Læsetid: 7 min.

Bilen som tilstand

22. januar 1999

Det handler om frihed contra tvang - eller for nogen: tvang contra frihed

FRIE ORD
Jeg kender en mand, der elsker sin bil. Jeg kender for så vidt flere, ja, masser, og sågar kvinder - men denne mand elsker sin bil i en sådan grad, at han prompte måtte reagere med en kærlighedserklæring, foruden med en ilde anbragt insinuation om snyd, da han i sin torsdagsavis læste om Informations lille trafiktest. Den, der viste, at en cyklist kom hurtigere fra vores domicil i St. Kongensgade til Valby Langgade end både bilisten og linie 6-passageren.
"Min fornemmelse af frihed er total," skriver manden på en e-mail.
"Det at kunne køre, hvorhen jeg vil, når jeg vil. Tage hjemmefra på præcis det tidspunkt, hvor det passer mig. Transportere andre, når det passer mig. Fornemmelsen af fred for andre - resten af dagen er folk sgu tæt nok på mig. Lytte til lidt musik, ryge, når jeg vil, nyde den luksusfornemmelse gode biler altid giver. Tænde radioen, flere nyheder. Sidde lunt og godt, når sjappet flyver - tør, når verden er våd. Være fri for overtræksbukser og gummistøvler. Se mig selv i spejlet og hive kammen frem. Dagen lang at vide, at i det øjeblik jeg vil hjem, kommer jeg hjem. Aldrig stå og glo ved en bus, som er fuld af våde mennesker eller vente, vente, vente på et tog, som aldrig kommer."
Den mand er en ren poet. Havde han haft forstand på penge, kunne han blive rig på at sælge sine lyriske kærlighedserklæringer som salgsfremmende reklametekster til et af de store bilfirmaer.

Jeg kender også en fremtidsforsker. Han er svensker, hedder Åke E. Andersson og har skrevet en stor bog med titlen Framtidens arbete och liv. Den handler bl.a. om mange moderne menneskers forhold til deres bil. "My car is my castle," skriver Åke Andersson i en parafrase over den engelske talemåde (han skriver det på svensk, men det lyder så dumt), når han skal beskrive, hvordan mange lever med deres bil. I en tid, hvor mange føler pres fra alle sider - ikke kun i bussen, men også i hjemmet, på arbejdspladsen og sågar fra landets finansminister, der vil have én til at arbejde endnu hårdere - dér bliver bilen og opholdet i bilkøen en oase.
"Den eneste tid jeg har til eftertænksom ensomhed i eget revir," som Åke Andersson skriver. I køen har man ikke alene fred, man er også frataget og fritaget for enhver form for tyngende ansvar, fordi man hverken kan gøre fra eller til.
Den tolkning bekræftes af den i torsdagsavisen omtalte undersøgelse fra det bilforstoppede Los Angeles, hvor mange mennesker ikke ønsker hurtigere trafikafvikling og kortere ophold i bilkøerne. Fordi det lille, trange, hjulbårne beskyttelsesrum indespærret i bilkøen lige præcis er stedet, hvor de pågældende kan føle sig fri af familiens tyranni til den ene side og arbejdspladsens til den anden.
Det er måske den eneste stump tid i løbet af dagen, man endnu selv føler sig som herre over. (Så derfor er det måske i virkeligheden en velplanlagt, kollektiv, protestaktion mod tidens stress og jag, når københavnske bilister hver dag holder i kø i sammenlagt 6.000 timer, jævnfør Vejdirektoratets målinger.)

Jeg kender også - tro det eller ej - en tredje mand. Også han er optaget af bilen, endskønt han ikke ejer nogen.
"Jeg bliver så glad, hver gang jeg går forbi en bilforretning," siger han.
"Når jeg ser de store skinnende modeller og de lige så store prisskilte, så føler jeg en enorm frihed. Alt det jeg slipper for at spekulere over: At finde parkeringsplads, at være tilbage, når tiden udløber, at huske at tanke op, at komme på værkstedet. Frem for alt friheden fra at skulle arbejde en hel masse for at tjene til bilen."
"Den ekstra tid, som bilisten er nødt til at underlægge sig sin arbejdsgiver for at skrabe penge sammen, den har jeg i frihed og under egen kontrol, hvis jeg vil," siger den billøse.
De to herrer, ham med bilen og ham uden, har mere til fælles, end de måske går og tænker over. Frihedstrangen er fælles. Behovet for at være herre over egen tid. De har bare modsatte valg, fordi de har diametralt modsatte oplevelser af, hvad det er, der giver frihed og egenkontrol.
Dét er interessant. Et udtryk for, hvor lidt rationelle argumenter styrer menneskers valg.
Ham med bilen er - det siger han selv - ligeglad med Informations eksperimenter og beregninger, der siger, at bilen i myldretiden næppe kan konkurrere med cyklen i storbytrafikken, og at det koster et par dages ekstra arbejde om ugen pr. familie at holde sig med bil.
"Man kan hævde, at bilen er en tilstand - snarere end det instrument, I prøver at gøre det til - og derfor netop ikke kan måles og vejes," skriver han.
Manden er regulært forelsket. Og på forelskede mennesker bider sund fornuft ikke. Sådan er dét. Og det må tages til efterretning. For manden deler sin kærlighed til bilen med - skal man tro statistikken - de fleste. Syv ud af ti familier har bil i dag, og stadig flere kommer til.
"Historisk set blev 1998 salgsmæssigt det næstbedste år nogensinde, kun overgået af 1986," skriver De Danske Bilimportører i en begejstret pressemeddelelse udsendt i denne uge. 162.406 nye personbiler købte danskerne i 1998 - der er lagt op til endnu mere herlig og fri quality time i bilkøerne på byernes indfaldsveje.

