det endte med at blive 200. Udgivelsen af serien Great Pianists of the 20th Century blev stadig mere ambitiøs som projektet skred frem. Der blev sat fokus på udøveren og flere plademærker kunne ved denne lejlighed arbejde sammen: EMI Classics, BMG Classics, Deutsche Grammophon, Decca, Sony Classical, Teldec - blot for at nævne nogle få. Det er faktisk første gang at toneangivende selskaber går sammen i et så ambitiøst multi-label-projekt.
74 klaverløver er kommet med i den eksklusive klub af toppianister, som generelt i den aktuelle sammenhæng spiller det, de er bedst til: Rubinstein fortolker Chopin,
Alicia de Larrocha spiller spansk musik, Martha Argerich giver os Ravels musik. Og så videre. I alt lige godt 15.000 minutters musik (250 timer) er det blevet til. Heraf er mere end 25 procent førstegangsudgivelser. En del er allerede i handelen, og i august 1999 er den komplette serie udgivet.

Nye indspilninger
Philips har før gjort det i mammut-udgivelser. Erfaringer har plademærket indhøstet med eksempelvis Mozart Edition, som talte 180 cd'er, udgivet i 1991 for at markere 200-året før komponistens død, og The Art of Alfred Brendel fra 1996, et 25 cd-sæt udgivet i anledning af pianistens 65-års fødselsdag.
Når man nævner medvirkende kunstnere ved man også hvilken ende af musikhistorien der er medtaget på denne århundredes største klaverserie. Ældste pianist er Ignacy Paderewski (1860-1941), yngste er Evgeny Kissin (født 1971). Siger man Sviatoslav Richter, Krystian Zimerman, Evgeny Kissin, Mikhail Pletnev, Vladimir Horowitz, er ikke mange i tvivl om at vi har at gøre med det klassiske repertoire. Med klassisk forstås de værker, som spilles mest i koncertsalene. Sagt på en anden måde: Musik fra dette århundrede er ikke påtrængende aktuel på den foreliggende serie fra Philips. Det kunne man nu nok havde forsvaret at indarbejde, idet der findes fremragende pianister, der har levendegjort de banebrydende soloklaverværker af f.eks. Boulez og Stockhausen. Her kan man for eksempel nævne Kontarsky-brødrene, Bernhard Wambach og Herbert Henck.
Fraværet af det 20. århundredes klassikere inden for den ny musik, betyder dog ikke at vi i serien udelukkende bliver præsenteret for musik, der er indspillet utallige gange før. Faktisk er der ikke så lidt musik, som aldrig nogensinde har været indspillet før. Som eksempler kan nævnes: Claudio Arrau spiller Albéniz: Ibéria, Ashkenazy spiller fem værker af Chopin som ikke før er hørt på plade, Backhaus spiller friske ting af Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms. I listen over aldrig før indspillet musik indgår også Brendels fortolkning af Mozarts Fantasi i c-mol. K. 475, som i følge Philips aldrig før er hørt på plade.

Et eksempel
Alfred Brendel er en af de centrale fortolkere i serien. Han er en pianist, der vel først og fremmest associeres med komponister som Beethoven, Mozart, Haydn, Schubert, Liszt og Schumann.
Når det gælder Beethoven har jeg længe haft rigtig meget fidus til Wilhelm Kempffs og Gésa Andas fortolkninger. Tidligt købte jeg Deutsche Grammophons lp'er i den samlede udgave af Beethovens musik. Klavermusikken var her samlet i den 8. boks fra DG. Et imposant bokssæt fra 1970, hvor Kempffs spil udtrykte et teknisk og æstetisk niveau, som gjorde at man som lytter igen og igen måtte høre musikken.
Med Alfred Brendel er det lidt på samme måde: Personligheden sætter sig igennem i fortolkningen og vi får nye indgange i lytningen. I tilfældet Brendel måske ikke så gennemgribende anderledes som hos f.eks. Glenn Goulds Bach-spil, men Brendel markerer sig dog med skelsættende udgaver af Ludwig vans musik.
Flere af de bedste pianister har, ud over at have studeret klaver, også studeret komposition. Brendel er ikke en undtagelse. Han studerede klaver, komposition og direktion i Zagreb og Graz. Klaverstudierne blev afsluttet hos Edwin Fischer, Paul Baumgartner, og Edward Steuermann. Brendels karriere kom for alvor i gang, da han vandt en international pris i Busoni-konkurrencen i 1949.
Brendels tolkninger af Beethoven er mageløse. Han var i øvrigt den første der indspillede alle Beethovens klaverværker, hedder det i ledsagematerialet til serien. Hvilket jo ikke stemmer helt overens med at Philips samtidig brøster sig af at flere af Beethovens værker i den aktuelle udgivelse præsenteres på plade for første gang (med pianisten Wilhelm Backhaus).
Blandt de mange særegne kvaliteter, der gør Brendels fortolkninger enestående, er hans sans for at gå humoristisk til værks. I et spørgeskema nævner Brendel det at le som sin favoritbeskæftigelse. En oplysning der korresponderer med indholdet i pianistens forelæsning i 1984 ved Cambridge University med titlen Does classical music have to be entirely serious.

Ændringer i smagen
Hvis De forestiller Dem Brendels fornemmelse for æstetik suppleret af 73 andre af århundredets pianisters musikalske smag, så har De selvsagt et ret godt billede af udviklingen inden for interpretation på klaverområdet. Fra de gamle pianisters farverige fortolkninger til nutidens genialske himmelstormere som Andras Schiff og Ivo Pogorelich. Fra afklaret ro og forenkling hos de aldersstegne herrer til interessante bud på musikken, der undertiden også kan udarte til overfladisk lir hos nogle af de yngre.
Udgivelsen viser også at teknikken er blevet sat i stadig højere kurs. De seneste generationers spil er mere nøgternt og perfekt, hvor frembringelsen af den smukke klang var et hovedanliggende tidligere i århundredet. Great Pianists-serien er mere end en fix idé i det omsiggribende kapløb om at være mest mega i markedsføringsafdelingen, den er anskuelsesundervisning i hvordan skiftende fortolkningsidealer er formet op igennem århundredet.
I forbindelse med lanceringen af serien, var pianisten Alexis Weissenberg i København for at tale varmt for sagen. Her kom han ind på de forskellige epokers smag. Til Politiken sagde Weissenberg:
"Der er sket meget med den måde, klavermusikken fremstår, fra Paderewskis dage og op til Kissin. Det er ligesom skuespillere, der erkender, at de ikke kan spille Shakespeare, som man gjorde før krigen. Unge pianister i dag har opnået en vis naturlighed og frihed. De er hverken bedre eller dårligere end min generation eller dem, der kom før mig, men de er nok mindre dogmatiske, hvilket ikke er det samme som at de sjusker."
Det er en bemærkning der holder vand, og som dokumenteres i serien med de store pianister. Hvis man ønsker mere komplette kunstnerportrætter må serien suppleres af andet tilgængeligt materiale. I tilfældet Glenn Gould må man gå til The Glenn Gould Edition, som er udgivet af Sony Classical. Denne produktion vender vi tilbage til i en kommende anmeldelse.

*Great Pianists of the 20th Century. De første 20 cd'er er kommet, den næste stak ventes på gaden i løbet af februar. Serien kommer i alt til at tælle 100 udgivelser med 2 cd'er i hver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her