Ivan Illich er en mand, jeg ikke kender. Jeg ved ikke engang, om han stadig lever. Men det er en mand, jeg gerne ville have kendt.
Illich, født i 1926 i Østrig, blev uddannet historiker dér, men har levet sit videnskabelige liv først USA, dernæst i Puerto Rico og siden i Mexico som skaber og leder af det kendte Center for Intercultural Documentation (CIDOC).
Ivan Illich har et yndlingscitat, som vist stammer fra en af Salvador Allendes ministre: "Socialismen kan kun komme på cykel," påstod han. Det står og stritter meget godt mod Anderssons parafrase "My car is my castle", ikke sandt?
Jeg ved ikke, om det i vore dage giver videre mening at tale om et revolutionært modsætningsforhold mellem bilister og cyklister - mange er jo begge dele - men for Ivan Illich har det livet igennem været et afgørende anliggende at belyse, hvordan teknologianvendelse, produktion og forbrug over et vist niveau ikke giver mennesker større frihed og lighed, men tværtimod slavebinder dem og leder til større ulighed og ufrihed. Det var Illich, der i 1975 skrev det provokerende essay Medical nemesis om, hvordan det moderne, højteknologiske og stordriftsprægede sundheds- og hospitalsvæsen er bedre til at producere patienter end helbrede dem.
Et par år før - lige inden oliekrisen brød ud i slutningen af 1973 - skrev han i det franske dagblad Le Monde et andet stort essay om Energy and Equity, energi og lighed.
Brugen af "Store mængder energi undergraver sociale relationer lige så uundgåeligt, som det undergraver det fysiske miljø," var hans centrale påstand.
"Jeg argumenterer for, at over et vist gennemsnitligt energiforbrug pr. person, så vil det politiske system og den kulturelle sammenhængskraft i ethvert samfund uundgåeligt smuldre."
Eksempelvis argumenterer Illich for, at man med bilen er nået op på en sådan teknologisk formåen - målt i bevægelseshastighed og aktionsradius - at det skaber uacceptable sociale forskelle mellem dem, der har midler til at være bilejere, og dem, der f.eks. er henvist til cyklen.
Bilisterne har et redskab, der sætter dem i stand til at distancere sig stadig mere fra de billøse, ikke kun i konkret, geografisk forstand, men også økonomisk og materielt. Simpelthen fordi den øgede mobilitet stiller bilisterne bedre på arbejdsmarkedet og i forhold til diverse aktiviteter, der kan øge levestandarden.
Hertil kommer, skriver Illich, at samfundet gradvist transformeres på bilisternes betingelser på måder, der gør tilværelsen vanskeligere for ikke-bilister. Det tætte vejnet, P-pladserne, den forringede luftkvalitet, støjen, sikkerhedsrisikoen, butikkernes udflytning er omkostninger, som især begrænser de billøse i deres udfoldelse eller livskvalitet.
Tilsammen lægger det et stort pres på ikke-bilister for at blive bilister. "Vi er nødt til det," er også i dag den hyppigste begrundelse, når folk skifter over til bilen. Og dermed følger presset for at øge indkomsten og arbejde mere end det nødvendigvis er sundt eller fornøjeligt.
Samtidig afskærer samfundets - i kraft af bilens 'diktat' - alment opskruede bevægelsestempo folk fra en masse 'svinkeærinder' af betydning for livskvaliteten. Man pendler over stadigt stigende afstande, men man kan ikke finde tid til at slentre gennem parken eller droppe ind på besøg på vejen til arbejdet.
"Den tid, et samfund bruger på transport, stiger proportionalt med hastigheden af dets hurtigste transportmiddel," lyder den absurde konklusion i Illichs optik.
Højteknologien - her bilen - bestemmer adfærden og samfundsstrukturen, på bekostning af de svage og på bekostning af valgfriheden til livsform. Fastslår Ivan Illich. Lige bliver vi først, kunne man tilføje, når det kommer så vidt, at vi alle sidder fast i trafikkøen og ved skæbnens ironi - eller et højere forsyn - vender tilbage til en samfundsmæssig bevægelseshastighed, der minder om cyklens.
Følelsen af frihed kan ikke måles og vejes. Men friheden, som den forelskede bilist oplever, er den individuelle frihed. Tvangen, som bilismen er bærer af, er kollektiv. Det er måske det, der gør os villige til - indtil videre - at underkaste os den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu